Jens Baggesen (1764–1826)

        O Du, som veed at dømme hver en Sag,

Saavel ved Hoffet, som i Staden,

Hvis Mandag er en evig Dommedag

For Folk paa Marken og paa Gaden;

O Du, som kiender Retten for og bag,

Og veed hvor vidt enhver, med sammes Velbehag,

Tør vove sig i Giøren og i Laden!

Tillad at jeg, mens det er Tid endnu,

Din Forudkiendelse mig i en Sag udbeder,

Hvori jeg tænker paa med Gru,

At kunne have syndet uden Hu,

Og stødt lidt an imod, om ikke stødt itu

Een af de tredive Samvittigheder,

Som, efter Obelizes Alphabet,

Bør findes, selv hos en Poet.

        Historien, min gode Ven, er denne:

Jeg i en Tid af to og tyve Aar,

Fra Vintren fiir og fiirs og til i Gaar

Har dyppet fyrretive spidse Penne

Paa min Maneer, i eget Blæk,

Og dermed skrevet rolig væk,

To Sneese skiemtefulde Breve,

Hvori jeg ingenlunde tænkte paa,

Hvad i Forordninger maaskee kan staae,

Som maaskee siden trykte bleve,

Som end maaskee vedlige staae,

Og som maaskee, hvad veed jeg? evig leve.

        Jeg disse Breve samlet har,

Og trykt, min Fâr!

Hvorfor? — Ja! hvorfor skriver man, og maler?

Og hvorfor synger man, og tænker man, og taler? —

For sig og andre Tiden at forslaae;

For noget dog paa denne Jord at giøre —

Slaae Folk ihiel, i Retten gaae,

Sye Støvler, brænde, brygge, bage, kiøre,

Og hvad man ellers giør, som saa,

Vi ikke alle kunne giøre —

Enhver giør sit;

Og jeg, idet jeg eet og andet Stykke

Lar trykke,

Giør, efter fattig Evne, mit.

        Trykt er det altsaa; men nu kommer Knuden:

Der findes hist og her en Smule Skiemt deri;

Og jeg er uvis, om i vores Poesie,

Skiemt er, paa Grund af nogen Lov, forbuden? —

Jeg skulde næsten troe det; thi jeg seer,

At fra det nye Aarhundredes Begynden,

Trods gamle Fristeren, og Arvesynden,

Og alt det løierlige, som dog skeer,

Saa got som før, slet ingen skiemter meer,

End sige — leer.

        Jeg udenfor mit Fødeland har levet

I længer Tid, end nødig var,

For reent at glemme, hvad vel aldrig lært jeg har;

Meddeel mig derfor i et godt prosaisk Svar

Hvad om poetisk Skiemt i Loven findes skrevet.

        Som sagt, trods min Uskyldighed,

Og trods den inderlige Siælefred,

Som grunder sig derpaa — den Alvor, som jeg læser

Paa næsten alle Hovedstadens Næser,

Den overhaands Afholdenhed fra Skiemt,

Og Spøg, og Skiærts, og hele Resten,

I hvad der skrives, for at more Næsten,

(Saa stor, at Ordet selv alt synes glemt)

Mig kunde fast den lille Frygt indjage,

At Skiemt forbuden er i vore Dage,

Selv, ikke blot i Prosa, men i Vers.

Den Skiemt, at sige, som hver ærlig Jyde,

Fra Holbergs Tid, har vant sig til at nyde

Paa langs og tvers —

Hvoraf saa gierne jeg i disse Breve,

Lod noget op paa nye, hvis det tillades, leve.

        Dog vil jeg haabe, det er blot en panisk Skræk,

(Den værste rigtig nok, naar Pan man kiender,

Og veed hvad, ved hans Død paa Jorden hender)

Og bliver altsaa ved, at lade trykke væk,

Indtil Du Svar paa dette Brev mig sender,

Hvormed jeg venteligen siger Stop

Til Musens skiemtende Galop;

Den ei mod Vinden gierne længe rider,

Mindst mod Sydvest ved Juletider;

For megen Regn og Rusk og Snee og Slud,

Den standse kan, saa godt som Lovens Bud.

        Jeg lidt alvorlig alt at blive selv begynder,

Og ender, er jeg bange for, med Graad,

Hvis, inden Sielens Pels mig bliver alt for vaad,

Jeg med at døe mig ikke skynder.