Mira
(Efter Waller.)
(Efter Waller.)
Om Aftenen blev Adam skabt,
Strax stirred Hans henrykte Øie,
I frydefuld Beundring tabt,
Paa Stiernerne, der funkled i det Høie,
Snart Edens korte Nat forsvandt,
Og skiøn frembrød den unge Morgenrøde,
Nu Nattens Døttre flygted’, blegned’, døde,
Dagmoders Tryllesmiil hans Hierte vandt;
Men straalende i herlig Majestæt,
Han Dagens stolte Hersker seer fremstige,
Flux glemmer Adam alt, hvad han har seet,
Tilbedende den Uforlignelige.
O Mira! kan du forekaste mig,
Jeg før for andre Skiønne brændte,
Jeg da som Adam intet større kiændte;
Nu først jeg dig har seet, og elsker dig.