Kallundborgs Krønike
eller
eller
Censurens Oprindelse.
Censurens Oprindelse.
Den hele vide Verden veed —
Ved hele Verden, Notabene!
Poeter i Særdeleshed
Syv, otte gode Venner mene,
Jeg traver i Poeters Fied,
Og altsaa: hele Verden veed,
At for umaadeligen længe siden,
Da Kronprinds Humble selv var ganske liden,
En Hest i Kallundborg Borgmester blev,
Som Peer sig kaldte, Peer sig skrev;
Sit Tilnavn kunde han aldeles ikke lide,
Og Fornavn var paa den Tid ingen Skam —
Hvad om den hele Verden fik at vide
Lidt meer om ham?
Det gaar Skribenten, der giør Verden Cuur,
Naar Verden tier stille som en Muur,
Aldeles som en anden Frier:
Han troer, at man samtykker, naar man tier.
Den sidste feiler gierne meget lidt;
Den første tidt.
Maaske jeg og mig her for meget lover —
Men hvad? den vinder ei, som ikke vover.
Saa hør da min Fortælling, lille Jord,
Og ryst og bæv med alle dine Throner,
Og alle disse Hof-Cameleoner,
Som vrimle rundt derom, fra Syd til Nord!
Thi stor er Tingen, som jeg taler om,
Og større Manden, fra hvis Bug den kom,
Da Kundskabs Straaler i dens Skygge døde —
Jeg siger Bug; thi ingen Hierne var
Vidtløftig nok, den Sag er soleklar,
Til dig, o Kiæmpe! dig, Censur! at føde!
Frygt ikke, Læser, denne Hæftighed
Skal vare hele Tiden ved!
Det var et lille Glimt af Pieriden —
Ved en og anden Leilighed
Jeg bliver vel i Hovedet lidt heed;
Men sagtnes efterhaanden siden.
I Konning Dans for længst henfarne Dage
Var Kallundborg en ganske anden Stad
Der var en mægtig Hob, jeg veed ei hvad,
Hvoraf der meget lidet er tilbage:
Der gaves Folk, som kunde færdig Jydsk,
Lybsk, Holsteensk, Hollandsk, Flamsk, og Tydsk;
Ja Kræmmere, som havde Been i Panden,
Og blot ei Horn — som kunde tviste med
Achill og Don Qvixott’ i Tapperhed,
Og gave Lybeks sorte Tavle Fanden;
Pastorer, som holdt Troen reen og puur,
Og jog’, ved Hiælp af Aandens Naade-Gave,
Hvert Kiettersviin af Helligdommens Have,
Som, for dens Peberrødder at opgrave,
Sig sneg deri saa lumsk omkring paa Luur.
Studenter, som for nogle faa Rosiner
Forklarte hele Curtius paa Jydsk,
Og Skriverkarle, som med lærde Miner
Endog Aviser tolked’ ud af Tydsk;
For hvilke Læsning, selv i velske Bøger
Var ingen Konst —
Ak! slige Folk man der vel nu omstunder søger
Omsonst.
Blandt mange flere Herligheder,
Som jeg vil springe reent forbi,
Var og i Kallundborg et Trykkerie,
Som den Tid fandtes næsten ingen Steder;
Ja, somme holde for (og rimeligt det er),
Den skadelige Konst at trykke Bøger,
Er egentligen først opfunden der
Af en fordømt Knapmager Tøger,
Som Fanden tog engang paa Veien til Corsøer,
Liig Doctor Faust en Tid derefter —
Og, som ved slige Folk han altid giør!
Beviis herfor er over mine Kræfter;
Jeg hader al Slags Klammerie —
Nok, at der den Gang var, som sagt, et Trykkerie.
Men Trykkerie er Eet, og Trykkerie er To!
I den Fald Kallundborg var et Geneve:
Man tænkte hvad man vilde, skrev i Roe,
Og Skrifter ubedømte trykte bleve.
