Jens Baggesen (1764–1826)

          Du, som Apollo nægtede maaskee

Paa Daniens Parnas det ærefulde Sæde,

Som efter Vessels Død, vi undte dig med Glæde,

Og som endnu vi stedse ledigt see;

Du, som han afslog ganske vist den Ære,

Det Tvilling-Spiir, Skialdungen Evald bar

(Hvis Norge Hakons Digter arvet har),

Endogsaa blot som Medregent at bære;

Du, for hvis Alvor, blandet med lidt Skiemt,

I Sang, man fordum af og til gad høre,

Vor fædrelandske Nutids Smag og Øre,

Til Runeqvæder vant, er reent forstemt;

Hvem derfor og, af os alleene giemt,

I det Valhalla — som dem lidt beruuser

(Imellem os!) — de norske danske Muser

For lang Tid siden alt har glemt;

Du, hvem dog ingen Haan og ingen giftig Pille,

Selv ingen Bagframyrden af dit Navn

(Endskiøndt vi leve selv i Kiøbenhavn)

Ved vor Beskyttelse kan skille;

Du, som saa ofte fik os til at lee,

Som tidt fik vore Taarer til at trille,

Hvis Sang enhver af os nu voxne tre

Alt nynnede, da hun var ganske lille, —

Hvis Spøgelse, da sidst du gik igien,

Der indjog en naturlig Skræk i mange,

(Skiøndt vi for Spøgelser er vel saa bange

Som den og den),

Mens alle Dagens store Helte gyste,

Os tre smaa Piger dog aldeles ikke kyste,

Men ordentlig fik til at løbe hen

I Søndermarken, og den næste Have,

Hvor man lod Smagen kort tilforn begrave,

Som om vi selv en smule gik igien —

O du — hvad skal vi kalde dig? — vi ville

Saa gierne, mellem store Navne, dit

I vores eget Sprog udmærke lidt,

Og uden dog at krænke nogen sit —

O du — ja det gaaer an! — o du, vor Lille!

Modtag i dette Brev, vi Søstre har med Iil

Tilskrevet dig, ved Hiælp af tre smaabitte Fiædre,

Som i en Snup, fordi vi havde ingen bedre,

Vi trak i Flugten ud af Amors Piil —

Modtag i — Mønstret for din egen Stiil

Den Hilsen, som vi alle vide,

Blandt alle Hilsener du bedst kan lide:

Vort Smiil!

          Vi har til dig en lille Bøn. Paa Hiertet

Os ligger noget meget svært,

Som har os længe destomere smertet,

Da Modersmaalet er os alle tre saa kiært

Som i dets reene friske Kierne værdt —

Ja, Baggesen! saa kiært som Haab og Minde,

Som Kiærlighed, af begge nært —

Som Taagens Flugt for Morgenvestenvinde,

Som friske Liliers og Violers Duft,

Som Duggens Taarer, der paa Rosenblade rinde,

Som Lærkens Dirren i den morgenrøde Luft —

Som Ynde, Vid, og Dyd, og Dannemarks Fyrstinde.

          Vi har til dig en lille Bøn, som sagt

(Er du den gamle, sikkert en Befaling),

Paa hvis Opfyldelse, der taaler ei Forhaling,

Os Søstre ligger megen Magt.

Altsaa i Sprogets elskte Navn til Sagen!

Det er i Aandskulturens Nomarkie

Den Livprovinds, vor Dyrkning blomstrer i,

Der ikke kan bestaae ved blot Tiltakketagen.

          Og vores Modgangsskaal i Dannemark er fuld —

Og, skiøndt vi hade Klynken, Graad og Klagen,

Vi tidt har ønsket os dybt under sorten Muld.

Hver Nat, trods Ormens Væv og Lammets Uld,

Der bolstrer rundt de tæt omsvøbte Lagen,

Vi rystes af en næsten russisk Kuld,

Til hvilken knap Bellona selv fandt Magen —

Er Natten slem, er endnu værre Dagen!

