Skjønne Guddomsstraale, Glæde!
Datter af Elysium!
Luedrukne vi betræde
Himmelske! din Helligdom.
Saar af Modesværdet læger
du med kjerlig Moderhaand,
Prinds og Staadder ved sit Bæger
knytte trofast Broderhaand.
Chor:
Favnes, favnes Myriader!
Dette Kys for viden Jord!
Hisset over Stjerner boer,
Brødre! en alkjærlig Fader.
Hver, hvem Skjebnen huld lod vinde
trofast Venskabs Salighed,
hver, som fandt en øm Mandinde,
stemme i vor Jubel med!
Juble hver, hvo sig har vundet,
kun een Sjel paa Jorderig,
og hvem ei det Held blev undet,
grædende bortsnige sig!
Chor:
Hylder, Jordens Millioner!
hylder Glædens Sympathie!
Ved dens Guddom hæves vi
did, hvor den ukjendte throner.
Alle Væsner die Glæde,
af Naturens Moderbryst;
ond og god hun veed at lede,
ad sit Rosenspor med Lyst.
Prøvet Venskab gav hun Jorden,
Kys og Viin gav hendes Bud;
Vellyst Ormens Deel er vorden,
og Seraphen staaer for Gud.
Chor:
Knæler, knæler Myriader!
ahner du din Skaber, Jord?
Hisset over Stjerner boer
din og al Naturens Fader.
Hovedfjederen er Glæde
i den evige Natur;
hvert et kraftigt Hjul er Glæde,
i det store Verdensuhr.
Blomstret den af Knoppen maner,
Sole frem paa Firmament;
ruller Sphærerne ad Baner,
intet Øie end har kjendt,
Chor:
Fro, som Herrens Sole vandre
stolte Vei paa Himmelen,
som en Helt til Seieren
vandrer Brødre! med hverandre!
Selv af Sandheds Ildspeil Glæde,
straaler frem til Grandskeren;
Sorgens Søn hun veed at lede,
Taalmods Vei til Maalet hen.
Høit fra Troens Soelbjerg vifter
Glædens Banner til os ned;
os igjennem Gravens Rifter
vinker til Guds Herlighed.
Chor:
Lider Mandigt Millioner!
See mod Himlen Støvets Søn!
Hisset venter dig din Løn,
hisset hvor din Fader throner.
Guder kan ei Støv gjengjælde,
stort er, dem at være liig;
Sorg og Nød hos os sig melde,
med de Glade glæde sig;
Harm og Hævn vi vil forsage,
række hver vor Fjende Haand,
ingen Taare ham skal nage,
Anger martre ei hans Aand!
Chor:
Hver sin Skyldbog sønderrive!
Broderfred med viden Jord!
Du, som over Stjerner boer,
tilgiv os, som vi tilgive!
Glæde sprudle i Pokaler,
perle frem af Druens Blod!
Drikker Blidhed, Kannibaler!
Smertens Søn, drik Taal og Mod!
Brødre, op af Eders Sæde!
Glasset høit i oprakt Haand!
Det mod Himlen skumme Glæde,
viet være Glædens Aand!
Chor:
Glædens Aand herovenover!
Dig er dette Bæger for,
Dig, hvem Engles Jubelchooe,
Dig, hvem Sphærers Hvirvel lover!
Freidig Hjelp, naar uskyld græder,
Mandemod i Lidelsen!
evig Tro de svorne Eder,
tro mod Fjende, som mod Ven!
Om det Gods og Blod skal gjelde,
evigt Had mod Niddingsfærd!
Kjekhed mod Despoters Vælde,
Egekrands til Borgerværd!
Chor:
Tæt i Kreds vi sammentræde,
tro gjentage svorne Eed!
Godheds Gud vi sværge ved,
ved din Fader, hulde Glæde!
Hver en Trældomslænke briste!
Hvo som lider, Trøst og Fred!
Og naar vore Hjerter briste,
os i Døden Trøst og Fred!
Leve! leve selv de Døde!
Høit med mig istemme Hver!
Dem forladt hver jordisk Brøde,
intet Helved være der!
Chor:
Venlig Slum i Gravens Gjemme
efter fredsom Afskedsblund!
Herrens Røst i Dommens Stund,
være os en Faderstemme!