Min Skygge
Til mine Venner
Til mine Venner
(Ved min Afreise fra Kiøbenhavn, den sidste Novemb.)
(Ved min Afreise fra Kiøbenhavn, den sidste Novemb.)
(1806)
(1806)
I faa, som end tilbagebleve,
Blandt dem, som elskte mig engang,
Til hvem jeg ikke blot i overgivne Breve,
Men i hvert Qvad, mit Hierte sang,
Mig overgav med Venskabs hele Varme,
Med patriotisk Lyst;
I, som modtoge mig med Broder-Arme
Paa Herthas moderlige Kyst;
I, som saa huldt erindrede de Dage,
Da jeg med Eder sang og loe;
Og, som saa venligen mig kaldte tidt tilbage
Til Hiemmets blide Roe;
I Venner og Veninder, som saa gierne
Jeg havde deelt hver Graad og Latter med;
Fra hvem min Skiæbnes underlige Stierne
Mig rev, i legemlig Landflygtighed,
Til Digterlivets Hovedpandested!
Modtager end engang min venskabsfulde Skygge
Med aandelig Velvillighed,
Og patriotisk Giæstfrihed!
Og, mens i Hiemmets Favn I leve trygge,
Og glade nyde Livets Fred
I Hegn af Herthas tætte Bøge,
Bedækt af Asa-Fredriks Skiold!
Tillader, inden Eders Vold,
Min Aand endnu, som før, i Axels Stad at spøge!
Og I, som jeg ei Venner nævne tør,
(Skiøndt mangen anden Patriot det giør)
Medborgere, Velyndere, Bekiendte!
Hvoraf adskillige, for mig at see,
Gik (siger man) i mangt et Assemblee,
Til mangen Frokost, og til mangen Thee,
Hvor man mit Gienfærd muelig kunde vente, —
(For ei engang at tale om,
Til offentlige Samlingssteder,
Hvor jeg formodentligen kom,
Som hver en anden Povl og Peder)
Modtager i mit sidste Flyve-Brev,
Undskyldningen for min Usynlighed i Staden,
I Kongens Haves Overdrev, —
I Kirken — i Theatret — og paa Gaden —
I Consul Wests berømte Gallerie —
Ved Bostonsbord — hos Comestabili —
I Harmonien — hos de spæde,
Som lære comisk lee, og tragisk græde —
I musicalsk Academie —
I Forgemakkerne — hos Raus — hos vore Raader,
Af tredde Classe, hos de nye Naader,
Af fierde — og hos Kiøbmand den og den,
Hvor skikkelige Folk dog gierne komme hen,
For Padderne med Skiæl at spise lære,
For Selskabs Skyld, og for at ha’ den Ære —
Jeg selv og havde gierne havt en slig,
(Thi hvilken løs, og hvilken bunden Digter,
Trods hvert et andet Maal, hvortil han sigter,
Er ikke lidt forfængelig?)
Jeg havde gierne viist mig paa de Steder,
Hvor Folk af Levemaade, Folk af Stand,
Og Folk af, hvad det ellers hedder,
Man snakke sammen høre kan,
Og spille, drikke, spise see, med mere,
Som de tillader en Poet,
Der har Paris og London seet,
At observere —
Jeg havde gierne hørt vor søde Harmomie;
Jeg havde gierne hørt de haabefulde spæde
Paa Hoftheatret lee og græde,
Og seet lidt oftere vor Consuls Gallerie;
Jeg havde gierne Tidens Traad lagt sammen,
I mangt et Søndagsselskabs Fryd og Gammen;
Især jeg havde gierne seet lidt fleer
Af disse skiønne Speile, Stole, Borde,
Pianoforter, Canapeer,
Og Senge, Vogne, Heste, Sadler, Giorde,
Huusfrøkner, Fruer, og Livreer,
Som man (foruden eet og andet,
Det vel var værd, derfor tre fire Miil at gaae)
Venskabelig indbød mig paa,
Saavel i Byen som paa Landet —
Jeg havde gierne taget Deel
I Fædrelandets Selskabssaligheder,
Saavel som Povel og som Peder,
Ifald, som Peer og Povl jeg havde været heel.
Men ak! jeg var kun halv, og neppe det tilfulde;
Totreddedeelen af den Baggesen,
Som gik i disse Breves Riim igien,
For længe siden ligger under Mulde —
Den Rest af Selskabs-Liv, ham levnet blev
Fra den Tid af, han reent gik fra Forstanden,
Og ganske sig med Hud og Haar forskrev
Til Phøbus — somme sige Fanden —
Er ikke værd at vises frem
Selv udenlands, end sige, i hans Hiem.
Han er en Skygge blot af alt hvad han var paa Jorden —
(Hans Verden var desuden aldrig der)
Og ak! desværre, her i Norden,
Han kun en Skygges Skygge er.
Hans Aand forlader aldrig Danmarks Have —
Den spøgte, Venner og Veninder! her,
Og spøge skal den end paa Fædres Grave,
Saa længe Sangens Guddomsbliv
Opholder Resten af hans underlige Liv;
Men legemlig usynlig er han vorden
For, ak! maaskee for evig, her paa Jorden.