Jens Baggesen (1764–1826)

Baggesen, Jens (Immanuel), 1764–1826, Digter. Født 15. Februar 1764 paa Korsør Søbatteri (»Fæstning«), død 3. Okt. 1826 i Hamburg, begravet i Kiel (St. Jürgens Friedhof). Forældre: Kornskriver, senere tillige Vejpikør Bagge Baggesen (1735–85) og Anna Møller (1734–1818). Antog Navnet Immanuel 1791. Gift 1° 5. Marts 1790 i Koniz ved Bern med Charlotte Sophie v. Haller, f. 8. Okt. 1767 i Bern, d. 5. Maj 1797 i Kiel, Datter af Raadsherre, Landfoged Samuel v. Haller (1721–94) og Sophie Amalie, f. v. H. (1742–1825). 2° 28. Juni (kirkelig indviet 11. Juli) 1799 i Paris med Françoise (»Fanny«) Magdelaine Reybaz, født 5. Maj 1774 i Geneve, død 24. Juni 1822 i Marly, Datter af reformert Præst, siden Geneves Resident i Frankrig Étienne Salomon R. (1737–1804) og Charlotte Antoinette de Roches (1737–91).

Barndomshjemmet var præget af Fromhed og Fattigdom, og Baggesen maatte for sin kalligrafiske Haands Skyld i Tjeneste hos Postmesteren og Amtsforvalteren. Men 1777 lykkedes det den læselystne Dreng at komme i Slagelse Latinskole. Herfra har man bevaret Dagbogsoptegnelser og Digte. 1782 blev han Student og vilde læse til Præst. Han levede en Tid i Kbh. i trange og usikre Kaar, men skaffede sig snart Venner og fik sit Tilhold hos Digteren Pram, hvis Hustru han forelskede sig i og besang under Navnet »Seline«. Han debuterede Februar 1783 med en Haandfuld Poesier i Iversens »Nytaarsgave« (Odense) og vandt snart et saadant Ry, at han kunde samle 1200 Prænumeranter til sin første Bog, »Comiske Fortællinger« (1785). Heri optraadte han som Elev af J. H. Wessel og Wieland. Versifikation og Stil er den førstes, men Baggesen lagde Vægten paa en mere moderne Sprogtone og Rimteknik, en kunstfærdigere Periodebygning og en raffineret Udnyttelse af Modsætningsforholdet mellem lange og korte Verslinier. Fra sin tyske Mester har Baggesen den snart parodierende, snart følsomme, snart frivole Diktion. Det var den Form, hvori han med Aarene vandt det fuldendte Mesterskab som Digter; endnu var han tynget af talløse litterære Reminiscenser. Serien af rimede Fortællinger fortsattes i »Minerva« i de følgende Aar og sluttedes først med »Jordens Kjærlighedshistorie, eller Aarstiderne« i »Skuddagen« (1814). De mest kendte af Baggesens Arbejder i denne Genre er »Poesiens Oprindelse«, den oldnordiske Myte udsat for wielandsk Instrumentation, »Kallundborgs Krønike« i »Peder Paars«’s og »Smeden og Bageren«s Manér, og »Forfatterens Liv og Levnet«, der ogsaa minder om Holberg. Samtiden saa i den purunge Baggesen Arvtageren til Ewalds og Wessels Geni, Samleren af vore bedste litterære Traditioner, Rimets Ridder. Man betroede ham den ansvarsfulde Opgave at give en værdig Oversættelse af »Niels Klim« (Holberg var paa denne Tid kommet stærkt paa Mode igen), og under Baggesens lykkelige Hænder blomstrede hans Forgængers tørre Gammelmandsfortælling op. Bogen udkom 1789 i en stor Kvart med Abildgaards prægtige Illustrationer; det er Tidsalderens bedste Prosa, ogsaa de indlagte Versestumper havde Baggesen gendigtet paa en genial Maade. Han viste her en Sans for det egentlige og fyndige Udtryk, som ingenlunde havde udmærket hans tidligere litterære Forsøg.

