Han var saa god, som han var viis og lærd!
Saa ved din Faders Grav lød alles, alles Klage,
Vi ved din tomme Gravhøi den gientage,
O Ven! den Roes var du ei mindre værd.
Glad Musers yngre Søn med dig gik Haand i Haand
Med Lyst han agted paa, hvad du ham lærte,
Din eiegode Blidhed vandt hans Hierte,
I det din Lærdom dannede hans Aand.
Og hvo blandt Landets sande Hædersmænd,
Hvis allermindste Yndest alt er Hæder,
Hvo agted dig ei høit, var ei din Ven?
Held den, en Rothe, den, en Suhm begræder.
O tør min Graad med disses blande sig?
Som disses den dig ei kan hædre,
Dit Værd de kiænde, og bedømme bedre,
Men meer end jeg, de ikke elske dig.