Hos mig du skuer nu den Aarsenstid,
Da gule Löv, faa eller ingen, svæve
Paa skaldet Qvist, der bævrer hid og did,
Hvor muntre Fugl nys glade Röst mon hæve.
I mig du slig en Aftenrödme seer,
Som falmende i Vesten snart mon smile,
Og sorte Nat borttager meer og meer,
Liig Döden, der besegler Alt til Hvile.
I mig du Æmmer seer af slig en Ild,
Der paa sin Ungdoms Askehob hensvinder,
Den Sotteseng, hvor snart den bortdöe vil,
Fortært af det, hvori den Næring finder.
Lad det din Kiærlighed forstærke da,
Alt elske ret, hvad snart du kaldes fra.