Jens Baggesen (1764–1826)

Magister Anders Paarses Trøstelige Sørgetanker over Knud Vidfadme

hin Siællandsfars, høistbedrøvelige men dog salige Endeligt, da han eene ombord, efterat have mistet alt sit Mandskab, sank med Top og Tavl i Sydsøen

1810

          Nu ligger han da død, begravet,
Imellem Fiske, stum som de,
Dybt under Himlens Graad, i Havet,
Der fik saa tidt Jer til at lee;
Der, skiøndt han tumlede saa vide
Blandt slagne Folk og Folkeslag
Paa vor og paa den anden Side
Af Narrekuglen, for og bag —
Af Lysten dreven, og af Nøden,
Til Peru, Cap og Malabar,
Dog blev bestandig, selv i Døden,
En ærlig ægte Siællandsfar.

          I Sørgetakter, sorte Noder
Jeg hører vilde Klagevraal
Paa Gammelholm og i Nyboder
Sig blande med mit Sørgeskraal:
Hver slænger sin Kabus i Støvet
Med en fortvivlende Grimas
Og hulker: "Flaaden blev os røvet!
"Og Knud tog Fanden! Alt er Fjas!
"Hvor finde vi en anden Flaade,
"Saa gammel, søevant, stolt og prud?
"Og, hvis vi fandt den paa en Maade,
"Hvor finde vi en anden Knud?"

          Jeg svarer: Ikke ved at flæbe —
Man til Seilads har nok af Vaadt —
Enhver maa tørt og muntert stræbe
At giøre Tabet atter got!
Fra Danmarks Bakker, Norges Fielde
Nye Orlogssnekker glide ned!
Tak dem, der ikke Taarer fælde,
Men Træer, af Hiemlandskiærlighed!
Og, for Jer anden Sorg at stille,
Fordi en Broder gik sit Skud —
Betænker, at, saasnart I ville,
Enhver af Jer er selv en Knud!

          Hvis meest af alt Jer gaaer til Hierte,
At han forgik — med andre Ord:
At han i Synd og Sorg og Smerte
Bedrøveligen heden foer,
Da vil jeg smukt jer skaffe Liise
Ved Sangen om hans stolte Død,
Og hver en Holmens Job beviise,
At den var salig mild og sød —
Hvis og blandt mine Trøstetanker,
For Store skrevne som for Smaae,
Der een og anden Yttring vanker,
Som de Studeerte kun forstaae.

          Smukt giver han i Flaskebrevet,
Som midt i egen Undergang
Han Eder har saa kiærlig skrevet,
Mig Texten til min Trøstesang:
"Hvad angaaer ellers Undergangen
"Allene her i Havets Skiød,
"Jeg siger til mig selv, at mangen
"Poet sig ønskede min Død!"
Ja! søde Fætter! uden Pralen:
Mig løbe Tænderne i Vand;
Gud give kun, at til dens Malen,
Som til den selv, jeg var i Stand!

          Men ak! din Sang blev eene givet
Det Bos af Glædens Poesie,
Som ruller rundt i Sandselivet
Og slaaer saa jævnt dem alle ni!
Thi du, naar jeg mig slog for Panden,
For at begribe lidt Latin,
Gav Bog og Hovedbrud til Fanden
Og drak dig — et Glas Brændeviin,
Og svor, imens af alle Kræfter
Jeg søgte Græsken at forstaae,
At jeg i Bøger ledte efter,
Hvad i mig selv og Flasken laae.

          Jeg troer, du havde Ret. Desværre!
Jeg troer det alt for sildig fast,
Da jeg er bleven vant at spærre
Mit Bos ved Grublen ved hvert Kast;
Jeg arme halvstudeerte Røver
Nu mærker hvert et Øieblik,
At jeg din sunde Sands behøver,
Trods al min lærde Grammatik —
Men, lige meget, jeg vil slynge
Dig her en Krands, saa got jeg kan;
Hver Fugl med eget Næb maa synge,
Hver Cantor og med sin Forstand.

          Saa hører da, studeerte Degne,
Som tolke selv Horaz paa jydsk!
Som ingen Ode giør forlegne,
Var den endogsaa nok saa tydsk!
Og I, som alle Tanker matte,
Der ei paa Hosesokker gaae,
Bestudser, hvad I ikke fatte,
Og føler, hvad I ei forstaae,
Mens jeg paa min Maneer betragter
I dette lavt begyndte Digt
Med stedse mere høie Fagter
Min Fætter Vidfadms Endeligt.

          Som disse Vers, var og herneden
Hans Liv en langsom Stigen op
Fra Lavt til Høit, fra her til heden,
Fra Fødslens Dyb til Dødens Top:
Han kom til Verden i en Jolle,
Alt efter gammel Fiskerskik,
Og spilled dog saa fiint sin Rolle,
At han forlod den i en Brigg —
Han selv Jer vilde det, jeg vædder,
Saaledes have trykket ud:
Han fødtes som en siællandsk Skrædder,
Og døde som en romersk Gud.