Man derfor og fornam, at meer og meer
De gamle Hexe svandt med deres Herre;
Af Haandverksfolk blev efterhaanden fleer,
Og Tiggere hver Løverdag blev færre;
Thi Konster, Videnskaber voxte frem,
Og Klogskab i hver Næringsvei med dem;
Man boede mageligt i nette Huse,
Som, for det meste, stod i lige Rad,
Man spiste god og vel tillavet Mad,
Og drak sin Miød af skiønt glaseerte Kruse.
Aar efter Aar den meer oplyste Stad
En Skov af Skibe saaes, opfyldte med
De fierne Jordens Egnes Herlighed.
End skiønnere man saae mod Østerlide
Det velopdyrkte rigdomssvangre Land
At prange, lig et Strøg af lutter Haver,
Med alle Jordens moderlige Gaver.
Saaledes overalt paa Mark og Vand,
I Husene, paa Torvet, og paa Gaden
Var nyttig Flid; og Ploven, Aaren, Spaden
Knibtangen, Øxen, Naalen, alt blev brugt
Med mærkeligen meer og mere Frugt.
Meer ordentlig gik Sagerne til Tinge;
Meer ordentlig i Kirken Sangen gik;
Man hørte bedre Byens Klokker ringe;
Kort alt — endog de Halte bedre gik —
Men rigtig nok man stundom fik at læse
En lille Vise, trykt i dette Aar,
Som rynked’ hist og her en fornem Næse
Vor Herre veed hvorfor;
Og rigtig nok (thi lyve vil jeg ikke)
Kom ud engang en atheistisk Bog,
Hvori Forfatteren til Punkt og Prikke
Beviste, "den var ikke rigtig klog,
"Som troede, Jorden sad og Himlen rendte —
"Saa stor en Høflighed” (Gud frie os! hvilke Ord!
En Gysen giennem Præst og Præstedeien foer)
"Man ikke,” sagde han, "af Himmelen maa vente.”
Klog over det, som skrevet staaer,
Bør ingen from, retsindig Christen være!
Og trykke Bøger, hvor det gaaer,
Er egentlig dog intet andet, Kiere! —
Saaledes raisonnerte den og den,
Som var i Troen nogenlunde kræsen;
Særdeles Præsten og Borgmesteren
Led ingenlunde dette Trykkevæsen,
Som, sagde de, var Aarsag i,
At Vantroe, Svir, og Horerie,
Og Kiettermeninger, og Poesie,
Logomakie, Astronomie,
Og, frem for Alting, Atheisterie
Fik Overhaand i alle Byens Gader,
Ja selv i Herrens Huus, skiøndt det utroeligt lader,
Saa stærkt, at Folk henslumred’ mangen Gang,
Naar Prækenen var blot tilbørlig lang
Endogsaa paa de lave Stolestader.
Imidlertid gik Pressen lige fuldt.
"Lad dem kun smøre, de profane Hunde!
Saa længe vi, trods deres tappre Sult,
I vore Kanapeer rolig blunde!”
Saa tænkte Byens Fædre — men, o Vee!
Vee! vee dig, Kallundborg! din lærde Hæder
Skal snart fordunkles! Dumhed snart skal lee
Paa den Ruin, hvor alt Minerva græder!
En Dag (saavidt jeg veed, en Hundedag)
Borgmesteren sad i sin Stol, hvis Arme,
Hvis magelige Sædes lumre Varme
Min skrøbelige Geist er alt for svag
Til at beskrive ret; elastisk hæved’
Den kielne Duun dens silkebløde Barm,
En Duft, som slukte strax hver Glimt af Harm,
Omkring dens tause Damask døsig svæved’ —
Kort: dypped’ jeg i Lethe Qvæders Pen,
Og skrev paa Valmu Dag og Nat med den
Jeg kunde den ei søvnig nok afmale —
Desuden var maaske min Stræben her
Reent overflødig; thi desværr’!
Maaske min Læser ligger alt i Dvale.
