Jens Baggesen (1764–1826)

        Sex hele søgne Dage siden

Den første Søndag i det sidste Aar,

Jeg, hvor jeg ligger, sidder, staaer og gaaer,

Tilskriver Dem in mente — Tiden,

Jeg veed ei selv hvordan, imidlertid bortgaaer;

Og naar jeg efterseer hvad jeg har skrevet

I Tanker, staaer der ingenting i Brevet.

        „Men Baggesen!” min Fanny spørger mig:

„Hvorledes er det fat med Dig?

Hvad har Du for? Du glemmer Mad og Drikke;

Du hele Dagen som i Drømme gaaer,

Og hele Natten, tror jeg, sover ikke;

Paa franske Spørgsmaal danske Svar jeg faaer;

Paa ingenting i Huset Agt Du giver!

Hvad giør Du? svar mig dog engang!” — „Jeg skriver

Til Walterstorf!” „Men er Du klog? Du skrev

Jo Nytaarsmorgen!” — „Jeg begyndte;

Men ihvormeget jeg mig skyndte,

Fik jeg dog intet færdigt, og mit Brev

(Vil sige, sammes inderlige Spire)

Groer i mit Hierte, skiøndt jeg veed ei hvad

Forhindrer det at skyde mindste Blad!”

        Paris, Aar attenhundrede og fire,

Er alt hvad paa Papiret jeg har bragt —

Det øvrige jeg hidindtil som sagt,

Har ikke kunnet paa Papiret bringe.

Ak! hvad jeg har at sige Dem, min Ven!

Er alt for overvættes for en Pen,

Der ei er trukken af en Engels Vinge.

        Velan! jeg bryder overtværs,

Og hvad mig ikke vil i Prosa lykkes,

Jeg her forsøge vil i Vers,

Men notabene Vers, som ei skal trykkes;

Vers, som, foruden Skoe og Strømper paa,

Og uden store Spænder, høie Hæle,

Naturens Gang paa bare Fødder gaae —

Og maaskee lettere, som saa,

Sig giennem Øret ind i Hiertet stiæle;

Vers, som man ei saa let skal eftergiøre mig,

Fordi de giøres ei — kort: Vers, som egentlig,

Naar grundig man betragter Tingen,

Er ingen;

Mod hvilke Prosa selv i Breve, som med Iil

Postvexles mellem Hadersleb og Kiel,

Er bunden Stil.

        Jeg loved Dem i mit gemeene sidste

Forklaringen af Pausen i,

Vor svarende Brevvexlings Symphonie —

Hvis Sammenspillen Deres Venskab vidste

At giøre mig saa let, som kiær;

Endskiøndt jeg blæser Fløiten ikke nær

Saa færdigen, som De Fiolen stryger —

Jeg loved Dem en kort Fortælling om,

Hvad vores Brev-Concert i Veien kom.

        Viid da, min Ven! at een af Skiebnens Tordenbyger

Forslog mit Skrog mod Syden, fast til Rom,

Paa samme Tid, som Deres Brev fra Norden

Til Pladsen, hvor jeg laae for Anker, kom,

Og, hvor jeg havde troet at havne her paa Jorden,

Hvis ellers udenfor min Fødestavn

For mig var muelig en bestandig Havn.

Det fandt mig ei, skiøndt det mig satte efter

Af alle Kræfter:

Jeg var i Florenz, da til Modena det kom:

Og da det derfra gik til Arnos Bredde,

Var jeg et Bøsseskud fra Rom.

        Ethvert fornuftigt Brev vel havde turdet vædde

Ti Linier mod een, at en Corsørsk Poet,

Som Coliseum ei endnu har seet,

Og Capitolium, etcetera —

Kan ikke være Bøsseskud derfra,

Og modstaae Fristelsen, til nogle hundred Mile

At føie nogle Skridt, for did at iile;

Det regned altsaa paa, mig vist at træffe der

I Feieskarnet, som er end tilbage

Af Jordens Herlighed i gamle Dage —

Men Pyt sâe Peer!