O, den betager med Forfølgelser af Smagen,

Af Kunsten og af Sproget — med en Plagen,

Hvortil man aldrig saae og aldrig hørte Magen,

Os Huldgudinder alt vort Huld —

Vi hverken kunne eller ville,

Trods den nu halv om halv forkyndte Fred,

Udholde det at blive her, du Lille,

Hvis den Forfølgelse skal vare længer ved.

Siig! vil du? kan du? tør du os berede

Et nok saa lille sikkert Tilflugtssted,

Hvis ei mod Nattens Kuld, saa dog mod Dagens Keede?

Et Hul, en Krog, en Vraae, som Hytten ved et Led,

Kun reen, og net, og peen — og varm af Kiærlighed,

Hvori vi smaa, mod hvem de alle er saa butte,

Os kunde putte,

Hvori vi Søstre sammen kunde boe,

Saalænge Vintren varer, lidt i Roe —

Hvori vi Gratier, som ingen modens Muse

Vil længer huuse

(Maaskee ei heller kan), dog kunde faae lidt Ly,

Og trives halv om halv, som smaa Violer

I Solens første tarvelige Straaler,

Om ikke faae vort hele Huld paa nye? —

Du eier dog endnu vel inden Muren

Af skandinaviske Literaturen

(Det er at sige, denne Hovedstads)

Saa megen — bedre sagt: saa liden Plads,

Som der behøves til et Søndagsgilde

For de to, tre, der gierne til os kom,

Og til en lille Springenom,

Ifald vi os lidt lystig giøre vilde? —

            Vi meene nemlig saa: den gode Smag

Har vel Høihelligdage, Kroningsfeste,

Samt store Pølsegilder, trods den beste,

Men ingen stadig ugehellig Dag —

Kort: ingen Søndag. Siden flere Døgne,

Som sees af Pilestrædets Almanak,

Der egentlig bestaaer af bare Snak

Om indenlands- og udenlandske Løgne,

Om Salgues, om sig selv, og alt det søgne Pak,

Hvorfor vi sige mange Tak,

Er egentligen alle Dage søgne. —

Ulykken er: Penia kom herind:

Der blev om hende giort saa megen Vind,

At han, der paa Parnassets lyse Tind

Knap skiælne kan en Pindar fra en Pind,

End sige neden om, i Alskens mørke Føiten,

En Muse fra en Muus, en Qvinde fra en Qvind —

I Dagens Hurlumhei sig giftede med Tøiten.

Fra den Tid af hver Uge gik forbi

Foruden Sang og Klang og Offring til de Ni.

I en bestandig Hverdags- Industrie

Gik al Religion fra Musetemplet fløiten.

Og bort naturligviis gik ogsaa vi. —

Nu maa man lutter Gavn derinde virke,

Kulør de Lu, Kulør de Lax,

Hver Muse sidder uden mindste Fax,

Tilskiærende med hiemmegiorte Sax

Grovt hiemmegiort Kattun, paa Bænk af egne Birke —

Giør nogen mindste muntert Spring, saa — Paf!

"Skaf!" raaber Rosifleng derinde, "skaf!"

Til hver en Cornifex og Tragolaf, *)¹

Til hver en Riimsmed, der kan blive noget af,

Fordi han i en Ruf hans Meening traf

Ved Helligdommens Laas, hvis lukte Dørre knirke,

Med Pædagogens rustne Søm at dirke,

Og ved at bruge dem, som Navler, i en Raf

Til Hesteskoe for Kunstens Hippograf. **)²

"Skaf flere Vers som dem, min Broer, kun! skaf!

"Din Skaal! det er kun tyndt, men du har got deraf!"

Saa syes og smedes der i Templet, Klif i Klaf,

Imens Daglønnerne til Finkelflasken lirke —

Paa Taget midlertid, for og lidt nyt at virke,

Man spille seer en Telegraf,

Som paa Korsøers alt længe søgne Kirke.