I Mellemtiden var han kommet ind i fornemme Kredse, navnlig hos den holstenske Del af Aristokratiet, der paa den Tid regnedes for en Magt saavel i det danske som i det tyske Aandsliv. Han blev fejret hos de Reventlow’er og Stolberg’er, protegeret af Grev Schimmelmann og Prins Frederik Christian af Augustenborg, begyndte endog at digte paa Tysk. Men nu mødte han Modvind i de danske Farvande. Hans Libretto »Holger Danske« (1789), med Motiv fra Wielands »Oberon«, blev kritiseret og parodieret uden Skaansel (»Holgerfejden«). Det var ham da dobbelt kært at kunne tiltræde en større Udenlandsrejse med Augustenborgerens Understøttelse. Den gik over Holsten, Hamburg, Pyrmont, Gottingen, Hessen, Frankfurt am Main og Worms til Schweiz, hvor han besøgte Rousseaus Ø i Bielersøen, Zurich, St. Gotthard og Bern. Her forlovede han sig med sin første Hustru, Datterdatter af den berømte Digter Albrecht v. Haller, hvis Digt »Die Alpen« han elskede. Selv digtede han ved denne Tid sin »Alpenlied«. Ved Nytaar tog han til Paris og dansede i sin Frihedsrus paa Bastillens Ruiner, som han fortæller i »Labyrintens Fortsættelse«. Sidst i Febr. 1790 er han atter i Bern. Paa Hjemrejsen om Sommeren boede det nygifte Par en Tid hos Wieland i Weimar. I Jena sluttede han Venskab med den kantianske Filosof Karl Leonhard Reinhold, og efter Besøg i Berlin og Dresden vender han i Oktober 1790 tilbage til København, hvor han 14. Maj var udnævnt til Professor.

Under sit kortvarige Ophold hjemme samlede han sin Digtning i to Bind »Ungdomsarbeider« (1791), mest tidligere trykte Ting, men nu meget grundigt gennemrettede. 1792–93 udkom »Labyrinten«, en Bearbejdelse af hans Rejse i Tyskland og Elsass; de meget omfattende Fortsættelser fik han aldrig udgivet, med Undtagelse af nogle Brudstykker i »Minerva« (1791) og »Søndagen« (1814). Bogen blev ikke særlig varmt modtaget af Kritikken, men den virkede stærkt. Det var den følsomme Prosas Gennembrud i dansk Litteratur, thi Ewalds Prosaværker var dengang endnu ikke udgivet. Baggesen, der endnu lige før sin Rejse havde været rettroende Klassiker, viser sig her som Modernist til Fingerspidserne. Han rejser som rousseausk Natursværmer og gennemtrængt af Tidens Frihedsfølelser. I Rejselivet finder han sin nye Individualitet, han beruser sig i Stemninger og Indtryk, tager smidigt Farve af Omgivelserne, glemmer over den ydre Verdens Afvekslen dog ikke at søge aandelig Berigelse hos de berømte Mænd, han møder paa sin Vej. Bogen er skrevet efter en ny Æstetik: det er ikke længere Forstanden, men Følelsen, der skal indtage Forsædet i Litteraturen, Skønheden ligger ikke i de regelmæssige Figurer, men i Slangelinien. I Kapitlet »Mannheim« siger han Farvel til Klassicismen. Baggesen har dyppet sin lunefulde Pen i Sternes Blækhus; det er en stor Prosaist af den engelske Skole, som staar fuldt færdig for os. Baggesen polemiserer i Bogen mod de tørre Rejsebeskrivelser. Han er selv Midtpunktet i sit Værk, Emnet er lige saa meget den i utallige Sindsstemninger og individuelle Træk skildrede Digtersjæl som det til aandeligt og politisk Liv opvaagnende Europa.

28. April 1793 tiltraadte Baggesen sin anden Rejse, denne Gang med Hustru og Barn. Det var atter Prinsen af Augustenborg, som havde sørget for, at han fik Midler af det offentlige (til pædagogiske Studier, som han dog forsømte). Vejen gik over Holsten, Hamburg, Braunschweig, Jena, Weimar, Gotha, Nürnberg (hvor han blev optaget i Frimurernes Mestergrad) og Ulm til Schweiz. Her blev han fra August til December, men hans urolige Rejsehjerte drev ham til midt om Vinteren at bryde op og foretage en Afstikker sammen med Vennen, den tyske Maler og kunsthistoriske Forfatter Carl Ludwig Fernow, over Augsburg, Wien og Venezia til Firenze; i Italien fordybede han sig i Kunststudier. Fra April 1794 til Marts 1795 blev han i Schweiz, oftest i mørk Stemning, ikke mindst paa Grund af Hustruens vaklende Helbred. Hun havde 1793 født ham endnu en Søn, men de mistede deres Førstefødte kort efter. Paa Hjemrejsen skiltes Baggesen en Maaned fra Familien for atter at besøge Paris, hvor han denne Gang gjorde mange Bekendtskaber; her saa han ogsaa Prairial-Opstanden paa nært Hold. Han stødte til Familien i Weimar, hvor han traf Goethe, og slog sig 7. Juli ned paa Augustenborg Slot. Der kom Sønnen August til Verden.

