Og er vor Jord end fuld af Plager,
De glemmes let ved elsket Bryst,
Den Mand, en kiærlig Viv ledsager,
Gaaer Livets tunge Vei med Lyst;
Da Herren i retfærdig Harme
Jog Adam ud af Paradis,
Vor Fader i sin Evas Arme
Fandt Trøst, og glemte sit Forliis.
Din Kunst, dit Kald, dit ømme Hierte
Dig aabne Sørgescener, Ven!
Thi for at lindre Brødres Smerte,
Du søger, skuer, deeler den.
Og stor er ædel Læges Glæde,
— O den har ofte lønnet dig —
Naar frelste Broders Viv og Spæde
Omringe ham med Glædesskriig.
Men stundom saae du Brødre lide,
Hvis Redning Skiæbnen nægted’ dig;
Saae maalløs Hustrue Hænder vride,
Og hørte Børns forgiæves Skriig,
Med blødende, med martret Hierte
Du sleed dig sorgfuld bort fra dem,
Af uforskyldt og ædel Smerte
Nedtrykt at flye til eensomt Hiem.
Men Himlen elsker sligt et Hierte,
Du fik en Viv til Løn og Trøst;
Øm hun udlokke vil hver Smerte,
Og deele den med kiærligt Bryst;
I Øiet ædel Graad skal tindre
Ved Brødres tunge Lidelser,
Og sødt det skal din Smerte lindre,
At see, at føle hendes Værd.
Og naar det undes dig at redde
En elsket Fader eller Mand,
Hun deeler ikke blot din Glæde,
Og stolt sig fryder ved sin Mand;
Nei, hines Lykke froe hun nyder,
Hvis Dages Lyst du reddet har,
Og henrykt i din Arm sig fryder,
Som om du selv den frelste var.
Føel, Broder! føel din fulde Lykke!
Fortien den, ved at føle den!
Sand Elskovs Fryd kan intet rygge,
Selv Tiden kun forøger den.
Nyd, elskte Broder! dine Dage
I Kiærligheds og Venskabs Lyst.
Du al din Stræbens Løn modtage
Ved din Elises ømme Bryst!