Den Dødes Igienkomst
efter en gammel Kæmpevise.
efter en gammel Kæmpevise.
Den fromme Frue Signe paa Sotteseng laae,
Herr Esbern han sørged for hende saa saare;
“Vær trøstig, hun bød ham, og græd ikke saa,
Mig martre langt meer end min Død dine Taare.
Gid snart i en lykkelig Vennevivs Favn
Du glemme din Sorg, og forvinde mit Savn.”
“Nei! Signelild! dersom jeg krænker vort Baand,
Den Evige mig i min Dødsstund forglemme!”
Hun tyssede paa ham med visnende Haand,
Og afbrød ham kiærlig med døende Stemme:
“O gierne min Ven! maae du krænke det saa,
Naar hun har dig kiær, og vil elske de smaae.”
Fem grædende Døttre omgav hendes Seng,
Tung faldt deres Taare paa moderligt Hierte,
Dog sørged’ hun meest for sin eenbaarne Søn,
Der end var for spæd til saa grusom en Smerte.
Da han sine Sødskende grædende seer,
Ømt kiæler han for dem, da græd de end meer.
Frue Signelild døde, blev jordet, og glemt,
Herr Esbern nu ægtede Guldborg den rige;
Berømt for sin Skiønhed, og Snilde og Skiemt,
I Dands og i Harpeleeg fandt hun ei Lige.
Thi svæved’ hun stedse i Gammen og Suus,
Og agted’ saa lidet paa Børn, og paa Huus.
De Hunde de tude om Midienat,
De Voxlys de brænde i svovelblaae Lue.
Det tuder igien, og de udslukkes bradt,
Herr Esbern og Guldborg begynde at grue;
Ved tredie Glam flyve Dørrene op!
Det suser som Vinden i Eegenes Top.
Paa Stegersets Ildsted Elinalild sad,
Og havde paa Skiødet sin grædende Broder,
Hun dæggede for ham, og rysted’, og bad.
Og ønskte sig tit hos sin hvilende Moder;
Med eet hun forfærdet i Maaneskin saae,
En liigklædet Skikkelse for dem at staae.
“Elina! min Datter! hvi sidder du her?
Hvordan staaer der til med Smaasødskende dine?”
“O! kald mig ei Datter! o hvo du end er,
Da lad mig med Fred!” svarte ængstlig Eline:
“Som Æblet min Moder var hvid, og var rød,
Men du er jo gusten og bleeg som en død.”
I Graven der blegner den rødeste Kind,
I Graven jeg boer, og fra Graven jeg kommer;
Jeg hørte din Sorg i mit Hvilested ind,
Da rørte min Klage den evige Dommer.
Jeg reiste de mødige Lemmer med Hast,
Og Murene revned’, og Marmoret brast.
Glad gienkiendte Drengen nu Moderens Røst,
Og strakte mod hende de indsvundne Arme;
“Ak! sukkede Signelild: tomt er mit Bryst!
Min Arm uden Styrke, min Favn uden Varme.
Elina! han kiender sin Moder endnu;
Min kiæreste Datter! hvi dvæler da du?”
“O Moder! fra Graven du kom til os Smaa!
O tag os nu med dig! vi lide saa ilde;
Vi fryse, og sulte, og ligge paa Straae,
De Terner her raade med os, som de vilde.
O see til din Dreng, hvor forkommen han er!
Thi satt’ jeg mig med ham paa Ildstedet her.”
Ømt favnede Signe sin Datter og Dreng,
Det var dem som Pust af Sydvestvindens Aande;
Saa stæddes hun vred for sin Ægtemands Seng:
“O! Esbern og Guldborg! see Børnenes Vaande,
Den kaldte mig op af mit fredsomme Hiem;
O Guldborg! hvor tager du vare paa dem!”
“Jeg efterlod eder de Bolstre saa blaa;
Dem monne de Tærner bortrane og slide,
De Ædlinge fryse, og ligge paa Straae,
Ei haver jeg fød dem til saadan en Qvide.
O havde du baaren, og fød dem, som jeg,
Du glemte dem ikke for Tant og for Leeg!”
Nu galede Hanen, og Signelild svandt,
Som Morgenens Taage for Solen forsvinder;
Frue Guldborgs de brændende Taare nedrandt
Paa Esberns af Ruelse blussende Kinder.
I Skjoldungens Land var fra selvsamme Stund
Ei ædlere Hustrue og Moder end hun.