Maanederne Oktober 1795-Juli 1796 tilbragte Familien i Kiel. 8. Juli 1796 blev Baggesen ansat som Viceprovst paa Regensen, en Bestilling, hvori han ikke har resideret mange Semestre, men hvorfra han først entledigedes 1803. Hustruens Sygdom nødte ham til at bryde op i Marts 1797. De maatte standse i Kiel, hvor hun døde, og Baggesen tog til Bern, hvor han anbragte de moderløse Smaa hos Fru v. Haller. Han sørgede dybt over Tabet af Sophie, men plejede dog stadig nye Ægteskabsplaner. I Maj 1798 rejste han til Italien (Milano og Torino), tilbragte Sommeren i Nærheden af Geneve, optaget af politiske Interesser (Schweiz var i Krisetilstand) og af sit tyske Epos »Parthenais«. Han ventede sig meget af dette moderne Heltedigt, og det blev virkelig en Succes baade i Tyskland og gennem Fauriels Oversættelse i Frankrig. Endelig 7. September 1798 tiltraadte han med sin Svigermoder og begge Sønnerne Rejsen hjem. Den gik over Paris, hvor han forlovede sig med den smukke Fanny Reybaz (Partiet var vistnok arrangeret af Fru v. Haller og Fannys Fader). Endelig 28. November gensaa han København, hvor han forefandt sin Udnævnelse (af 31. August) til Meddirektør for Det kgl. Teater, og af samme Scene modtoges med Opførelsen af hans nye Operatekst »Erik Eiegod« (skrevet 1789). Baggesen har selv bedømt sin beskedne Indsats som Chef for Nationalscenen i det skæmtefulde Digt »Theateradministratoriade«.

Det nye Ophold i Fædrelandet varede til Oktober 1800, kun afbrudt af en kort Rejse til Paris Juni-September 1799, hvor han ægtede Fanny. Rolige Forhold fandt han ikke i Hjemmet; Illusionen om Fannys Kærlighed maatte snart briste; de forligtes ilde. Forretningerne snart kedede, snart irriterede ham. Mæcenerne var ogsaa godt trætte af ham, og det faldt ham ikke vanskeligt at opnaa ny Tjenstledighed med Bibeholdelse af Gagen. Ved Afskedsfesten i Drejers Klub havde den unge Oehlenschläger til hans Ære skrevet en smuk Sang, som rørte Baggesen til Taarer og fik ham til at omfavne dens Forfatter med Forsikring om, at han testamenterede ham »sin danske Lyre«. Han efterlod ham ogsaa en Del af Korrekturen paa en Udgave af sine »Samlede Værker«, hvoraf der kun kom eet Bind (1801) med overordentlig mange Trykfejl; det indeholder mest Oder, Hymner, Elegier o. l. Poesier, hvori Baggesen ofrede til det udgaaende 18. Aarhundredes Smag. Den strenge, alvorsfulde Stil passede ham ikke, saa lidt som den burleske Komik.

1790’erne havde været ikke mindre rige paa indre end paa ydre Begivenheder for Baggesen Han var blevet haardt prøvet af Livet, hans Horisont var blevet mægtig udvidet, og fra nu af kommer det grublende i hans Natur mere og mere for Dagen. Det er ogsaa den første Periode i hans filosofiske Liv. Da Kant-Raseriet havde lagt sig, faldt han i Hænderne paa Reinhold og Jacobi, Trosfilosofferne, og religiøse Problemer bliver snart de eneste, der bekymrer ham. Der, hvor Kant havde trukket Erkendelsens Grænser, begynder først Baggesens Interesse. Indre Oplevelser driver ham til at filosofere, navnlig Tiden efter Sophies Død er rig paa nye tunge Tanker. Det er selve Troens Begreb, som nu opfylder ham. Tro er højere end Fornuft. »Man maa ikke berøve Stjernehimlen den Nat, paa hvis Baggrund den ene er synlig«. Baggesens Filosofemer fra disse Aar er navnlig nedlagte i hans »Briefwechsel mit Karl Leonhard Reinhold und Friedrich Heinrich Jacobi« (to Bd., 1831). Fra denne Tid af bliver Baggesen en halvvejs Fremmed for det danske Publikum, sine filosofiske Indfald begraver han i talrige bindstærke Manuskripter, som forbliver uudgivne i hans Levetid, og tysk Digtning optager ham periodevis fuldt saa meget som dansk. Ogsaa Fransk tilegnede han sig med forbavsende Færdighed; hans Digtning i dette Sprog er vel ubetydelig, men hans franske Korrespondance var meget omfangsrig.