O! skyd, i saa Fald, Skylden ei paa mig;
Men blot paa Stolen! —
Med den dybe Mine,
Som for en saadan Mand kan skikke sig,
Hvis rummelige Mave faderlig,
Maae giemme hele Byens Fryd og Pine,
Sad den Velviseste. Den Roelighed,
Den philosophiske Dybtænksomhed,
Og overvættes store Sielefred,
Man seer paa Dalens fede Konges Pande,
Naar han i Græsset sagtelig slængt ned
I Skyggen af et Træ, ved Kildens Bred
I Dyssen af de musikalske Vande,
Med vigtig Taushed tygger Drøv,
Sad paa hans store purpurrøde Næse,
Hvor man med liden Møie kunde læse:
Siel! hold dig klogeligen i dit Støv!
Som Soelen, naar den kobberrød fremstikker
Imellem tykke Skyer i taaget Rusk,
Saafremstak af Parykkens Bukkel-Busk
Hans Ansigt i en Damp af Portorikker.
I slig Forfatning havde han for Skik,
At smøge sig i Slummer alle Dage,
Men hvordan det nu gik og ikke gik,
Saa vilde Søvnen ei i Dag behage,
Paa Pibens Vink at nærme sig som før;
Han røg, og røg igien, og røg sig ør;
Men intet Blund han fik, end sige Slummer —
(Ak! ingen Dødelig er frie for Kummer!)
Liig Kong Asverus lod han hente da
Den gamle store Stadens Chronika,
(En Bog, fem Gange tyve Vintre gammel,
Der ellers brugtes for hans Søn til Skammel,
Og for ham selv, at løfte til Motion)
Hvoraf hans Kone pleied’ i slig Knibe
Mod Søvnløsheden Antidot at gribe,
Og forelæse ham saa stor Portion,
Som til forønskte Virkning at frembringe
Var nok. Som oftest var den Dosis ringe;
Thi dels Borgmesteren, for sin Person
Til snart at slumre var utrolig nem,
Og dels var Bogen til at assoupere
Fast ligesaa beqvem;
Men denne Gang hun maatte læse mere:
Hvad Ord for Ord, aldeles paa et Haar,
Som det i samme gamle Krønik staaer,
Jeg her min Læser trolig vil levere.
* * *
Den hele Bye til stor Fortræd;
Han var en brav og nyttig Mand,
Beslog en Hest med stor Forstand,
Paa Laase giorde mange Sving,
Slog Øier ud for ingen Ting.
Gid hisset han ei saa maa svede,
Som han har altid giort hernede!” . . . .
"Endnu du sover ei, min lille Mand?”
Udbrød den standsende Borgmesterinde
"Nei! læs kun meer,” igientog han,
"Det vil sig haaber jeg paa Timen finde;
"Jeg ei begriber denne Søvnløshed;
"Nu vel! læs meer! bliv ved!” — og hun blev ved:
* * *
"Vor Præst, som nylig var lidt svag,
Blir feed og fyldig Dag for Dag.
Han kan lidt meer end Fadervor,
Og maner stærkt, som Ordet gaaer;
Alligevel for Tyverie
Den stakkels Mand er ikke frie.
Forleden misted’ han sin Hest.
Vor Herre skaane kun vor Præst!” . . . .
Borgmesterinden standsed her igien:
"Du slumrer ei endnu?” — "O nei! vist ikke!
"Jeg slumrer ei saa snart i Dag, min Fikke!
(Saa hed til daglig Brug Borgmestersken)
"Du nok kan mærke, naar jeg sover hen;
"Jeg snorker, som du veed; bliv ved at læse,
"Saa længe til du hør Signalet af min Næse.” —
Borgmestersken begyndte da igien;
Men sprang tre fire Blade reent forbi,
Som der var alt for meget moersomt i;
Man derfor eene hende Skylden give
Om Følgende lidt kiedsomt skulde blive:
* * *
"Den Tyv, som stial Herr Nielses Hest,
Blev greben sidste Mortensfest,
Og bragt paa Stand for Magistraten,
Som arresterede Krabaten
Man kneb ham med saa megen Fynd,
At han tilsidst tilstod sin Synd,
Blev foresiunget, forelæst
Af den sagtmodige Niels Præst,
Og siden paa en Sluffe slængt,
Kiørt ud, vendt om, berettet, hængt;
Men, som man snart vil mærke det,
Altsammen overmaade slet.
