d. 22de Januari 1816.
Tak, kiære Ven! for Bladet du mig sendte
For otte Dage siden, og hvorved
Jeg ikke just min Pibe tændte
(Da jeg ei ryger, som du veed),
Men ellers, hvordan det sig hendte,
Behandlede med en Slags Uforsigtighed,
Saa det blev borte, før jeg om det vendte.
Jeg skamfuld dig bekiende maa,
Jeg halv kun saae,
Hvad stod derpaa
Om Klapsen, jeg gav Wosemose;
Nu hører jeg, det var af Hempels Pose,
Og nu begriber jeg Spørgsmaalet af din Pen:
"Hvorledes vil du stikke den
Skose?"
Hvorledes jeg vil stikke den, min Ven?
Ved blot at prikke
Paa Posen, som Herr Hempel kun paa Skrømt
Har tømt!
Oplyse Manden kiærligen og ømt,
Hvor dumt det var, ifald han havde drømt
I min at kikke.
Kun det, min Broer, og andet vil jeg ikke;
Thi her er ingenting at stikke.
Hvad synes dig, om hen med Syn
Paa Fyen
Meer end paa Bladet og paa Hempel,
Da han sig spørger for i denne Sag
(Der rigtignok er ikke hver Mands Fag),
Ifald jeg skrev ham til, som følger, for Eksempel?
Her skikker jeg dig min Concept —
Du, der paa Rim har Indlæg skrevet,
Vis mig det Venskab, som Adept
I denne Kunst, at omkalfatre Brevet,
Hvis af det tørre Vid, som egner Skriverie
Til Folk som Hempel,
Du finder ikke nok deri,
Og sæt derpaa dit Lunes Stempel,
Ifald med mit det er forbi!
Concepten lyder saa (kun er jeg bange,
Du finde vil de fleeste Vers
For lange —
Hvis saa er, skiær dem over frisk paa tværs!):
* * *
"De synes, kiære Hempel, fast at knurre
Lidt vranten over det bekiendte Klaps,
Jeg i et ganske lystigt Snip-Snap-Snurre
Her gav en nyfødt litterarisk Laps —
De har indrykt i Odenses-Avisen
Omqvædet af bemeldte Visen,
Og derved bragt i Omløb selv i Fyên
Det gamle Snip-Snap-Snurres Spil-Fornyên;
Det takker jeg Dem for; thi det er got,
At slige velfortiente Klapse
Lidt kunde skrække Fyenske Lapse,
Og ikke Kiøbenhavnske blot —
"Men," spørger De (som sagt, med en Slags Knurren)
Strax efter smukt aftrykte Basselurren,
Og den udmærkede Correx,
Der stedse synes Dem et X
(Se Mose, nemlig, O se Mose,
Ned i Molbækken med den Wosemose!),
"Hvad skal man tænke om en Klak som den,
"Af Sprogets høie, reene Digters Pen?"
Hvad man skal tænke, kiære Hempel?
Naar man paa Prent vil fælde Dom
I Sagen, som der handles om,
Meer end hver anden, for Eksempel!
Meer end den første beste Laps,
Der taber Mund og Næse ved et Klaps,
Der trykker paa hans Galskab Hogarths Stempel!
Hvad man skal tænke, kiære Hempel?
"At naar den høie, reene Pen,
"Der let ei klakker, Klakken slænger hen,
"Saa veed den, hvor den slænger hen,
"Og naar, og til hvad Ende, for Eksempel!"
Til rette Tid, paa rette Sted,
Kan (siger Doctor Morten Luther)
I Klak mod Fanden og hans Glutter,
Naar Pennen selv ei noksom sprutter,
Det hele Blækhorn selv gaae med!
Den Sætning Dem maaskee betutter;
Men jeg kan ikke hielpe Dem!
Den maa Dem synes nok saa slem:
Min Mand er Doctor Morten Luther —
Hvad den Mand sagde, havde Klem!
Og blot i Snak ei overborde
Han yttred sig saa ligefrem;
Men, som han sagde, saa han giorde:
Paa Væggen af et vist Gemak,
Hvor Satan ham af fulde Pose
Begyndte grovt at wosemose,
Jeg selv har seet den store Klak,
Som ingen Kalken meer kan tvætte,
Skiøndt Luthers Træk var ellers ganske nette.
De skulde bare see den Klak, Herr Hempel!
(Paa Wartburg kan den sees endnu
Med Gru —
Mod den er min et Fluestempel —)
De vilde sikkert, saae De den,
Faae meer Respekt for velanbragte Klakke
Og ikke meer om, hvad en ædel Pen
Ved visse Leiligheder slænger hen,
Saa trøstig hen i Veiret snakke.