I December 1800 slog Baggesen sig ned i Paris, hvor han »kunde lære Livets sande velgørende Bitterhed at kende«. Sygdom, Armod og flere Onder bidrog dertil. I Marts 1802 rejste han til London (»Dover! Shakespear! O Hav! O Bjerge! Jeg er henrykt!«), hvor han blev nogle Uger. Over Hamburg, Eutin og Kiel tog han til Augustenborg, men Gensynet med Hertugen var ikke hjerteligt. I Juni kom han til København, hvor han forefandt alt forandret og kun blev en Uge, fordi Kronprinsen, hvem han havde mødt i Korsør, ved den Lejlighed havde tilsikret ham en Pension. Paa Tilbagerejsen traf han Aftaler med sin Forlægger i Hamburg, der til Jul udgav »Gedichte« (2 Bd.) og næste Aar »Parthenais«. I Paris, hvor han indtraf 10. Aug. 1802, havde han det atter ret ondt, men ud paa Vinteren fik han en Art Trøst, idet H. C. Ørsted gav ham Indvielsen i Naturvidenskaberne. Han vaklede paa denne Tid mellem store litterære Planer: et naturfilosofisk Epos (»Uranion«) og to nationale: »Nordiske Forvandlinger« og »Odin«. Desuden skrev han Rimbreve. Imellem havde han Anfægtelser og vilde kun være tysk Poet.

30. Juli 1803 tog han med Vennen A. C. Gierlew og Sønnen Carl til Geneve, besøgte Mme de Staél paa Montchoisi, spadserede med Gierlew over St. Gotthard til Milano (Rejsen er beskrevet i den sidstes »Breve over Italien« 1807). Fra Milano tog de til Modena og blev nogen Tid der i Nærheden paa et lille Landsted, La Frasimalga, som Baggesen i sin Tid havde faaet forærende af en Onkel til hans første Hustru; Vennen Adam Moltke (den »Adam«, der stadig nævnes i »Labyrinten«), indbød ham til sig i Firenze og tilbød ham der at rejse med sig til Rom. Men de naaede kun til Perugia, saa tiltraadte Baggesen Tilbagerejsen, solgte Landstedet og opgav Drømme, han havde næret om at slaa sig ned i Vælskland. 24. Oktober var han atter i Paris. Det er denne Retræte, som han har givet en uforlignelig symbolsk Forklaring i Rimbrevene »Rom og Paris« og »Tilbagegangen over Rubicon«.

Baggesen kunde ikke være upaavirket af de store Begivenheder, som havde fundet Sted i Fædrelandets Aandsliv i disse Aar, Oehlenschlägers Gennembrud, Højromantikkens og den sværmeriske Nyklassicismes Indtog i Danmark. Baggesens litterære Opdragelse bundede i den franske Klassicisme og det 18. Aarhundredes Modernisme; de nye Bevægelser i tysk og fransk Litteratur overrumplede ham. Et tredie Rimbrev fra denne Tid, »Romerering«, viser hans Betænkeligheder ved de Retninger i Poesien, som betegnes ved Goethes, Tiecks og Oehlenschlägers Navne. Snart efter begynder han paa et stort satirisk Digt, »Der vollendete Faust«, som har bestemt Adresse imod de nye Ideer. Han opgiver nu ogsaa Planerne om »Odin« og »Forvandlingerne« og overlader Oehlenschläger den oldnordiske Poesi.

Efter Tilbagekomsten til Paris var Forholdet til Fanny bedre, men Finanserne slette. Sidst paa Aaret 1804, efter at Fanny havde født ham en Søn (Adam Paul) og efter Svigerfaderens Død, køber han et Hus (»Violette«) i Marly-le-Roi nær Paris og slaar sig ned der næste Aar. Han arbejder omkring Nytaar 1805 paa sin »Cookiade« (Prøver under Titlen »Oceania« trykt i Digtsamlingen »Heideblumen« 1808). Med Cooks Verdensomsejling som den røde Traad vilde Baggesen skrive »et Heltedigt uden Krig«. Han vilde være »en europæisk Homer for det 18. Aarhundrede, det eneste, af hvis Aand jeg er giennemtrængt«. Saadanne Ideer slap han ikke, heller ikke under sin kortvarige Alliance med Nyromantikerne; endnu 1807 tænkte han paa en naturvidenskabelig Digtning.