          O Holberg! Evald! Vessel! i hvis Ruus

Var Saligheders Hop, og Flugt til Himles Himle,

O! saae, paa Sokkens og Cothurnens Gruus,

I Herrens, i Apollos eget Huus,

Jert Øie denne lave Suus og Duus

Af alle søgne Dages Træskoevrimle!

I see den ei! — Men du har seet den, du!

Og seer den dagligen, den Dag i Dag, endnu:

O tag af Væggen ned, og stem din muntre Lire,

Og syng mod Dagens Roes en ugentlig Satire,

Saa længe til vor Fiende holder op,

Som Klokker og som Klemter og som Kimer,

Paa det omrodede Parnasses Top

At udbasune hver en Sjaur, som stimer,

Til Fods, til Hest, paa Træskoe, og med Grimer,

Derop —

Og rose, rose, rose, rose, rose

Snart rundt omkring den hele Trop,

Snart neden om den hele Mose,

Hvert Skubkars Trillen, hvert et Springgaashop,

Hvert Løb i Rende, hver en Fod i Hose,

Sin egen skæve Gang, og selv — dit Stop!

          For første som for sidste Gang

Vi tre, som ellers hist i Rosenlunden

Tilhviske Digteren, ved Amors Blunden,

Den hemmelige Vækkesang,

Har næsten glemt os selv i en lidt heftig Klang

Af Udraab, som os foer af Munden —

Men ak! vor Taalmod var paa Bunden,

Vor sidste stille Taare var nedrunden —

Vort qvalte Suk blev til et Skrig —

Vi lod os længe nok taalmodigen mishandle;

Men en Nedbryden, disse Dages lig,

Af Sproget, af vort sidste Himmerig,

Kan Gratier (mellem os og dig!)

Et Øieblik til Furier forvandle —

Og intet lignes kan i Harme, som du veed,

Med Fromhed selv, naar først den bliver rigtig vred!

          Men lad det sidste Gang, som og den første, blive,

Vi vore kiælne Fingre smaa

Tilblods paa Dagens Øre slaae

Og reent itu paa Dagens Næse rive —

Dens Øine bliver ei, kun vore Hænder blaa;

Til Døgnets trommespiilte Kiæver

Der hører berlichingske Næver

Med meer end Alluunshandsker paa.

Vi ville, det er egentligen Sagen,

(Vil du, som vi)

Hver Søndag i det mindste ganske frie

For alt det søgne Bryderie,

Fra nu til evig Tid aldeles glemme Dagen. —

Satiren i vor Søndags-Harmonie

Skal egentlig bestaae deri,

At naar vi spille, dandse, synge, drikke

(Som efter Messen, du bør holde, skader ikke),

Det lade skal som om vor Spil og Dands

Var hverken inden- eller udenlands —

Som om vor Sang og Drik i munter Suus

Var hverken Øllets eller Vinens Ruus —

Som om vor Spil, og Dands, og Sang, og Drik

Var ikke Gnomers, men Sylfiders Pikenik,

Hvortil selv Uskylds Engle kunde kikke —

Som om nærværende var med sin Ætherkrands,

Og tusind Øines reene Himmelblikke,

Den lyse Nat i al sin Glands,

Og — som om Dagen var der ikke.