Det løb fra Høi til Høi, fra Gade rundt til Gade,

Fra Peters Stoel til hvert et Stolestade,

Fra Port til Port, fra Huus til Huus,

Fra Plads til Plads, fra nye til gamle Bade,

Fra Grav til Grav, fra Gruus til Gruus;

Og ledte med en Omsorg uden Lige

Blandt Støvets Børn, og blandt Udødelige;

Omsonst det giennemledte hele Rom:

Poeten fra Corsør var ei at finde —

Det kom og gik, og gik og kom,

Een Maaned eller to derinde,

Til kied omsider af en evig Ledenom,

Det lagde sig til Hvile i en Lomme,

Hos een af dem, som ventede mit Komme.

        Jeg arme foer imidlertid,

I en Forfatning uden Mage,

Med stoisk Selvfornægtelse tilbage

Fra Maalet for min Længsel og min Iid.

Og skiøndt, af lyrisk Romerild opluet,

Jeg Toppen af Soracte havde skuet,

Og fandt mig ikke langt fra Tiburs Lund

Hinsides Tibren, paa Horazisk Grund;

Nær Marmorfaldet — næstendeels paa Randen

Af dette Himmeldyb, hvori

Hesperiens Beundrer Dupati

Gik af Beundring fra Forstanden —

Og skiøndt man bød mig Plads i en Karet,

(Et sieldent Kiøretøi for en Poet)

Ved Siden af en yndig Kone,

Tvers over for min ældste Ven,

For Jubelfarten ind i Rom at krone —

Skiøndt denne tredie var høistformodentlig

Den sidste Gang, jeg her blandt Guders Grave¹

Mig nærmed Kunstens gamle Himmerig,

I Sydens eviggrønne Have —

Jeg vendte Ryggen pludselig

Til Dronningen blandt alle Jordens Stæder,

Til Vatican og Pantheon;

Og gik, trods alle Vink af nye og gamle Glæder,

Tilbage over Rubicon.

        Med meer end romersk Tapperhed,

Med ægte cimbrisk Mandighed,

Jeg Fod for Fod den samme Bane,

Man Cæsar henad vandre saae,

Betraadde hiemad; thi til min Troskabs Fane

Jeg havde svoret — og det er de Danskes Vane,

At holde, hvad de have svoret paa.

Vi have Cæsar ei, men Hercules for Øiet,

Naar der skal vælges i en stridig Færd

Imellem Glædens Hist og Pligtens Her.

        Saa blev min Walterstorf ubøiet

Af alle Gratiernes Smiil,

Som vilde standse her hans Iil;

Af alle vort Museums Tryllerier,

Af alle nye parisiske Magier,

Af hver en Vens, af hver Venindes Bøn;

Og fløi, da han begyndte knap at smage

Forlystelsernes Nektar her, tilbage

Til Danmark, til sin Konge, og sin Søn —

Saa bytted Regulus Triumphen hiemme

Med Lænker paa en fiendtlig Kyst,

Og fulgte Pligtens strænge Tordenstemme

Med patriotisk Martyrlyst —

Saa rev jeg selv mig løs af alle Rosenkiæder,

Som fængsled mig paa Herthas Strand

Til Digterlivets elskeligste Glæder,

Dengang jeg Dig forlod, mit Fødeland!

Og bytted Nordens kolde, rene Himmel,

Og Hiemmets Liliers og Rosers Duft,

Med giftig Damp, og Utøis dovne Vrimmel

I Sydens lunkne, pestopfyldte Luft;

Og offrede mit Liv, min Lyst, min Ære,

Min Barndoms Minder, og mit Fødelands

Velsignelser, og, hvad jeg kunde mindst undvære:

Dit Bifald, Fredrik! og de danske Døttres Krands —

For i Paris, den Stad, jeg meest blandt alle hader,

At tabe mig blandt andet Snaus,

Som fylder dens uendelige Gader;

Og glemmes — mere glemt end nogen Claus

I Kiøbenhavn — forstrøes, tilintetgiøres,

Som Krybet — som det Støv, jeg træder paa —

Som det, der aldrig sees, og aldrig høres —

Som Ord af Tungemaal, vi ei forstaae —

Som Blun, der ere blot, naar de forgaae —

Som Gran, der af et Vift til Intets Grube føres.

        Men den er hellig, himmelsk, eviggrøn,

Og overstraaler offentlige Minder,

Den Krands, Tilfredshed med os selv os binder;

Udødeligheds selv er ei saa skiøn!