6. Juni 1806 forlod han Marly for at drage til Fædrelandet, lidet anende, hvilken Lykke og hvilket aandeligt Opsving der forestod ham. Han tog over Holland, hvor han sluttede Kontrakt med Friedrich Brockhaus bl. a. om en Samling Breve, som aldrig kom paa Tysk, men uden Baggesens Vidende paa Hollandsk (en stor Sjældenhed). I Hamburg mistede han sin »grønne Bog«, hvori der stod en Redaktion af »Oceania«; Tilfældet er ikke enestaaende i Baggesens Liv. Han opholdt sig fire Uger i Kiel og skrev Digte til Kronprinsparret, der vist gerne vilde have givet ham Embede, men han turde ikke søge for Fannys Skyld, hun hadede Danmark. Her sluttede han ogsaa Venskab med Schack-Staffeldt. I København, hvortil han ankom 14. August 1806, synes han at være blevet venligt modtaget af alle, kun ikke af Schimmelmanns. I en da udkommende »Samling af fortjente danske Mænds Portraiter« hyldedes han som Landets første Digter, og Rahbek viede ham et Æresnummer i sin »Tilskuer«. Han skulde egentlig kun være blevet tre Uger, men fik meget at tænke paa. I November udgav han »Skiemtsomme Riimbreve« fra et Tidsrum af 22 Aar, hvoriblandt mange forhen utrykte og tre betydningsfulde fra de sidste Maaneder: »Noureddin til Aladdin« (til Oehlenschläger), »Forespørgselen« (til A. S. Ørsted) og »Min Skygge«. Det sidste Digt forstaas i Belysning af Fortalen: Skyggen er det Jeg, som fremtræder i Rimbrevene, og som han »med en virkelig Gengangers vemodige Følelser« giver sine Landsmænd til Pris. 1. December udkom »Eventyrer og comiske Fortællinger« (2 Bd.), hvori en tredie Redaktion af hans første Bog, disse ungdommelige Skæmtedigte, som han aldrig blev træt af at file paa. Baggesen var ogsaa forretningsmæssig virksom, han forhandlede med Forlæggeren Brummer om Udgivelse af endnu mange flere Bind, sluttede Aftale med Schimmelmann om Enkepension for Fanny m. m. m.

Indtil Slutningen af Oktober boede han hos sin Broder, derefter hos A. S. Ørsted. Fra alle Sider pressede man ham om at blive. Men han stødte mange fra sig ved at undgaa Selskabelighed og foretrække et stille Liv i den ørstedske Kreds. Der gik Sladder om ham og Sophie Ørsted, Oehlenschlägers Søster (»Lilia«), og ikke uden Grund, thi de var vildt forelskede i hinanden. Hun fik Indflydelse paa hans litterære Meninger, omvendte ham, saa vidt det lod sig gøre, til Goethe og den nyere Poesi. Det var ogsaa hendes Skyld, at der ikke opstod noget daarligt Forhold mellem Digterne, da Oehlenschläger besvarede Baggesens førnævnte Rimbrev med et vel storagtigt Trimeterdigt, hvori han afviste den ældre Digterbroders Tilbud om Raad og Bistand. Baggesens Duplik (i Blankvers) er forsonlig holdt. I Mellemtiden havde han ogsaa skrevet og udgivet (Marts 1807) sit mest fuldendte danske Digterværk »Giengangeren«, hvis Hovedstykke, den poetiske Samtale »Min Gienganger og jeg selv«, forudsætter en Slags Forbund mellem Baggesen og den nye Skole. Gengangeren er Bogens Forfatter, identisk med den »Skygge«, han havde talt om i Rimbrevene, den wielandske Baggesen, der her ses at underordne sig en mere udviklingsdygtig og alvorsfuld Personlighed (»han selv«). Baggesen er en af de faa Mestre i Dialogens Kunst. Han bruger den nu til at holde Dommedag over det danske Parnas. Det er den hjemlige Aandløshed i Poesien og Kritikken, han vil til Livs, men ikke blot til Fordel for den yngre Digter; ogsaa for en Digtning, som fremstiller en moderne Livsanskuelse i Filosofiens og Naturvidenskabens Belysning, vil han bane Vej. Rigtig Højromantiker blev han ikke, og Nyklassicismen stod han lige fjernt, endskønt han i disse Aar arbejdede paa en Oversættelse af Homer i Voss’ Manér. Ved denne satirisk-didaktiske Digtning havde Baggesen aflagt Prøve paa sine eminente Evner som Kritiker, han stod som en dansk Boileau eller Pope, men var langt fra i saa sikker Kontakt med sin Tids store Digtere, som de havde været med deres samtidige.