Det henved Midnatstide var,
Og Maanen skinte ganske klar,
Og mange Stierner blinkte ned
Paa Marken og paa Tyven med;
(Thi Maanen seer paa slig Person
Saavel som paa Endymion)
Da kom paa Hesten, trap, trap, trap,
Jens Skovfogd ridende saa rap,
Forbi det gyselige Sted,
Hvor Dievle vogte, som man veed,
Trofæen for Retfærdighed.
Ret, som han rider bedst og seer
Ad Galgebakken til — hvad skeer?
En Røst, lig den af Belzebul,
Saa rædsom, underlig, og huul,
Ham brøler ud fra Galgen: "Stop!”
Og vips! foer Kolden i hans Krop;
Han skialv, som Esp, og i sin Skræk
Forglemte han at spore væk,
For i Gallop at komme bort,
Som jeg i hans Sted havde giort.
Han saae, og lytted’ nok engang,
Og nok et "Stop!” fra den, som hang;
Han slog et Kors, slog to, slog tre,
Men lige meget hiulpe de;
Han takked i en Bøn for Mad,
Men ihvor inderlig han bad,
Kom dog den samme Lyd igien
Fra Fandens nylig hængte Ven.
Jens var for Resten ei Poltron,
Og hidtil aldrig kaldt Kujon;
Han tog paa sin Samvittighed
Det allerstørste Vangeled,
Og slog med det engang en Tyv,
Og kyste hele slige syv,
Som vilde plyndre lumsk hans Hiem;
Men der var ogsaa Liv i dem;
I denne Dievel derimod
Var intet uden bare Blod,
Og ingen, ingen Moders Siel
Kan slaae tilgavns en Død ihiel;
Selv naar han Græsset maatte bide,
Al Fordeel var paa Tyvens Side.
Imens han raisonnerte saa,
Lod Tyven atter fra sig gaae
Endnu et Skraal, som vores Helt
Fandt mere liveligt end fælt,
Og som, hvordan det ogsaa var,
Den Ting ham giorde soleklar,
At der var Liv, et cætera,
Hvor dette sidste Skraal kom fra.
Liv altid var Jens Skovfogd nok —
En levende Banditerflok
Han meget heller Spidsen bød,
End en, som, nok saa tam, var død;
Og derfor red han, hop sa sa!
Did, hvor den Lyd af Liv kom fra.
"Hvordan,” udbrød han, "er det fat?
"Er du i Live Kammerat?” —
"Ja, skiær mig ned, o christen Siel!
"Jeg ellers hænger reent ihiel!” —
"Band paa, du lever, først, hvis ei,
"Jeg løber strax igien min Vei!” —
"Ja vist! i Dievels Skind og Been,
"Jeg lever! ja! den Sag er reen;
"Men lever bandsat, som du seer,
"Og døer, hvis — o! jeg kan ei meer” —
Jens Skovfogd tænkte lidt sig om,
Og snart til sin Beslutning kom;
(Thi det er dog særdeles sødt,
At bringe Liv igien i Dødt.
Jeg troer, ved saadan Leilighed
Jeg og en stakkels Tyv skar ned.)
Jens Skovfogd tog sin Tællekniv,
Og raabte: "Løb, og frels dit Liv!” —
Og ned sprang Tyven, lig en Kat,
Der lang Tid har i Tønden sat,
Naar Dragøes Helt med vældigt Drag
Den redder i et Seierslag. —
Lig en forrykt, beskiænket Mand,
Som Glæden jager fra Forstand,
Han takked’ ham, som gav ham Liv
Ved Mod og Kierlighed og Kniv —
Og Glæden af at giøre vel
Betog vor Jenses hele Siel!
"Løb,” sagde han, "af alle Kræfter!
