Naar heele sit Levnet man nøie beseer,
Er Livet en Dands, og slet ingen Ting meer;
Lyksalig er den, der kan dandse den ret,
Der ei løber surr, og der ei bliver træt;
I Glæde, i Glæde hans Liv svinder bort,
Og er, som en Dands efter Bordet, ham kort.
Men eene at dandse er ikke saa let,
Det trætter saa meget, og morer saa slet;
Hver søge sig derfor en Dame at faae,
Saa skal han erfare, hvor Dandsen vil gaae!
Saa freidig, saa freidig man svæver afsted,
Som Roser fremspirede i hendes Fied.
Men Dandsen sin Art end tilfulde ei har,
Saa længe man kun er det enkelte Par;
Det rigtige Liv kommer først i vor Tuur,
Naar Venner saa glade med os giør Figur.
O Venner! o Venner! o maatte enhver
Faae heele sit Liv figureret, som her!
Her dandse vi samtlig med frydefuld Aand
Til Glæden ved Skiønheds vejledende Haand;
Saa troelig for os figurerer hver Ven,
Og selvsamme Skiel vi ham giøre igien.
Thi skiænker! thi skiænker til skummende Maal
De Skiønnes, de Venners, de Dandsendes Skaal!