En prosaisk Kommentar til det mærkelige Læredigt gav Baggesen i Fortalen til »Nye blandede Digte« (1. Maj 1807), hvori han bebuder sin »Muses Overgang fra det spøgende til det alvorlige, eller rettere fra det overgivne Lunefulde til det sindige Rolige«, og endnu mere i den meget udførlige »nye Forerindring« til »Digtervandringer« (mod Enden af Maj samme Aar). Han troede, at »Gengangeren« havde været hans sidste Skæmtedigt, og at han nu først skulde begynde sin egentlige Kunstbane. Af disse to Bøger var i øvrigt kun den første ny, det er Baggesens righoldigste Digtsamling; den anden er en paabegyndt, aldrig sluttet, revideret Udgave af »Labyrinten«. 25. Maj underskrev Baggesen en Kontrakt med Brummer om Leveringen af ikke mindre end seksten Bd. danske Skrifter, og Dagen efter løsrev han sig omsider fra Fædrelandet. Et lille Bind »Nyeste blandede Digte« udkom efter Bortrejsen.

I Marly havde han i Førstningen slemme Scener med Fanny, der var oprørt over Forholdet til Sophie Ørsted. Dennes Broder var i Paris, og en Overgang omgikkes Baggesen og Oehlenschläger som fortrolige Venner. Efterretningen om Københavns Bombardement gjorde Baggesen til lyrisk Digter, og i Rimbrevene »Den vakte Knud« og »Flaskebrevet«, i »Prøve af ny Sange for Danske Sømænd«, i »Knud Vidfadmes Svanesang« og »Knud Vidfadmes Hjemve« m. fl. Poesier viste han sig som en stor patriotisk Digter; Kosmopoliten var som blæst bort.

Med Udgivelsen af Samlingen »Heideblumen« (1808) indtraadte en Katastrofe for Baggesen: de alt for tydelige Allusioner til »Lilia«, hvem Bogen var tilegnet, førte til Brud med den københavnske Kreds, han havde følt sig saa lykkelig i. Oktober 1808-Maj 1809 var den hvileløse Sjæl atter i Tyskland (Frankfurt, Heidelberg, Stuttgart og Tübingen), hvor han plagedes af Sygdom og Forlæggervrøvl og hos Cotta efterlod tolv Bd. i Haandskrift, bl. a. med Breve og Afhandlinger. Cotta udgav for ham »Taschenbuch für Liebende« og den bedsk antiromantiske »Karfunkel- oder Kling-klingel-Almanach«. Hjemme ventede Modgang ham, Hustruens Sygdom, Pengesorger. Hans danske Brevveksling var ophørt og Forholdet til Fædrelandets Litterater formørket. I denne trange Tid bliver Filosofien atter hans Trøst. Det er et fuldstændigt Gennembrud i Slutningen af 1809, hvormed den anden Periode i Baggesens Filosoferen indledes. Han bekæmper nu Kant, definerer Filosofien som »en Stræben efter religiøs praktisk Erkendelse«. Han kræver et billedrigere Sprog af Filosofferne, bryder sig ikke om matematisk Sikkerhed eller Almengyldighed. Han vil gøre »det individuelle Spring i individuel Spekulation, der kun kan være tilfredsstillende som min Sandheds System«. Tendensen over mod Teosofi er tydelig: Alt drejer sig om Gudsbegrebet. »Gott ist die Wahrheit aller Wahrheiten, die zugleich im Gewissen, im Gestirnhimmel und dem neuen Testament offenbart sind«. Hovedværkerne fra denne Fase af Baggesens Tænkning er »Allgemeine Symbolik« og »Philosophisches Tagebuch«.

Aarene 1811–14 tilbragte Baggesen snart i Kiel, hvor han 19. Januar 1811 var blevet udnævnt til Professor i dansk Sprog og Litteratur, snart i Københavns, hvor gamle Venner og navnlig Sophie Ørsted viste ham Kulde. Hans vidtløftige sprogfilosofiske Manuskripter fra denne Tid blev senere delvis udgivet og er endnu alle bevarede. 1812 og 13 skrev han uden Hensyn til Danmarks politiske Holdning Digte til Alexander I. og tog Parti imod Napoleon, hvem han i sin Ungdom havde besunget i Digte og vilde have gjort til Helt i et Epos, men nu hadede siden Kejserdømmets Indførelse. I Jødefejden 1813 deltog han med Skriftet »Om Jøderne«, der bekæmpede Th. Thaarups »Moses og Jesus« og paadrog Baggesen en langvarig og højst personlig Polemik med T. C. Bruun og dennes Søn N. T. Bruun. I August 1813 flyttede han med Familien definitivt til København, hvor han fik Lov af Kongen til at blive, saa længe Krigen varede. 1. Juni 1814 opnaaede han Demission fra det ham saa ukære Professorat, i Naade og med Pension af to Trediedele af den Indtægt, han havde nydt i Gage og Tillæg. Derefter trykte Baggesen sine »Poetiske Epistler«, der er som anden Del af »Rimbrevene«, i eet og alt i samme Sprog og Stil. De giver Baggesen, som han er bedst, i denne Digtart, der var hans personlige Ejendom, hvor det lette Vid og den elegante, tilsyneladende uendelig vilkaarlige Form dækker over det dybe Sind. De indlededes med det kapriciøse Læredigt »Lunets Poetik« (»Jeg elsker Smil og store Taarer, men hverken Latter eller Graad«) og slutter med Epistlen »Alenekampen«, der er et Indlæg i Fejden mellem Baggesen og Oehlenschläger.