"Og stiæl nu aldrig meer herefter!” —
"Du gav mig Livet," gientog han,
"Kun for at døe paa nye, min Mand!
"Hvor skal i Nat jeg arme hen?
"Klyng mig i Galgen op igien!
"Forvildet, saaret, bange, mat,
"Man faaer mig letteligen fat,
"Hvis jeg til Morgen ei hos dig
"Maae lidet vederqvæge mig.
"Troe mig, det er en egen Sag
"At have hængt den ganske Dag!
"Lad mig udsove denne Skræk,
"Og pille mig i Morgen væk!
"Hvis ei, saa heller, kiere Ven!
"Klyng mig i Galgen op igien.” —
Jens fandt den Sag ret rimelig,
Og sagde: "Kom da hiem til mig!”
Og tog ham bag paa Hesten rap,
Og red til Huset, trap! trap! trap!
"Min Kone sover,” sagde han;
(En Helt er altid kierlig Mand)
"Giør derfor, Landsmand! ingen Larm.
"Men læg dig her, og sov dig varm!”
Og viste ham en opredt Seng;
"Sov vel! og ei i Drømme hæng!"
"God Nat!” og derpaa begge to
Sig sloge meget snart til Roe.
Jens havde med fra Marked hiem
To nye Støvler, hængte dem
Paa Sengestolpen, hvor han laae,
Og faldt i Slummer strax derpaa.
Vor Hængte med sin lange Hals
Var Søvnen ei saa let tilfals.
De Støvler fik han Øie paa,
Og meer og meer paa samme saae;
Han saae saa længe, saae saa tit,
At han til dem fik Appetit;
Han vel tillukked’ Øiet; men
De Støvler lukked’ op igien.
Og hvor han vendte Synet mod,
De nye Støvler for ham stod;
De blanke var, og uden Meen,
Og syntes giorte til hans Been —
Som Tyvs, hans eget gamle Par
I jammerlig Forfatning var;
Thi hvor kan Retten tænke paa
En Fyrs Forlegenhed som saa!
Man tror gemeenlig, een, som hænger,
Af alting mindst til Støvler trænger —
Han stirred’ atter paa dem hen,
Og Rapse-Nykken kom igien:
Naturam furca pellas ex,
Hun kommer dog igien, den Hex!
Han saae paa dem, han saae paa sine,
Og tænkte: De skal være mine!
Som tænkt saa giort! han listed’ sig
Til Sengestolpen lumskelig,
Fik Støvlerne fra Knagen ned
Med al en Hængts Behændighed,
Og trak dem hurtigt begge paa,
Og vilde netop til, at gaae —
Fik i ham fat med vældig Arm:
"Fordømte Tyv! som, nyelig hængt,
"Er end med Tyverie befængt!
"Kom du fra Galgen før i Live,
"Du nu for Alvor hængt skal blive!”
Saa sagde han, og trak ham med
Paa Marken ud: "afsted! afsted!”
Og puffede ham puf i puf,
Og puffed’ af ham mangt et Uf!
Det gik saa tyst den hele Vei;
Thi skrige høit han voved ei,
Indtil de kom til Galgen hen —
Ved atter at beskue den,
Blev han, der Hest og Støvler stial,
Som han var ganske bindegal,
Og slog omkring sig, vildt og fælt —
Men Jens, som før er sagt, var Helt,
Giengiældte Fyrens blinde Puf
Med sikkre Slag, og i en Ruf
Han styrted’ ham paa Jorden ned,
Og bandt ham med Behændighed,
Og klynged ham i Galgen op
Tilgavns, med ganske Siel og Krop:
"Raab nu, saa tidt du gider, Stop!
"Forsøg hver Lyd fra dig at give!
"Du tredde Gang ei hængt skal blive!”
Det meget over Midnat var
Og Maanen skinte ganske klar
Og alle Stierner blinkte ned
Paa Marken og paa Tyven med,
Som hastig gav det sidste Suk,
Og mukked’ siden ei et Muk —
Jens Skovfoged gik sin Vei igien,
Kom hiem, gik i sin Seng, sov hen,
Stod op, og Morgenen derpaa
Sig lod med ingen Ting forstaae.
