Jens Baggesen (1764–1826)

          Udrust mig du, som jeg har end tilbage

(Trods alle Livets andre Glæders Savn)

I din af mig ukrænkte Moders Favn,

Erindring af min Barndoms første Dage!

Udrust mig med det lyse Skiold,

Som engleholdt, Uskyldigheden dækker,

Naar de smaa Hænder den mod Himlen strækker,

Befalende sig Gud i Vold!

Udrust mig med det blide, rosenrøde,

Duftmilde, friske, linde, tornefrie,

Kun Barne-Paradiiset egne, søde,

Forunderlige svundne Tryllerie,

Hvorom kun de, som Uskyld krænkte, klage,

Det er for evig med de første Dage

Forbi!

Og du, som, før min Tankes Flugt blev frie —

Før Hiertet vidste, hvad det var at synde —

Sin første Bøn, sin første Poesie,

Sin første Kiærlighed min Andagt stammed i,

Du himmelske med Uskylds Melodie,

Omfavn mig, Modersmaal, i al din Ynde!

Gienkling mig, som paa Skiødet du mig klang,

Hvor salig jeg om Kap med Engle sang,

Alt nynnende, som henrykt i Guds Rige,

Hvad Hiertet følte, Fantasien saae,

Men hvad endnu jeg ikke kunde sige —

Og hvad endnu jeg ikke kan forstaae —

Det høie, dybe, himmelunderlige,

Som i din Kingos Jule-Psalme laae!

Omsuus mig med de nordlyslette Vinger,

Hvorpaa du lige høit og tonefuldt,

Men meere hierteligt og meere huldt

End dine Søstre, dig mod Himlen svinger!

O! fyld mig med din Aand, du danske! du!

Som var før Danmark var, som er, som bliver,

Naar Hiemmet taber nok en Stavn endnu,

Og Folket selv sit Navn, som Folk, opgiver;

Du, som da lever end, dets Aand, med hellig Klang

For andre Herthas Hytter, andre Throner,

I dine store Sønners Heltetoner,

Og i din lilles kiælne Hyrdesang!

Tryl mig i Dag med al din Velklangs Sødme!

O lær mig, letberuuset af den Kraft,

Du giemmer i din Honnings milde Saft,

Lig Amor, naar i Uskylds første Rødme

Han dypper Spidsen af sin Piil,

Med Zittren, som i salig Fare —

Og dog med Elskovs egen Iil —

Ei reent uværdig at besvare

De danske Huldgudinders Smiil!

Men I — hvorefter al min Stammen leder —

Men I, velsignte selv især,

Hvis Trillingguddom jeg tilbeder!

Omsvæver mig, fra hist og her,

I Tryllekredsen meer og meere nær!

Hvad er — hvad kan jeg — uden Eder?

          Med ingen Fryd paa denne Jord

(Især paa dens luslidte Side,

Og mindst her i vort kolde Nord,

Hvor faae sig rigtig fryde gide)

Kan lignes den navnløse Lyst

Den Salighed, hvormed jeg trykte

Til mine Læber, til mit Bryst,

Det Brev, som — aabnet, læst, og kyst,

Saa zittrende, saa tidt, saa tyst —

Mig egentlig af Fryd forrykte,

Saa reent — at hvis jeg aldrig før

Var Digter, blev jeg det, I Hulde,

Af Glæde sviml, af Vellyst ør,

Af Saligheder fuld tilfulde,

Ved — glemt og lille, som jeg er —

At faae det hvide Baand af Jer —

Hvad siger jeg? — det blaa! det blaa! hver Strimmel

Af Eders Baand er danneblaa;

Thi danske Pigers Øine, Nordens Himmel,

Og Glemmigikkens Blomst er saa! —

Ja! hulde Gratier! seer mine Taarer trille!

Ja! Digter føler jeg mig nu!

Seer mig min sidste Sorg med eet at stille!

Seer mig med Himlen i min Sæbeboble spille!

Jeg er saa ganske, Søde! hvad I ville —

Jeg er et lille Barn endnu!

O! kalder mig bestandig Eders Lille!

Til denne Hæder just stod al min Hu.

Stor eller lille — den, Jer aldrig svigter,

Stor eller lille — hver en ædel Digter,

I huldt beskytte, sidder uden Gru

Paa Toppen af det Bierg, hvor Helte svimle —

Og er, som født dertil, i Himles Himle

Med høie Guder Du og Du.

          Ja! hulde, søde Smaa! jeg vil berede

Jer Uskylds Overgivenhed

Midt i den store Byes stedmoderlige Keede,

Saa got jeg kan, et lille Tilflugtssted!

