Naar jeg hos Lykken, som hos Mennesker
I Ugunst, mon forskudte Lov beklager,
Min Skiæbne bander, naar paa mig jeg seer,
Til döve Himmel spildte Suk gientager,
Mig önsker snart hin Haabets Yndling liig,
Snart dennes Venneskreds, den andens Gaver,
Hins Kunst og dennes Lykke önsker mig,
Meest utilfreds med det, som meest jeg haver;
Dog naar jeg allermeest mig agter ringe,
Jeg mindes dig til Lykke, og min Siæl,
Som Lærken sig ved Daggry op mon svinge,
Ved Himlens Porte jubler for sit Held.
Din Ömheds Minde flux saa riig mig giör,
At jeg med ingen Konge bytte tör.