          Mens altsaa Nordens mørke Melpomene,

Som Natten høi, som Kampens Norne vred,

Omtont af Luurer, stolt, med tunge Fied,

Hver Offerfest i al sin Herlighed

Nedstiger paa den blodbestænkte Scene,

Som inden Kredsen af opdyngte Bautasteene

Den store Blotmand hende krandset har

Med alle Fiær af Helas røde Haner,

Og alt det sorte Løv af Yduns Haves Graner,

Som er, som kommer, og som var —

Mens stundom end Minerva, som Athene,

Forsamler Nordens Muser af og til

I sit Museum under Asken Ygdrasil

(Der ikke længer breder sine Grene

Ud over Skandinavien alleene),

Men hvor der er kun sielden Sang og Spil —

Mens alle Bragurs Børn deslige store Feste

(For store næsten for os smaa)

Ved Aarets tolv og fire Tider giæste,

Med gyldne Harper, og med Kroner paa —

Mens rigtig nok og tidt af Muser een og anden

Forlader Dagens Flikkerie,

For ugentligen at besøge Manden,

Der maler Hovedstadens Skilderie —

Og ham, der i Dannora kiæk og frie

Tar værre fat, end paa Hollænderen tog Fanden,

Paa Skuepladsens ny Hollænderie —

Mens alle de, som sagt, dog varme sig — og gyse

Paa Demanttillier under Tag af Guld

Af i det mindste meer end Kuld —

Vi tre, som Bragur just (især naar han er fuld)

Var, er, og bliver aldrig ganske huld,

Vi tre, som skiælve, naar vi bare hører nyse

Sexarmen, eller ham, der er saa stor

Som tre Giganter, hvad han hedder, Thor —

Vi tre, hvem Freya selv, den skiønne Dyse

(Som hun i Offerlunden staaer)

Med hendes mindste Blik kan kyse —

Vi tre, dog Børn endnu, hvordan det gaaer

(Den ældste fyldte femten først i Aar),

Maae, Stakler, gaae omkring og fryse.

          O laan os Huus, vi bede dig,

Hver Hviledag, hvorpaa bestandig iilte

Til Jorden ned lidt Himmerig,

Fra den Tid, Selv derpaa Naturens Herre hviilte;

O laan os Gulv, o laan os Tag

Hver, alle Børn især, saa kiære Søndag-Aften,

Hvorpaa man gierne glemmer i lidt Mag

Hver Ugens søgne Hverdagssag;

Hvorpaa man glemme kan i nogen Leeg

Hver Dydens Priis, som faldt — hver Lastens Kurs, som steg —

Hvorpaa man glemme vil i ædel Spas

Alt fjaset Alvor og alvorligt Fjas —

Hvorpaa man glemme bør i Poesie

Det flaue Prosa-Liv, man lever i —

Hvorpaa, mens hist et Smiil og her et Kys

Hver Modgangs-Storm og Torden byder Tys!

Man drukner al sin Sorg i Druesaften,

Og er som een, der aldrig havde havt ’en —

Og bliver, hopsasa! du gamle gode Ven,

(Hvad der er best) et lille Barn igien!

Flet os, med smule Kunsten, dig blev givet,

Heroppe — langt fra Sumpen og fra Sivet —

Af Modersmaalets Eviggrønt

Et Søndagstempel ei, men blot en Søndagshytte,

Hvor der kun er lidt reent og peent og kiønt,

Og ei for megen Stads, der os kun lidt kan nytte!

Det norske Huus, du veed, er alt for mørkebruunt —

Og kan os spæde Tre mod Kulden ei beskytte —

Indret det, om du kan, lidt hyggeligt og luunt,

Saa ville vi paa næste Søndag flytte.

          End eet: Vi komme, som vi staae og gaae,

Medbringende den Smule, vi har paa,

For Resten intet. Da vi dog maa hvile

Hver Søndag-Nat, saa maae — (nu vil du smile!)

Saa maae vi bede dig see til,

Os med en Seng — en Himmel-, om du vil —

Og Omhæng, Teppe, Liin, og Underdyne,

Lidt understrøet med Blomster — at forsyne —

(Kun ei med Vinterblomster, eller: Snee!).

Een Seng er meer end nok til alle tre;

Kun maa du see at skaffe til den eene

Tre kniplingbræmte, tynde, fiine, reene,

Nye, lette, lunefulde Pudevor —

Det øvrige skal vi nok sørge for.

        Aglaja. Thalia. Euphrosyne.