Naar for den blide Tankes stille Dom
Forgangne Tings Admindelse jeg drager,
Og mangt feilslaget Id i Hu mig kom,
Og Tiden ödsles med gienvakte Klager;
Uvante Öie fælder Veemods Graad
For Venner, som alt længe Graven giemmer,
Nyhvæsses fordums Elskovs slöve Braad,
Jeg mig for mangt forsvundet Luftsyn græmmer,
Jeg sörger overstanden Sorg igien,
Tungmodig overtæller gamle Qvaler,
Og under dybe Sukke Regningen,
Som den ei var betalt, paa ny betaler.
Men blander da dit Minde sig deri,
Alt Tab oprettet er, alt Sorg forbi.