De vilde see, hvordan til Tid og Sted
Og til behørig exemplarisk Ende,
Naar man vil dumme Diævle mærkebrænde,
Det hele Blækhorn kan gaae med.
At jeg nu Sted og Tid og smukt Eksempel
Har taget vel i Agt og Hu
Med mit proportioneerte Stempel,
Skal et Par Linier endnu
Dem giøre klart som Solen, kiære Hempel.
Hvad Stedet nemlig angaaer, for Eksempel,
Da, skiøndt det er et reputerligt Sted,
Hvor tidt jeg selv mig sætter ned,
Trods mit Justitsraad- og Professor-Stempel,
Og snakker uden mindste Dolk
Med andre ret honette Folk
(Som, for Eksempel nu med Dem, Herr Hempel!)
Saa veed De dog nok selv, at hvert Pallads,
Der ikke just er bygget blot til Stads,
Har en aldeles ikke hellig Plads,
Hvor Peer og Povl sig og kan sætte,
Hvor der er Adgang til for Dværg som Jette —
Med andre Ord, at Soldins Skilderie,
Trods mangt et philosophisk Stempel,
Er intet sphinxbevogtet Isistempel —
Og at en Laps i Poesie
Kan (naar han ei sit Navn fordølger,
Og siden târ hvad derpaa følger)
Fast giøre hvad han vil deri.
Men sig, hvor skulde jeg anbringe Klapsen,
Hvis ikke der, hvor jeg traf Lapsen?
Hvad Tiden angaaer — Himlen frie
Mig for at sige derom meere!
"Gid den var bare snart forbi,
"Den Fandens Tid, vi lever i!"
Saa sukker ikke blot de Ni,
Men mange Flere!
For om den Wosemoserie
Dem uden mindste metrisk Øre
Tilstrækkeligt Begreb at giøre,
Stik bare Fingeren deri!
Og see, hvordan De Dem vil smøre!
Den Muse, der vil, klædt i Musselin,
Og uden noget Loddent ud at vende,
Tvers giennem den til Evigheden rende,
Har ganske tabt Forstanden sin —
Og det er, ser De, kiære Hempel,
Trods Smitsomheden her af mangt et stort Eksempel,
Endnu Tilfældet ei med min.
Hun ei Livstykket kaster just med Sløret
Paa Modens Vink aldeles bort;
Men efter Veiret, Veien, eller kort:
Hvad man i Fyen og, troer jeg, kalder Føret,
Hun skifter Fodtøi, og tar Støvler paa,
Hvor hun med Skoe kan ikke gaae —
Ja, lar dem, naar det gielder, bide,
For paa det vandskye Lær desmeer at kunne lide.
Naar Wosemosen engang fryser til,
Gaaer hun paa Skøiter, om man vil,
Derover i det lette Lunespil —
Og naar Molbækkens Tid er reent udrunden,
Naar atter Musehimlen bliver blaa,
Da først hun tyndklædt dandse vil i Lunden
Med Rosen-Skoe og Lillie-Strømper paa!
Til mine vandskye Vers De seer nu Grunden!
Hvad Enden angaaer, den er snart udfunden,
Hensigten nemlig med bemeldte Klak:
Naar Folk, der ikke veed, hvad de skal tænke,
Lar trykke deres tankeløse Snak,
Som, for Eksempel,
De Selv, Herr Hempel,
At mærke dem en Smule med lidt Blæk,
Til andres Skræk.
Saavidt historisk klækkeligt Eksempel,
Hvorledes man skal tænke, naar man kan.
Hvis ei, gaaer og i Løbet hvert Hvordan —
Og nu Moralen, kiære Hempel!
Naar man i Odense, Stavanger, eller Rom,
Aldeles ikke veed, hvad man skal tænke,
Bør man sin simple Hempeldom,
Før man den lader løbe Landet om,
Forsigtig med en lille Mundkurv lænke."
* * *
Der har du min Concept i første Kast,
Som den blev jasket ud i Hast
Strax efter Forespørgselen: "om ikke
"Jeg vilde Snippen, som
"Herr Hempel spilled ud i sin Snapsnurre-Dom,
"Stikke?"
Da det er just i Dag din Fødselsdag,
Mig syntes artigt, den at fire
Lidt muntert med en Smule tør Satire
Hvis Pjecen smager jer, den smager maaskee flere
Holbergske Venner her i Byen —
Skiøndt hist og her man den vil kriticere
Med Strænghed, frygter jeg, i Fyen.
Nyd længe huuslig høit i Seng og Sæde
For Resten meer alvorlig Glæde
End den, et stakkels Lunebrev fra mig
Hver Fødselsdag i Spøg kan skiænke dig!