Melpomene
Ved Samsøes Sørgeminde.
Ved Samsøes Sørgeminde.
Mangen Taare paa min Krands er runden,
Glædestaare, medens jeg den bandt,
Ak! og da den var forgiæves bunden,
Mismods Taare randt.
Nu den pryde Sammes Sørgeminde,
Denne til hans Tinding bundne Krands!
Bramme der, til den en Skiald kan vinde,
Ved et Værk som hans.
Du, som denne Hæder stolt begiærte,
Udræk ikke uindviet Haand,
Nærm dig ei, har du ei Samsøes Hierte,
Samsøes Aand.
Nærm dig ikke, voved du at spilde
Dyrebare Tid paa Fias og Tant,
Drak du ei som han af Kundskabs Kilde
Kiærlighed for Ret og Skiønt og Sandt.
Nærm dig ikke, kan du ikke hente,
Af dit Hierte Dyds og Ømheds Sprog,
See! o see, hvor grant han begge kiændte,
Viid, hvor han det tog.
Vil du liig min Samsøe vorde Digter,
Da som han, var Borger, Ven, og Mand,
Elsk da dine Venner, dine Pligter,
Elsk dit Fædreland, som han.
Seent, jeg frygter, seent vil nogen vinde
Krandsen, jeg paa Urnen sætter hen,
Længe Melpomenes Taare rinde,
For sin tabte Ven.