Lad miltsyge Daarer bagtale vor Jord!
Jeg finder den ikke saa slem, som man troer;
Thi spire end hist og her Tornene frem,
Da smile de herligste Roser blandt dem,
Og Sagen er kun, som vor Vessel har sagt:
At Hofmænd os svige med slibrige Ord,
Det volder man selv, som de Rørkiæppe troer;
En bedre Beskytter jeg mig har udvalgt,
Som aldrig hengivne Climater undfaldt;
Herr Bacchus, det er min Patron og min Ven,
Han lover mig Fryd, og han skiænker mig den.
Basil maae bagtale, det vide vi jo,
Og det er naturligt, at Tosser ham troe;
De Stakler maae gierne miskiende mit Værd,
Naar kun mine Venner beholde mig kiær;
At elskes af dem, er min Stolthed og Lyst,
Sødt svinder al Kummer ved vennehuldt Bryst.
Naar Lykkens Gudinde er grusom og vred,
For Kiærligheds Altere knæler jeg ned,
Og lønner min Donna mig øm med et Smiil,
Saa maae Frue Fortuna see surt, om hun vil.
Er Kys giør mig mægtig, og fornem, og riig,
Og Jordens Monarker er Smaafolk mod mig.
Det være en Tosse, der laster vor Jord,
Saa længe den qvægende Drue der groer,
Saa længe ei Venssab iblandt os døer ud,
Og Pigerne lyde den vingede Gud!
Thi fylder da Glasset til skummende Maal,
Til Vinens og Venskabs og Kierligheds Skaal.