Brodne Kar i alle Lande,
Roser sig med Torne blande
Andensteds saavelsom her.
Landsmand! Roserne du tage,
Og af dem du Honning drage!
Men for alting agtsom vær,
Kom ei Tornene for nær!
Naar en Tydsker dig vil lære,
Ærlig, grundig, kiæk at være,
Du lærvillig følge ham!
Men, naar en dig stort fortæller
Om daraussens Bagateller,
Var det sandelig en Skam,
Om du blindt hen tro’de ham.
Naar en Franskmand dig vil lære,
Altid glad og munter være,
Beed til Gud, du ligner ham!
Men adlyde ham, som Kongen
Det var sandelig en Skam;
Vi bør ikke hylde ham.
Som en Britter lad dig være
Patriotens Pligter kiære!
Elske Frihed lær af ham!
Men, hvis du seer en og anden
Overmodig, vild som Fanden,
Det var fælt at ligne ham;
Bukke for ham var en Skam,
Ved den Vælskes søde Stemme
Vi al Sorg, os selv forglemme.
Og henrykte høre ham;
Men, naar han en Grumhed øver,
Som ham Børnebørn berøver;
Skal vi deri følge ham?
Det var baade Synd og Skam.
Paa Spaniolens Viin og Piaster
Jeg Foragt ei daarlig kaster,
Gierne deler dem med ham;
Men, saa længe jeg kan læse
Uden Briller paa min Næse,
Jeg den Stads vil unde ham.
Kunne see giør mig ei Skam.
Og med Guld er stærkt begavet,
Spare er en Dyd hos ham;
Men, naar han, tung af Ducater,
Spiser evige Salater,
Saa gid jeg faae Last og Skam,
Om jeg spise vil med ham!
Du, som dine Ahner glemmer,
Og al Pragt bag Ploven giemmer,
Du ei nok beundres kan;
Polak! du skal Verden lære,
Om lærvillig den vil være:
Det er under ingens Stand
At han pløier eget Land.
Men at du din Dont forlader,
Og med Glavind dig omlader,
Naar du seer en Vandringsmand;
Snorrigt synes dem, som mene
(Thi jeg mener ei alene),
At man gierne sige kan
Uden Sværd: god Dag, min Mand!
Du, en Skræk for Tyrkens Rige!
Al din Adfærd os kan sige:
Stor var Ruslands første Zar.
At dig Finkel-Jochum smager,
Og hver Copek dig fradrager,
Derom man vel mumlet har;
Herre Gud! om nu saa var!
Svensken jeg slet intet ændser;
Han for nær er vore Grændser,
Og det kunde stikke ham,
Hvis jeg gav ham mindste Lyde,
At han Freden vilde bryde;
Fik da Landet Krig med ham,
Hvis var Skammen? Autors Skam.
Jeg den elskte Danske priser,
At Beskedenhed han viser,
Sielden Dyd i fremmed Land!
Men, naar han forvidt den driver,
Og alt Fremmed Fortrin giver,
Den en Dyd ei nævnes kan,
Og fornedrer danske Mand.
Jeg hos kiekke Nordmand priser,
At han stedse ivrig viser,
Han sit Fødeland har kiær;
Men, jeg troer, han giorde ilde,
Om han vilde sig indbilde,
At der fødes Mennesker
Kun i Engelland og der.
Hædre alle Nationer,
Hade Feil, men ei Personer,
Er vort Selskabs Lov og Lyst.
Hellig Pligt og største Ære
Er: Vor Konge troe at være.
Statens Ønske er vor Røst:
Glæden boe i Christians Bryst!