Min Ven! som næsten i min Barndoms Dage
Mig rakte broderkiærlig Haand,
Veileded troe mit Hierte og min Aand,
Og mig fra mangen Afgrund drog tilbage,
Hvis Venskab var, og er, og skal for stedse være
Min Banes Lyst og Held, min Vandrings Ære
O kald dig i din Fryd ved elsket Piges Bryst,
Henfarne mørke Dages Frygt tilbage,
— — At mindes fordums kummerfulde Dage,
Forsøder bedre Tiders Lyst —
Da vi med ængstligt Blik ud over Livet saae,
Der liigt et rædsomt Hav for vore Øine laae,
Hvor Farer truede, hvorhen vi Synet vendte,
Hvor ei vor Reises Maal, og ingen Havn vi kiændte,
— O Held dig, Ven! nu i din Elsktes Favn,
Du fundet har den ønskte trygge Havn,
Der kan du hver udstanden Storm forvinde,
Og skulde Uveir drage op paa nye,
Did kan du tryg om Hielp og Tilflugt tye,
Og freidig Kraft til Fremtids Vandring finde,
At iile Sturlesonners Bane frem,
Og naae Udødeligheds Havn med dem.
Og jeg min Ven! naar Sorger mig nedtrykke,
Naar dybt jeg savner, hvad vel evig nægtes mig,
O Held mig da, at jeg kan tye til dig.
Og glemme Savn og Sorger ved din Lykke.
Og du, hans Lotte! gode, skiønne, hulde!
En Rosenknop jeg saae fremspire huld og skiøn,
Mindst troede jeg, det var min bedste Ven til Løn,
At den saa skiøn og huld fremspire skulde;
Stadfæst ham nu, den reene, ømme
Trofaste Ægtekiærlighed,
Den Fryd, en kærlig Mand og Fader lønnes med,
Vort gamle Ideal for sand Lyksalighed,
Er meer end Ideal og Digterdrømme!
Det vil du, gode Pige! du vil finde
Din Lykke i at see ham lykkelig, —
Og vide, han er blevet det ved dig!
Og vær da og hans ældste Vens Veninde!
O nyder, nyder, dyrebare Venner!
— For at indfatte Alt i eet —
Saa reent et Held, som Dyd og Kærlighed fortiener,
Og som jeg ønsker Eder det.