Fra fiern og fremmed Egn vi komme hid,
I Haab, man her os Vennely vil unde;
Os ei Skiærsommer har fremelsket blid,
Ei med dens Roser vi os maale kunde;
Vi blomstred först i Efterhöstens Tid,
Og Vintrens barske Nærmen tidt vi funde,
Ja ofte vi i dens og Floras Strid
Med Zittren frygted for at gaae tilgrunde.
Dog — vil, Asteria! du stundum huld,
Blandt danske Liliers og Rosers Krone,
Indflette os i favre Hovedguld,
Naar du i Templet træder for Theone;
Ved din og hendes Gunst, trods Storm og Kuld,
Vi fro ei savne moderlige Zone.
December 1816.