Min Stolthed er, at være Deres Ven,
O! skulde jeg da ei med Sang modtage
Den første mellem min Venindes Dage?
Dog kan jeg, bør jeg glæde mig paa den?
Er det da Fryd at boe paa denne Jord,
Hvor Hyklerie og Ondskab stedse vinde,
Fortrængte Ædles Taarer daglig rinde,
Hvor Træskhed kaldes viis, og Blodtørst stor.
Lykønsker da en Træl den anden med,
At han blev dømt hans Slavekaar at deele?
Mit Ønske er, jeg eene maatte trælle,
Og mindre leed jeg, naar jeg eene leed.
Dog er det Lykke, naar man Andre seer,
Som man er kiær, som skylde os sin Glæde,
Som om vort Held med Varme Himlen bede,
Mig Deres Fødselsdag bør være kiær;
Det, det er Dydens, det er Deres Held!
Og hvad er skiønt som dette; o jeg kunde
Skiøndt jeg er Deres Ven, Dem snart misunde
Jeg eied heller selv saa skiøn en Siæl,
Og er det Lykke, man ei bliver glemt,
Men nævnes af ufødde Fremtids Slægter,
Med al den Roes, os Samtids Avind nægter,
O da er denne Lykke Dem bestemt!
Hun, i hvis Helligste De eene staaer,
Som gav Dem at beherske vore Hierter,
Udbrede Veemods Lyst, og hulde Smerter,
Har sagt det: Dennes Minde ei forgaaer!
Ublandet evig Fryd blev Deres Lod,
Bortgav hun Held, som hun uddeeler Hæder,
Hun kiøbte Dem da af Dem selv for Glæder,
Og aldrig hendes Tempel De forlod.
Henglide Deres Dage da i Lyst?
Tit under Roser kolde Slanger hvile,
Tit har og jeg seet Dydens Taare trille,
Hørt uforskyldte Suk fra ædle Bryst;
Tit røver fremmed Ondskab Dydens Held,
Tit Skiæbnen med barbarisk Haand forgifter
Vort Hiertes Dyder som dets bedste Drifter,
Og væbner sig med dem imod vor Siæl.
Det har jeg seet; og det, det ængster mig,
Er Dyden ikke Vei til varig Lykke?
Er den da blot et Navn, en deilig Skygge?
O saae jeg Dem dog eengang lykkelig!
Da kiændte jeg at Dyden havde Løn,
Den skulde mig som før elskværdig være
Dog det er den endnu, De mig kan lære
At Dyden er, selv ubelønnet, skiøn.
O men for Dem mit eene Ønske er:
Bliv engang lykkelig, som De fortiener,
Og det istemme alle deres Venner:
Hvad kan man ønske Dem og Dyden meer?