Aurora mellem Østens Høie
Kom i sit røde Skiørt og Trøie
Med gyldenstykkes Hue paa,
Og ligerviis paa Tyven saae.
Ved samme Tid en sort Krabat,
Som fuldt sig havde foresat
I Dag at ville staae sig brav,
Fordi han slemt i Gaar røg af,
Kom, henrykt i Qvintilian,
Og rendte paa Herr Urian,
Han standsed’, studsed’, da han saae
Ham med to nye Støvler paa,
Og tænkte stirrende: mon Fanden
End efter Døden rider Manden,
At selv i Galgen han ei kan
Afholde sig fra Natteran?
Gud frie os! "Stiæle Støvler hængt
"Er før ei seet, ja neppe tænkt!"
Med disse Ord han rendte hiem,
Og raabte høit, hvor han kom frem:
"Den Tyv, som hængt i Aftes var,
"Et nyt Par Støvler stiaalet har!”
Det hele Kallundborg kom ud,
Og saae det Syn; bevar’ os Gud!
De gamle Støvler borte var,
I deres Sted han nye bar.
Man stirrede paa ham, som hang,
Man loe, man græd, man peeb, man sang;
Man giennemgik Physik, Moral,
Og Hypotheser uden Tal;
Kort sagt: Den hele By blev gal —
Men ingen kunde dog udgrunde
Hvor hængt man Støvler stiæle kunde?
Man efter Præsten Nielses Raad,
Som selv begreb ei denne Daad,
Omsider Haabet reent opgav,
Om den at fatte nogen Tid,
"Før, som han sagde, bag sin Grav
Man kom til noget mere Vid.”
Borgmester Ebbe derimod,
Som nok saa lidt deraf forstod,
Var ei saa rolig i sit Fag
Ved denne paradoxe Sag.
Han paastod fast med Mund og Pen,
At Tyven nok engang igien
For dette Ran afstraffes skulde;
Thi Tyverie er Tyverie,
Og Tyv bør ei gaa Ram forbi,
Fordi han ligger under Mulde.
I mangen Act i Folio
Man tvisted’ contra, tvisted’ pro;
Men kom med Sagen ei til Ende.
Man ved endnu med Vished ei,
(Thi saare lang er Rettens Vei)
Til hvilken Kant den vil sig vende." —
"Hvad!” raabte vor Borgmester vild,
Og slog sin Pibe reent itu paa Kanten
Af Folianten,
"Hvad!” brølte han, "er det for en Pasqvil?
"Det mig skal ramme, som jeg hører —
"At lugte sligt er ingen Konst!
"Nu, ved min Mave! den fordømte Smører
"Skal ikke have smurt omsonst!” —
"O Himmel!” raabte hun, og slængte Bogen
saa langt hun kunde, hen i Krogen;
"Du drømmer slemt, min lille Mand!
"Vaagn op, og kom igien til din Forstand!
"Og lad den fule, Smør og Sild, og Lugt
"Og alt det dndet fare! vaagn nu smukt!” —
"Hvad drømmer! drømmer! drømmer! nei desværre
"Jeg fik et Blund, det ved vor Herre!
"For al den Skumlen, som du læste der,
"Det Frugten af den Hunde-Friehed er,
"Alt hvad man vil at kunne trykke!
"Fornam du ei, din Gaas! det hele Stykke
"Du læste der, var Skamskrivt over mig?
"Men det skal hævnes! troe mig sikkerlig!”
"Men, lille Mand!” gientog med Smil Madammen
"Betænk, det er en grumme gammel Bog!
"Og det er trykt og skrevet alt tilsammen
"Før jeg og du blev født; betænk dig dog!
"Du har jo Støvler aldrig stiaalet!
"Du er jo hidtil ikke hængt, min Peer!”
"Ja gammel hid, og gammel her,
"Den skal,” saa bandte han, "paa Baalet!
