Jens Baggesen (1764–1826)

        „Skiæbnen bød mig først Johan;

Nu mig giver Mads til Mand.”

        Med Johan jeg meener Staden,

Hvor man gaaer i Heltes Spor,

Eller og til Herrens Bord,

Naar man bare gaaer paa Gaden;

Med Johan jeg meener hin

Verdens gamle Herskerinde,

Hvor man drikker klassisk Viin;

Hvor man elsker paa Latin;

Hvor man glemmer Elb og Rhin,

Mens enhver târ sin, Du Din,

Til Virgils og Flakkus Minde;

Hvor man seer i hvert et Huus

Deiligt græsk og romersk Gruus;

Hvor man selv af Lazeroner,

Og af hæse Tiggerkoner,

Hører, i en liflig Klang,

Gienlyd af Tibullers Sang;

Hvor man føler, ved at trykke

Gadetøser til sit Bryst,

Nasisk og Catullisk Lykke,

Jupiters og Mavors Lyst;

Hvor man, selv i nye Priveter,

Lugter kun Antiqviteter,

Og, med Wolfsk og Vossisk Smag,

Finder midt i Utøis Vrimmel,

Hvor man gaaer, som i en Himmel,

Saligheder for og bag. —

Verdens nye Herskerinde

Derimod, med al sin Stads,

Hvor man seer kun nette Pinde;

Hvor man hør kun Snakkerads;

Hvor man knap et Haar kan finde

Af en virkelig Gudinde;

Hvor man lugter paa hver Plads,

Selv paa Louvren, er man inde,

Lutter modens franske Vinde;

Meener jeg, min Ven! med Mads.

Kortelig: Johan er Rom;

Mads den Bye, hvortil jeg kom,

Og hvis Navn De seer ved Datum —

Fatum! Fatum! Fatum! Fatum!

        „Naar Dig nogen Karper byder,

Og Du faaer kun tørre Jyder,

Bliver Du lidt flau derved!”

Siger Wessel samme Sted —

Stedet saa jeg oversætter

Af hans Musemaal i mit:

Naar man Tibrens Guld Dig byder,

Og Du faaer det gule Kridt,

Som i Seinens Aarer flyder —

Naar Dig loves Capitol,

Vatikan, og Peders Stoel,

Og Dig gives Svinestier,

Som de hersoms Thuillerier —

Naar Dig bydes Coliseum,

Og Du faaer et langt Museum,

Hvor de store og de smaa

Sammestiaalne Malerier,

Mesterstykker, Fuskerier,

Egenværker og Kopier,

Glindsende, med Fernis paa,

Mellem Alskens Skramlerier

Stygt sig selv i Lyset staae —

Naar Dig loves gamle Mure,

Som modstode Tidens Elv,

Og Du seer kun nye Skure,

Som nedfalde af sig selv —

Naar Dig loves Glimt af Guder,

Og Gudinders Trylleblik,

Og en Studser, og en Luder,

Er den hele Stads, Du fik —

Naar, for hine Himmelhøie,

Frieheds-Consuler besteeg,

Du den flade Pøl maa døie,

Hvor, med saare liden Møie,

Directeurer uden Trøie

Frieheds Frøer og Tudser sveeg —

Naar for hele Capitolet,

Paa hvis Rest Du havde stolet,

Du kun seer et væltet Læs

Af Capitolinske Giæs —

Naar for Rafaels Madonner,

Man Dig giver Rubens Bonner;

Og for Alderdommens Templer,

Nye Gothers Sakristier;

Og for Grækenlands Exempler,

Lutter galliske Copier;

Og for alle Guders Spor,

Al den Snee, som faldt i Fior —

Naar man Dig moderne Jyder

For antike Karper byder,

Bliver Du lidt flau, som sagt;

„Men” — paa dette Men giv Agt! —

„Men, har Du en sulten Mave,

(For at følge Textens Fied)

Og ei anden Mad kan have,

Gaaer den tørre Jyde ned!”

Men — saa siger jeg, der taler

Ikke blot om Mad, men om

Forskiæl paa Paris og Rom —

Men har Du en yndig Mage,

Der, hvor Pligt Dig jog tilbage;

Bliver selv, trods Rom, Paris

Dog tilsidst et Paradis;

Og for Kunstens kalkte Grave,

Hist i Tibrens gyldne Land,

Finder Du Naturens Have

Her paa Seinens gule Strand.

        Ja! min ædle, muntre Ven!

Det er (trøst Dem!) det er Tingen!

Og i mit Paris igien,

Jeg tilfreds misunder Ingen,

Som til Deres Rom kom hen.

        Lær heraf, hvad os en Mage,

(Naar man vælger een, som min)

Alt erstatter: classisk Viin;

Nylært Græsk, og glemt Latin;

Pantheon, og hver Ruin,

Fra latinske, græske Dage;

Tiburs Lund, og Nera’s Elv;

Alt hvad Christ og Hedning ynder —

Kors — og (Gud forlad mig Synder!)

Jesu Christi Moder selv!

Lær, min Ven! af mit Exempel,

At, trods hvert et ægte Stempel

Af en gylden Alderdom

I den Bye, hvortil De kom —

Trods al Verdens Pantheoner

Og Madonner og Citroner,

(Har man vandret Jorden om)

Den elskværdigste blandt Koner,

Er tilsidst det sande Rom!