De Elskendes Salighed
Efter Hölty.
Efter Hölty.
End er du ei til Himlen vendt tilbage,
Du Paradisets reene Lyst,
Dig kan endnu den Lykkelige smage —
Der hviler ved et elsket Bryst.
Til Paradiis forvandler Elskov Jorden,
Den skaber Fryd i Sorgens Hiem,
Forandrer med et Vink Naturens Orden,
Og maner Fryd i Ørkner frem,
Hver Fryd er mørk mod Glimtet af dens Glæde,
Dens Veemod selv er Salighed,
Og kiælent i sin Elsktes Favn at græde,
Kan ingen Jubel lignes ved.
Den Elskende her Himlens Forsmag nyder,
Hans Hierte helliges dertil!
Thi Kærlighed indvier det til Dyder!
Dens Flamme tænder Dydens Ild.
En Cæsars Magt han ingentid begiærte,
For ham er ingen Throne stor;
Han herske vil i sin Tilbedtes Hierte,
Det er for ham den heele Jord.
Ei Perus Guld, ei heele Verdens Skatte,
Kan lokke ham af hendes Arm,
Ei kan de ham det Øieblik erstatte,
Han ikke nød ved hendes Barm.
Han for et Blik bortgav al Verdens Throner,
Blot for et Smiil hver Kummer veeg,
Et kiærligt Kys med Verden ham forsoner,
Om end hans bedste Ven ham sveeg.
Naar hendes Arm sig kiærlig om ham slynger,
I Lykkens Favn han føler sig,
Af henrykt Hierte Verdens Lovsang synger,
Er viis og god og lykkelig.
Glad helser han enhver af Aarets Dage,
Hver bringer ham fornyet Lyst,
Glad seer han til fremfarne Tiid tilbage,
Thi han den nød ved hendes Bryst.
Med Livet selv end deres Fryd ei endes,
Den giennem Graven følger dem;
Hun bliver evig hans, han evig hendes,
I Kiærligheds og Glæders Hiem.