Hvad er et Diadem, som Rygtet vinder

Omkring vor Tinding? hvad er Navnets Klang

I Nutids Snak, og Evighedens Sang?

Hvad er Triumphens Fryd? Basunens Torden,

Som ruller Heltens Priis om hele Jorden?

O! hvad er Kroner selv, og alle Palmer,

Mod Dydens største Løn: den stille Lyst,

En reen Bevidsthed skaber i vort Bryst?

O! denne Krands allene aldrig falmer!

        Dog hvorhen rev mig et Tilbageblik

Paa Gangen, jeg fra Rom tilbage gik?

Ak! det er slet bestilt med Helte nuomstunder!

Min Walterstorf! naar ret man seer sig til,

Har selv med det moralske Friheds-Under

Forfængeligheds Diævel vundet Spil!

Ak! vore glimrendste, guddommeligste Dyder

Er — i det mindste mine — naar jeg seer

Lidt dybt i Tingen, ikke meget meer,

End skiønt poleerte, stadselige Lyder!

Hvad Værd har vel en Handling, nok saa skiøn,

Der leder om et fremmed Bifalds Løn?

Er bedre vel, end Jagen efter Ære,

Den Lyst, at aabenbare for en Ven:

Man Verdens Hæder stoisk kan undvære —

Naar Vennens Bifald er os meer end den?

        Nok sagt, jeg kom til mit Paris tilbage,

Forvaaget, mat, forknuust, en Skygge lig —

Da, uden nogensteds at hvile mig,

Jeg havde reist i næsten fiorten Dage.

Her fandt jeg vel i min Venindes Skiød

En salig Løn for mine vaagne Nætter,

For Roms Opoffring, og for Veiens Stød,

For hver udstanden Fare, hver en Nød,²

Og dit og dat, som jeg in Blanco sætter —

Men og uendelig Fortred

Med Amme, Vaagekone, Kokkepige,

Vert, Portner, Tyvepak, Retfærdighed,

(Republikansk Retfærdighed at sige)

Forhøren, Flytten, Stevning, og deslige —

Man havde nemlig; da jeg saae mig om,

Bortstiaalet mig min halve Eiendom —

Og Politiet nødte mig til Klage,

Som kosted mig omtrent hvad Tyven lod tilbage.

        Naar mine Sager alt for skiæve gaae,

Naar Alskens Ærgrelser og Bryderier

Bugt med mit gode Lune faae,

Jeg tier —

Mit Hierte slaaer i Livets store Svier;

Men i de smaa

Det gaaer i Staae;

Og Pennen, mine Følelsers Vehikkel,

Er intet andet end dets Perpendikkel.

Jeg altsaa næsten opgav Haabet om,

Da Skiæbnen vedblev, mig at drille,

At faae i Gang igien, hvad der stod stille,

Da Deres kiære Brev, fra Rom

Tilbagesendt, mig her tilhænde kom —

Det trak mig atter op, og, trods hver Nød og Plage,

Kan jeg nu gaae igien omtrent i fiorten Dage.

        Men det er Tid, jeg Afsked târ,

Og mit Besøg, før det Dem kieder, ender;³

Dog, før jeg mig tilbagevender,

Tillad mig, at jeg beder om et Svar:

Glem ei, De Nøglen til mit Hierte har!

At ingen sydlig Lyst, at ingen Fryd fra Norden

Det, naar det gaaer i Staae (og ak! det aldrig gaaer

Ustandset, af sig selv, et Fierdingaar,

Tak skee min Skiæbnes idelige Humplen

Og Skumplen)

Formaaer saa sikkert at optrække det igien,

Som en Epistel fra min beste danske Ven.

        Min Fanny, som blandt alle Tryllerier

Af Idealer i og udenfor mit Hiem,

Af alle Baggesenske Sværmerier

Ei nogen deeler, som mit Sværmerie for Dem,

Formelder Dem og Deres ædle Mage

Sin hierteligste Hilsen. Aarets Dage,

Og Livets Aar henglide Dem saa froe,

I Faderfryd og landlig Lykke,

Som vi det ønske begge to;

Men Deres Christian, de danske Drenges Smykke,

(Det blideste blandt danske Minder troe)

I Tanker til vort Bryst vi trykke.