Ja! jeg vil bygge Jer et Tempel ei, men krandse

Den Hytte, jeg Jer alt har bygt;

Og i den lille Sal derinde skal vi dandse,

Trods Vintrens Snee derude, trygt —

Og, oplyst, i en Huulning dybt i Grunden

Skal Dannersprogets Støtte staae

(Med friske Blomster hver en Helligdag omvunden),

Med Holbergs, Evalds, Vessels Navne paa —

Men foran Støtten skal, af tre Gestalter

Som baaret, hver min Elskte lig,

Af sneehvidt Marmor hæve sig det Alter,

Hvortil I kaldte mig —

Hvorpaa med Myrrha-Drys jeg festligen vil nære

Den Ild, der, mildt oplysende vor Lyst,

Skal lue reen, Urania til Ære,

Som Flammen i mit Bryst! —

Og jeg vil stille mig for Altret hen, og messe

For mine søde Smaa:

Hvordan Naturen er, naar den er i sit Esse —

Og hvordan Troen kan, trods Kirkens Presse,

Og Kunsten, trods Naturens selv, bestaae —

Og stundom skal jeg, i en hellig Tale,

Naar vi har spøget længe nok og leet,

Som hurtig Bladet vendende Prophet,

Trods Udbys Vender-om, andægtig Eder male

Vort korte Livs evindelige Hale —

(Dog mindre sort, og mindre ud i eet)

Hvorledes, for Eksempel, Evigheden

Kan altid anbefales, ubeseet,

Dem, som i Tidens Kortenspil herneden

Blev beet —

Da just, naar det er Vinter, det, som kommer

Og forestaaer,

Er, tidlig eller sildig, Vaar og Sommer,

I hvor det gaaer —

Og vise skal jeg paa den Livets Scene,

Herr Ingemann har malt saa fuul,

At der er ei saa sort, som mange meene —

At der er og lidt grønt — hvis og Athene

Derover skulde blive guul: —

Hvorlunde vi, med Vessel, vel maa sande

(Der dog af Landet aldrig drog),

At der er brodne Kar i alle Lande¹

(Som Bommerter i hver en Bog,

Og sikkert ogsaa Fluer i hver Pande),

Men ikke — lige mange dog; —

At man kan Perler finde, naar man leder,

Paa Bunden af hvert Hav; —

Og — at man altid ligger, som man reder,

Selv i sin Grav; —

At, har man altid just ei Julekage

Hver Søndag at traktere med,

Tvebakker og, til Thee, ret artig smage —

Og kort og got — i al Enfoldighed:

At selv det Maadelige kan behage,

Naar, vel at mærke! der er Maade med —

Særdeles vil jeg eet og andet sige,

Ved denne høitidsfulde Leilighed,

Om Veien, som man end kan gaae til Himmerige

Med nogenlunde Sikkerhed:

Hvordan, blandt andet, og vi skulle dysse

Vor Kummer, til vi komme der —

Og elske, lege, skiemte, synge, kysse,

Saa længe vi er her!

Ja! jeg vil tage, naar I vinke, ned af Væggen

Den Luth, som taus saa længe hang,

Og under Fauntag, Kys, og Kiæledæggen

Hver Søndag-Aften synge Jer en Sang —

Og hvis med hulde Blik I til mig smile,

Lidt styrkende mit Mod,

Jeg sværger høit ved Amors gyldne Pile,

Skal Sangen blive god —

Hver Søsterlilie til dens Klang skal dandse

Sig varm og rosenrød —

Og ikke mig, men Støtten skal I krandse,

Hvergang min Sang er sød!

Thi hvad er jeg? — iblandt Anacreoner

Den mindste! — dog —

Fra mine kyste Læbers Bæven toner,

Som Vestvindsuusen giennem Skovens Kroner,

Henhvirvlet af sig selv, det danske Sprog!

Det synger — ikke jeg — som lader eene

Mig giennemklinge heel

Af hvert et Englepust, som blev dets reene,

Halvaabne, runde Mund til Deel.

Som, for Eksempel, her — i det jeg skriver

De danske Huldgudinder til —

Hvis Stilen Sang, og Brevet Viise bliver,

Det Modersmaalet er, som Værket driver —

Og Pennen dandser, som det vil.

Selv intet, tør jeg derfor ogsaa vove,

Som Altrets Præst,

Min Hyttes himmelske Besøg at love

Den ønskte Fest.

Alt hvad jeg har af Herlighed i Livet,

I hulde Tre!

Blev mig i denne lille Hytte givet,

Som her I see —

Dens Indgang nemlig. Kommer ind at skue:

Hvor alting staaer

Som blæst derinde! Seer den reene Lue,

Hvis spidse Tunge høit mod Altrets Bue,

Som brændte selv deri mit Hierte, slaaer!

Seer Sengen opredt! Seer de fine Lagen!

O putter Jer deri,

Naar Natten kommer! glemmer, glemmer Dagen

Og Dagens Bryderie!

Betragter Teppet! føler paa de bløde,

De lunefulde Pudevor!

Men glemmer ei, livsalighulde, søde,

Ved dette Syn — med eet saa rosenrøde —

Hvad I har lov’t, at sørge for!