Den attende December
1789.
1789.
Atter, atter kommer du tilbage,
Dag, paa hvilken jeg til Sorg blev fød,
Helligholder Eders Fødselsdage,
I hvem Livets Kalk er blid og sød,
Men for mig var Malurt paa dens Bredde,
Da min Læbe rørte den, jeg græd,
Og saa skal jeg evig, evig græde,
Thi til Bunden er den fyldt dermed.
Skulde jeg da dig med Sang modtage,
Som den beedske Kalk mig rækket har!
Nei, som du, var alle mine Dage,
Et Decemberdøgn mig Livet var;
Kort og skummel var dets Morgenrøde,
Svagt og mat dets fierne Middagssmiil,
Sorte Uveirsskyer tit det brøde,
Fæle Aften kom med grusom Iil!
Ingen Stierne venligt Lys mig sender,
Hulde Manne smiler ikke meer,
Held mig, at dog Natten engang ender,
Vinterdagens leede Rædseler.
Mørke stille Nat! du mig modtage!
Snart jeg slumre i din trygge Favn,
Ingen, ingen ved min Urne klage,
Døe med mig, mit Minde og mit Navn!