Denne overordentlig langvarige og forbitrede litterære Kamp havde længe været forberedt. Den brød ud ved Baggesens Teaterkritikker 1813–14 i J. K. Høsts Ugeblad »Dannora«. 19. December 1813 kritiserede han i en Anmeldelse af »Hakon Jarl« det »Gotzvonberlichingeri«, han fandt i »vor danske Shakespears Dramer«, og fra da af var Striden staaende. Baggesen skrev dels i de af ham selv udgivne Blade »Søndagen«, »Lille Søndag-Aften« og »Skuddagen« (som han mest selv forfattede) og senere i sit Maanedsskrift »Danfana«, dels i »Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn«, dels endelig i selvstændige Bøger og Skrifter. Tallet paa hans Indlæg er legio, men Modstandernes var talrigere, og han blev kun støttet af faa. Hans interessanteste Stridsskrifter er Kritikkerne af »Axel og Valborg«, »Correggio«, »Hugo von Rheinberg«, »Røverborgen« og »Ludlams Hule«, det lange allegoriske Digt »Pindsvinet«, Digtene »Per Vrøvler« og »Asenutidens Abrakadabra« samt »Breve til Adam Oehlenschläger«. Oehlenschläger deltog selv kun lidet i Striden, men desto mere hans Væbnere A. E. Boye, Hauch, Sibbern, P. Hjort o. fl. Det farligste Indlæg mod Baggesen var uden Tvivl de »Tolv Paragrapher« af P. Hjort (1816), medens den Episode, som kaldes Tylvtestriden (1818), fik en mere anekdotisk Karakter. Ved Siden af denne Polemik gik en Meningsudveksling med Grundtvig, der imidlertid efterhaanden antog Præget af en Fællesaktion fra de to religiøst bevægede Digteres Side mod Aandløsheden i Litteraturen. Det var tragisk, at Baggesens rige kritiske Begavelse fik en saa ufrugtbar Anvendelse; han vekslede sin Aands Skatte i ringe Seddelmønt. Hans Indlæg er vel ofte meget vittige, men ogsaa tit smaalige og spidsfindige. Saa meget træffende han end stadig siger om Digterbroderen, saa er det dog næsten kun Dadel, og Mangelen af positive Synspunkter er følelig. Den ortodokse fransk-klassiske Smag, han i Reglen dømmer efter, dækkede ogsaa kun daarlig den Æstetik, hvorefter han skrev sine egne Værker.

I Januar 1819 udgav Baggesen sin sidste Bog i Fædrelandet, »Rosenblade med et Par Torne«, hvori han for sit Vedkommende afslutter Striden. Ganske havde Polemikken dog ikke opslugt ham i alle disse Aar. Han havde ikke forsømt sine filosofiske Studier og endda faaet Tid til at sysle med rent poetiske Arbejder, saaledes det aldrig fuldendte »natlige Kvad om Uskylds Kamp mod det Onde«, Heksameterdigtet »Thora fra Havsgaard« (begyndt i »Skuddagen« for 17. April 1814, derefter trykt til og med 8. Sang i »Danfana« 1816–17), hans største Forsøg i den fortællende Genre paa Dansk. Det er en Blanding af Idyl, Røverhistorie og religiøs Poesi, en Problemdigtning, som skal vise det Ondes Uudryddelighed af Jordelivet og henpege paa Religionen som eneste Trøst og Forklaring over for Tilværelsens Gru. Under Digtets Udarbejdelse har Rædselen og Pessimismen faaet saadan Magt over Digteren, at det maaske ikke er at beklage, at han ikke fik det fuldført. Ogsaa en Række nye Rimbreve og Epistler, Digtene »Balders Igjenkomst« og den filosofiske Gaade »Det evige Sindbillede« viser Baggesen paa Højde med sit Talent.

