Faarene
(Efter Mad. Deshoulieres)
(Efter Mad. Deshoulieres)
Uskyldige og muntre Faar!
Hvor lykkelige ere Eders Kaar,
I græsse i vor Eng for selvskabt Kummer frie;
Saasnart I elske, elskes I.
Ei drømte Savn aftvinge Taare,
Ei spildte Ønsker Eder saare,
Selv Kiærlighed i Eders sorgfrie Bryst
Adlyder huld Naturens Røst.
Dens Glæder nyde I, men kiænde ei dens Plage,
Og Hovmod, Ærelyst, Bedrag og Gierrighed,
Ak! — som saa grumt forgifte vore Dage,
Blandt Eder ikke finde Sted.
Vel sandt, at vi Fornuften have, —
Som Eder — siger Hovmod — nægtet er,
Misunder os ei denne Skiæbnens Gave,
Ei stor er denne Fordeels Værd.
Hovmodige Fornuft, hvoraf man praler saa,
Er uselt Forsvar er mod Lidenskabers Vælde,
Lidt Viin forvirrer den, et Barn den tit kan fælde,
Alt hvad den Stolte kan formaae,
Er blot det Bryst at sønderslide,
Som daarligt fatter Liid derpaa;
Den stræng og skrøbelig vil alt bestride.
Men aldrig man den seire saae.
Bevogtede af Eders Hunde,
Er I langt tryggere for Rovdyrs Overfald,
End vi, som denne Uting værge skal,
For vore Sandsers Vold os vide kunde;
Var det ei bedre at hendrage
Ukiændte, blide, ørkesløse Dage,
End uden Sindsroe være fornem, riig,
Besidde Vid og Yndigheder?
O disse drømte Herligheder,
Hvoraf man saa hovmoder sig,
Er mindre værd end Eders sorgfrie Dage.
Af dem fra Last til Last vi styrtes ned;
De vore Hierter grusomt nage,
Vi dem vil give Evighed,
Vi Daarer, som os ei besinde,
At vi og de skal som en Drøm forsvinde.
Paa denne vide Verden intet er,
Hvorpaa man trygt og fast kan bygge,
Den blinde Skiæbne styrer Alting her,
Alt efter eget underlige Tykke.
Vor heele Kunst, vor Klogskab, vor Forstand,
Ei selv dens mindste Sted afbøde kan.
O græsser frit, I sorgfrie Faar!
Paaskiønner Eders gyldne Kaar,
Trods det bedragelige Skin er I,
Som lykkeligere, saa klogere, end vi.