Venskab
(Efter Gotter.)
(Efter Gotter.)
Om Dyd og Aand ei Skiebnen rører,
Og ei dens Egensind formilde kan,
Der snart os korte Gravvei fører
Ad Blomstersti, snart giennem Ørkens Sand;
Om alt omskiftes, Haabet troløst bliver,
Sit Spil med vore Ønsker Lykken driver,
Selv bedste Hierte tit forvilder sig,
Og dette Vildspors Offer bliver,
Skal jeg derfor i Dorskhed hylle mig,
Og glædeskye mit Liv bortsukke,
Og ei de hulde Blomster plukke,
Der smile mig imøde paa min Sti?
Gaae fromme Vandrer fremmed, kold forbi,
Ei vennehuld ham Haanden byde,
Og — ak! den korte Stund, jeg kan —
Det Held, at være Menneske, ei nyde!
Opfindsom sig til Qval er den Forstand,
Der slige Love give kan;
Den, som et Fortrin os blev givet;
Men ak! i det vi deraf stolte see
Ned med Foragt paa Dyrene,
Vi kun os selv forgifte Livet,
Og for vor Møie høste Qval.
Forgiæves har ei Godheds Fader,
Paa Livets Tornevei strøes Glæder uden Tal,
Blandt hvilke han os Valget overlader.
Hist byder Rigdom os sin Skat,
Her peger Æren til hvert gyldent Sæde,
End i Olympen ubesat;
Omblomstret af den unge Glæde
Hist kneiser Elskovstempelet;
Sit Hiertes Raahed at formilde,
Og sig til Sæders Blidhed bilde,
Med Iilen flaggrer Ynglingen til det.
Selv Viismand søge det, og smile,
Og sanke ved dets korte Hvile,
Ny Kraft til Livets Reisefærd.
Bort Ære, Rigdom, Elskov her!
En blid, en ædel Siæl at finde,
Ved Sympathie at faae hinanden kiær —
Og i et Øieblik af himmelsk Værd,
For Evigheden Venskabsbaandet binde,
Det Jordens bedste Himmel er,
Mig at opflamme ene værd.
Det er saa sødt igiennem Ørkener,
Hvor aldrig Folkefied end sporet er,
Ved Vennehaand en Vei sig at opdage,
Saa sødt paa Afgrundssvælgets steile Bred
At støtte trygt sin Vens usikkre Fied,
Og Haand i Haand hinanden at ledsage.
Saa sødt, sin Ven, i Tørstens Øieblik,
Af hule Haand at række Lædskedrik.
Saa sødt, naar barske Storme tude,
Og Vandringsmanden Død bebude,
At dele med sin Ven sin Kappes Lye;
Saa sødt i Middagssoel og Midnatsskye,
I rædselfulde Skov, hvor Rovdyr skrige,
Og Røvere sig efter Rov omsnige,
Tryg ved Uskyldighed at ligge;
End sødere blandt Skovens Jubelchor
Vor Skabers Herlighed at prise,
Og ved Naturens Moderbord,
I høie Lindes Mulm at spise,
Og efter tung og møisom Gang,
Ved Vennetale sig at glæde,
Og under Spøg og Jubellang,
Ved kiøle Bæk at tage Sæde.
O Venskab! Venskab! Livets Lyst!
Alkiærlighedens Førstefødde,
Er selv for haabløs Syges Bryst,
Helbredningsdrømme halv saa søde?
O Livets Labyrinth! hvad var den uden dig!
Du over hvert mit Fied dit milde Lys udsprede,
Stolt af, din Guddom mig vil lede,
Jeg gaaer, hvorhen du fører mig.
Paa Moderarm du mig, som Barn, har baaret,
Som Yngling styret mig med Varselsraad,
Havt Medynk med min Klagegraad;.
Og naar du har mit Hierte saaret,
Med nye Glæder qvæget mig.
Thi jeg i Fryd vil takke dig,
Vil takke, selv naar Afskeedstaarer trille;
O tit sig disse Taarer stille.
I Favnet af nyfundne Ven;
Tit, naar end saaret Hierte bløder,
Uventet ad en Omvei møder
Vor tabte Broder os igien;
Og de, der skiltes ad om Morgenen,
I Aftenskygger samles med hverandre,
Og Haand i Haand til Hvile vandre.
O I! mit Valfarts første Held!
I ømme Vidner til mit Foraars Drømme,
Da Morgensolen Lysets Strømme
Udøste over os af rige Væld.
Forgiæves signende jeg helser Eder,
Forgiæves vil min Barm mod Eders slaae;
Forgiæves ak forgiæves jeg udbreder
De længselfulde Arme efter Eder,
Vidt spredtes I! ad fierne Stier maae
Jeg som et Spil for Lykken gaae,
Mon paa den dunkle Huulvei, den mig leder,
Jeg aldrig haabe tør at møde een af Eder?