Livet man med Grund kan kalde
Lykkens store Lotterie,
Skiøndt der mange Nitter falde,
Vindes der og tit deri;
Men de fleeste slet kun kiende
Nitter fra Gevinsterne.
Ivrig efter hiine rende,
Og dem for Gevinst ansee.
Naar han blot kan Penge vinde,
Mangen troer sig lykkelig;
Snart, o! snart han skal befinde,
Penge blot kan giøre riig;
Disse kun en Frilod ere,
Som paa ny indsættes maae,
Og da kan det stundum være,
At man faaer Gevinst derpaa.
Stormands Gunst, og Rang, og Ære,
Hiin af Hiulet glad uddrog,
Troede Lykkens Søn at være,
Lærte snart, han sig bedrog.
Daarer! I, som deraf bramme,
I har ikkun faaet en Nit,
Og I Stakler med det samme
Gik de store Lodder qvit.
Han en god Gevinst har vunden,
Der har faaet en troefast Ven,
Og hvo ikke den har funden,
Ei alvorlig søgte den.
Men den sande lykkelige,
Frue Fortunas Skiødesøn,
Er den Mand, der vandt en Pige,
Øm og ædel, huld og skiøn.
Venner! vi, som sande kloge,
Knæled for Gudindens Fod;
Ingen Nitter vi uddroge;
Frilod blev ei vores Lod.
Hvo ei vundet har en Pige,
Han dog vandt en troefast Ven!
Lykkens Skaal! vi lykkelige?
Skaal for dem, vi fik af den!