I September 1820 forlod Baggesen med sin Familie Danmark, som han aldrig mere skulde gense. Der ventede ham onde Aar i Frankrig. I December 1820 maatte han prøve et Terminsophold i Gældsfængslet Sainte-Pélagie. I Juni 1822 døde Fanny, i November Sønnen Paul (det var det tredie Barn, Baggesen mistede). Han tager endnu en Gang sin Tilflugt til teologiske Spekulationer. Den positive Tendens er nu yderligere skærpet. Han grubler over »das Gesetz der Liebe« som Verdensforklaring; Tyngdeloven f. Eks. er kun en paa det sanselige Verdensalt overført matematisk Anskuelse af Kærlighedsbudet. Om Frelserens Skikkelse samler han sine sidste Overvejelser: uden Jesus er Menneskeheden kun en Drøm, et Intet (»Religionsphilosophische Aphorismen«, »Letzte Glaubensbekenntnisse« m. fl.).

6. Marts 1823 forlod han Paris for bestandig. Indtil April 1825 opholdt han sig i Schweiz. Der fandt en Opblomstring Sted i hans Produktivitet, han forfattede metafysiske Afhandlinger og udarbejdede Digtet »Adam und Eva«. Det er et af hans lødigste Værker. Planen gaar tilbage til 1782. Han fabulerer om det første Menneskepar med Ironi og Medlidenhed; glødende sanselige Skildringer veksler med Refleksioner i wielandsk Stil og rent burleske Indfald. Og endnu en Gang former han, rigtignok paa et fremmed Tungemaal, disse »Vers, som trækkes ud og ind, alt efter Musens løjerlige Sind«. Han vilde ogsaa gerne have fuldendt »Thora«, men det var ikke Tid.

Baggesens sidste Aar var en fortvivlet Kamp mod Sygdomme. Navnlig martredes han af en Nyrelidelse, og han dreves fra Badested til Badested (Teplitz, Karlsbad, Marienbad). I September 1826 var han dødssyg i Dresden. Sønnen August bevægede ham til at lade sig føre til Danmark, Transporten foregik langsomt i Vogn og Bærestol, men 28. September maatte Rejsen standses i Hamburg, og 3. Oktober om Morgenen endte han et Liv rigt paa Skuffelse og Smerte. Liget blev obduceret og derefter ført til Kiel, hvor Sønnerne August og Karl begravede deres Fader ved Moderens Side.

Baggesens Forfatterskab er den mest forfinede Blomst paa vort Aandsliv fra det 18. Aarhundrede. Hans Værker tilhører ikke de store, fast afgrænsede Genrer; Bøger og Digte voksede naturligt ud af hans Konversation, om hvis Rigdom og Elegance der gik Ry, og af hans Dagbøger og Breve, der viser ham som en konfessionel Natur og en subtil Sjæl. Der var ikke blot Aandrighed i ham, men dyb Aand og Lidenskab. Gennem Refleksionens Ild naaede han i Aarenes Løb tilbage til den pietistiske Religiøsitet, han var vokset op i: han minder i sit narcissiske Gudsforhold om Søren Kierkegaard. Men paa sin lange Vandring dels gennemgik han, dels beskuede han Tidsalderens Liv i mangfoldige af dets Stadier. Hans Livs Legende er paa en Maade Tidens Aandshistorie spejlet i et fintmærkende og hedt Gemyt. Han vakte Undren, hvor han kom frem, fængslede og frastødte. Der foreligger vist ikke Vidnesbyrd om nogen dansk Mand af saa mange betydelige udenlandske Iagttagere som om ham (nogle er samlede af L. Bobé i »Reventlow’ske Papirer« VI, S. 557 ff.).

Sønnerne og C. J. Boye udgav Baggesens »Danske Værker« 1827–32 i 12 Bd., 2. (forbedrede) Udgave kom 1845–47; »Poetische Werke« kom 1836 i 5 Bind; »Fragmente« 1855, »Philosophischer Nachlass« 1858–63 i 2 Bind; »Poetiske Skrifter« ved Arlaud (med rige Kommentarer) 1889–93 (ufuldendt) i 5 Bind; kommenteret Udgave af et Udvalg af »Labyrinten« ved L. Bobé 1909; de største Samlinger af Baggesens Breve findes i den førnævnte »Briefwechsel« 1831 og i August Baggesens udførlige Biografi af Faderen 1843–56 i 4 Bind. — Efterladte Papirer især i Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket.