Klager Dydens fromme Sønner, klager!
I en ædel Broder mistet har,
Alle Pieriders Venner! klager!
Ak han Eder nærbeslægtet var;
Under Gierløvs Hænder Strængen talte,
Som hans Liv, hans Siæl var Harmonie;
Og hans ømme blide Spil afmalte
Umiskiændelig sig selv deri.
Sødt det var, som Philomeles Klage,
Giød veemodig Glæde i vor Aand;
Ak men alle alle Glæders Dage,
Stedse maales os med karrig Haand.
Han er død! O elsker dog hverandre,
Afskeedstimen kommer snart og mørk,
Vee den sidste Arme, der maae vandre
Venneløs i Alderdommens Ark!
Held den Fromme, Døden huld bortkalder,
Blomstrende i Yndest og i Værd!
Paa hans Gravhøi mangen Taare falder,
Meer end stoltest Marmorminde værd.
Græde med os, hver som Gierlev kiændte,
Hvo har kiændt ham, hvem han ei var kiær!
Ædel Medynk af enhver vi vente,
Hvem vor Smerte lærer først hans Værd.
O gid slige Brødre, slige Venner,
Evig dette Samfund pryde maae;
Og gid hver af os, som det fortiener,
Kiændes, mindes, elskes, savnes saa.