          Jeg om hans Barndom ei vil tale,
Selv om hans Ungdom tier jeg;
For i min Flyven ei at dale,
Jeg over begge slaaer en Streg.
Der blandte sig saa meget dyriskt,
Naturligt, og naivt deri,
At mit Talent, som blot er lyriskt,
Giør best at springe det forbi —
Kun der, hvor Stoffet sig fortynder
Og undgaaer reent den ydre Sands,
Hvor Knud, som blot Idee, begynder,
Begynder mine Tankers Dands.

          Hvor Antipoders Østerlide
Bekrandser Perlens stille Grav,
Paa Støvplanetens anden Side,
Midt i det jordforladte Hav —
Paa denne nedadvendte Flade,
Hvorom, man sige hvad man vil,
End mangen Bisp paa trykte Blade
Beviser, den er ikke til:
Paa denne fast utrolig fierne,
Vidunderstore stille Dam,
Der speiler hver nedgangen Stierne
Og Midnatssolen — seer jeg ham!

          Og hvordan seer jeg ham? Allene!
Ei blot forladt af Folk og Dyr,
Men og af Planter, Træer og Stene,
Ja selv af Bølger og af Skyer:
Allene, som, før Evas Møde,
Det ikke var den første Mand,
Og som, naar vi er alle døde,
Det ei den sidste vorde kan —
Allene — paa et Vrag, som synker
I Himmelbuens klare Speil!
Troer I, hans Eensomhed jeg ynker
Paa Dækket der, saa troer I feil.

          O! var en Stilling at misunde,
Var nogen Stand paa Kloden værd,
At man for samme gik til Grunde,
Saa var det hans paa Dækket der!
Hvor følte han sig let! berøvet
Alt hvad en Siæl betynge kan,
Indtil det mindste Gran af Støvet,
Saa got som alt i Frihedsstand!
Hvor følte han med hellig Gruen
I det Uendeliges Skiød
Sig hævet af Slet Intets Skuen
Høit over Altings Liv og Død!

          Rundt om ham var kun Hav og Himmel
Uadskilt, i hinandens Favn;
Thi Stormen og dens Bølgevrimmel
Var sagtnet om den siunkne Stavn.
Som lyttende til Dødens Luren
Selv Solen syntes stille staae,
Mens rundt omkring i al Naturen
Hans eene Puls han hørte slaae —
Havhimlens Aftenmorgenrøde
Kun blussed til hans Tidsfordriv,
Og alt var stille, taust, og øde,
Som Graven, om hans eene Liv.

          O! Støvets Farver er for matte
Til denne Stillings Malerie!
Hvor maatte han fuldkommen fatte
Den nyeste Philosophie!
Da hele Verden for hans Øie
Var Nullet til hans eene Streg,
Og alt det Vide, Dybe, Høie
Blot syntes Skallen om hans Jeg —
Da med sin Lyst og med sin Smerte
Han paa den glandsomflydte Pæl
Sig følte stolt det Heles Hjerte,
Og alle svundne Kroppes Siæl!

          O! som i disse Øieblikke
Du, Seierkronte! for mig staaer,
Al Verdens Herskerglimmer ikke
Med din at maale sig formaaer!
Saa længe Bagkastellet kneiser,
Saa længe Tønden staaer ved Magt,
Du byttede med ingen Keiser
I mageløs monarkisk Pragt!
Du paa den hele Klode rider
I det uendelige Flud,
Med Ørkener paa alle Sider,
Stolt og allene, som en Gud!

          "Men nød han disse Herligheder
"Saa nær sin Ende?" (spørger I)
"Mon sligt et Øieblik tilsteder
"En Siæl abstract Philosophie?"
Spurgt hen i Taaget! Var han ikke,
Trods Støvets Tragten, Digter fød?
Blev han ei rolig ved at drikke
Og raabe Hurrah til sin Død?
Blev han ei ved endog at rime
Til Eder selv sit sidste Brev?
Og sørged han i Dødens Time
Ei selv at bierge, hvad han skrev?

          Den Vished, at den ei kan vare,
Forhøier hver en voldsom Lyst:
Vi trykke Bruden i en Fare
Kun mere heftig til vort Bryst;
Og, troer mig! hvis man har det første
Blandt Livets Goder, Siælens Fred,
Er ei blot Vellyst i den største,
Men overjordisk Salighed!
O! det er sødt, naar man har prøvet
Alt paa det Grønne, paa det Blaa,
Med Vished at forlade Støvet,
Og reent med Top og Tavl forgaae!

          Thi tørrer, Venner, alle Taarer,
Som flyde over svunden Nød!
Det Stød, som mindst af alle saarer
Det trufne Bryst, er Dødens Stød.
Hvis Eders Hierter mindre bløde
Ved Styrtning af en Taareflod,
Saa græder ikke for de Døde,
For dem, som Livet overstod,
Men for de Sørgende, som bleve
Tilbage her i Trængslers Land —
Kort: for de Lidende, som leve,
Og som jer Medynk hielpe kan!