At vi ere Børn tilsammen;
Raaber mangen Viismand paa;
At han trænger selv til Ammen,
Han dog siælden vil tilstaae.
Vi beskeednere vil være,
Vi vil give Sandhed Ære,
Og vor Barndom selv tilstaae.
Voxne Børn vil ogsaa have
Deres Leeg at mores ved;
Een har Glæde af at grave
Sig blandt sine Grunker ned;
Guld er Vellyd for hans Øre,
Jeg vil meget heller høre,
Fyldte Glasses muntre Klang.
Een maae leege med de Store,
Dersom han skal være glad;
Aldrig ham et Lag kan more,
Hvor ei Excellencer sad.
Bort, langt bort med alle Store,
Hvor vi Smaafolk os skal more,
Lige Børn de lege bedst.
Andre vil igien saa gierne
Gaae paa hver Mands høire Haand;
Leege allerhelst med Stierne,
Ordenstegn, og Ridderbaand.
Stiernens Glands kun dem fornøie!
Men min Piges skiønne Øie
Har langt anden Glands for mig.
Bacchus og Cupido ere
Begge Børn, som hver Mand veed;
De vort Leegeselskab være,
Venskab leger ogsaa med.
Naar vor Leeg os bringer Glæde,
Vi jo gierne Børn kan hedde.
Skaal for hver, som leger med!