Den lykkelige, hvem den blide Himmel,
Med Yndest, Dagens Lys at helse saae,
Ham skiænkte den langt, langt fra Stæders Vrimmel,
En stille Hytte i afsides Vrage,
Og tidlig rørte den hans Alenlange,
At intet Koglerie ham blænde kan,
At Lykkens Gøglelys, og Høiheds Taage,
Forvirre ei granseende Forstand;
Veldædig lukke den sit Yndlings Øre,
For Guldets Lyd, Syrenen Æres Sang,
Men Dydens Stemme gav den ham at høre;
Ak ofte qvæles den af hines Klang!
Hans Kald det blev at elske milde Dyder,
Og Lys og Lykke frem med Faderhaand;
Og syvfold vender hver en Fryd, han gyder,
Tilbage til hans egen ædle Aand,
Tilsidst den ham en Huldgudinde bringer,
Som om endnu hans Lykke ringe var,
Og snart en Kreds af Engle dem omringer,
Og slynge Rosenbaand om glade Par.
Du seer, o Ven! af hvem min Musa lærte
De Træk, hvormed den skildrer Lykken her;
Du veed, hvor reen en Fryd det er mit Hierte,
At du den sande Lykkelige er.
O meget skiænkte dig den blide Himmel,
Dog er end ei dens rige Bæger tømt:
Du til din Boelig, langt fra Stæders Vrimmel,
En Mage bringer, som dig elsker ømt;
Kun det, som vise Oldtid os bebuder,
De skiønne Genier med Rosenbaand,
De blide Hymener og Elskovsguder,
Der dandse rundt om Parret Haand i Haand,
Dem savner du endnu, men Tiden iler,
Den eene savnte Fryd at bringe dig! —
Naar spæde Glut paa Moderarmen smiler,
Da, da er du tilfulde lykkelig.