Hvo meer i Yndest hos sin Stierne staaer,
Af Almeengunst og Titler sig ophöie,
Jeg, hvem min Lykke slig en Seir afslaaer,
Ved, hvad jeg ærer meest, mig ukiendt kan fornöie.
De favre Blade Fyrsteyndling spreder,
Hans Stolthed i ham selv begravet er,
Og ved et rynket Bryn döer i sin Hæder.
Den möiefulde Kriger, Kampens Gud,
Paa tusind Seire engang overvundet,
Af Ærens Bog aldeles slettet ud,
Seer Alt, hvorfor han trællet har, forsvundet.
Held mig, som falder ei, ei fældes der,
Hvor, som jeg elsker mig selv, jeg elsket er!