Falsk og flygtig er al Jordens Glæde,
Vinterdagens korte Soelskin liig,
Naar du tryg paa Roser troer at træde,
Bryde Torne frem og saare dig.
Lykken er en Hofmand; naar den smiler,
Meener den det sikkert ondt med dig,
Og hvo i dens Favn sit Hoved hviler,
Er det første Offer for dens Sviig.
Rækker Æren dig sit Honningbæger,
O da tøm ikke, smag det kun,
Første Nip deraf som Nectar qvæger,
Men der ligger Galde paa dets Bund.
Rosenkrandset Venskab for dig træder,
Faver, ung, og blid, som Vaarens Gud,
Under hvert hans Fied fremblomstre Glæder,
— Skade, Blomster gaae saa hastig ud —
Kun, hvo Himlen gav en huld Veninde,
Han har Fryd i hendes ømme Favn,
Han kan trodse Lykkens Hvirvelvinde,
Tryg i denne sikkre glade Havn.
Daarers Bifald, Ondskabs Daddel svinde,
Vintersneen liig for Solens Magt,
O! han seer, han hører sin Veninde,
Hvor kan han paa hine give Agt?
Aldrig hendes Venskab ham undfalder,
Tiden styrker det med kiærlig Haand,
Og hvert elsket Barn, de favne, kalder
Dobbelt Glæde frem i begges Aand.
Eene Dyd kan nyde disse Glæder,
Denne Lykke Daaren er for reen.
Dyrebare! den blev skiænket Eder!
Eier, nyder, og paaskiønner den.