”Op af din Slummer! Melpomene byder!
”Grib den borthængte Luth, der fordum lød
”Til tabte Ædles Roes, og nu ei lyder
”Nu Hortulan er død!
”Ei har du glemt din gamle elskte Lærer;
”Du kommer, veed jeg, skiønsom ham ihu!
”Lad Verden see, at du hans Minde ærer, —
”At du er dansk endnu.
”Og siig dit Folk, du dine Landsmænd savner
”Her mellem de forroeste Fremmede;
”Siig, han, hvis Urne jeg med Taarer favner,
”Var vel saa stor som de!”
Gudinde, Sangens Dage er ei mere,
Selv Nasos Aand i Tomi segned hen;
Det være lykkelige Skialders Ære
At synge Musers Ven!
Taus ved hans Savn og tung min Graad skal glide!
Og Sandhed denne Gravskrift sætte ham:
Stor var han; stor endog ved Roses Side,
Og Rose priiste ham.