"Du dig kun lidt forstaar paa slige Ting;
"Jeg seer en Smule dybere; jeg veed
"Som Dommer, som Jurist om sligt Beskeed:
"Han mener mig med hele Magistraten;
"Jeg rigtig nok engang har hængt en Tyv,
"Trods ham og al hans skammelige Praten,
"Jeg kunde hænge slige syv,
"Og, hvis jeg havde ham saa sandt i Fælde,
"Ham selv i Midten, om det skulde gielde.
"Hvem anden mener han vel med den Mær,
"Som kom imellem nogle Høie
"Med guulrødt, eller brunrødt Skiørt og Trøie,
"Og gyldenstykkes Hue, noget nær,
"Hvem anden vel end dig? — Til Punkt og Prikke
"Han dig har malt, min lille Fikke!
"Hvem gaaer med gyldenstykkes Huer nu,
"Men røde Damask Trøier, uden du?
"Og, troe mig! med den Sorte, det er reent,
"Som han beskriver saa confus,
"Han har vor ældste Søn, vor Petrus meent,
"Som røg forgangen af med Nucleus.” —
"Ja,” sagde hun, nu synes mig, min Peder!
"At jeg begriber, du har Ret.
"I Mænd dog Alting fatte kan saa let;
"Hvor er’ vi Koner dog kun Faar mod Eder!” —
"Desuden,” blev han ved, "jeg længe har
"Mig ærgret over det fordømte Væsen,
"At kunne trykke frit i hvad det var —
"Hvad kommer der vel ud af al den Læsen?
"En Skræder kan jo blive nok saa klog,
"Som jeg; kan mønstre mig og hele Staten;
"Kan trodse mig og hele Magistraten
"Ved Hjælp af en og anden lumpen Bog?
"Spørg kun Herr Morten! han med mig vil sande!
"Jeg tit har hørt ham Bøger at forbande;
"Han siger: det er lutter Satans Kram!
"Studeringer er kun for Folk, som ham,
"Der kan sin Hierne styre selv og raade,
"Og ved med Pønskningen at holde Maade —
"Og overalt — hvad Krøniken især
"Betræffer, slig en Bog er ikke værd,
"At være mere til, om ei for andet,
"Fordi den mig har skilt i Dag
"Ved Middagssøvnen — blot for denne Sag
"Den være skal til evig Tid forbandet!”
Endnu før Soelens Nedgang blev sendt Bud
Til Præsten, som var stærk Zelot i Sagen;
Og under megen Raslen, Knittren, Bragen,
Blev Krøniken opofret Ildens Gud.
Med al Højtidelighed dette Væsen
I Borgemester-Gaarden foregik:
De tvende Byens Fædre stod’ og saae
Med megen patriotisk Fryd derpaa,
Mens Røgen af den brændende Chronik,
Satyrisk selv i Dødens Øieblik
Dem begge To stak ondskabsfuldt i Næsen.
Den næste Dag kom en Forordning ud:
"At alle Exemplarerne af samme
Opofres skulde Hævnens vrede Flamme,
Som lige skyldige” — med nok et Bud:
"At ingen, hvo det var, herefter mere
"Til Trykken maatte nogen Ting levere,
Det være, hvad det vilde, klogt og galt,
Philosophier, Eventyr, Moraler,
Ordbøger, Oder, Elegier, Taler,
Satirer, Fabler, Krøniker, Annaler,
Og andet sligt — med eller uden Salt —
Paa Jydsk, paa Tydsk, paa Holsteensk eller Flamisk
Ja Græsk, Sverinsk, Franzøsk, Mesopotamisk,
Før det af Byens Borgmester eller Præst
Var nøjegiennembladet, giennemlæst,
Og dømt, hvorvidt det Statens Tarv og Ære,
Og deres Bedste kunde tienligt være.”
Saaledes for een Mands afbrudte Slum
Opofredes for evig hele Staden —
Man hørte i et sammentrænget Brum
Af Jammerskrig, hvorhen man kom paa Gaden:
"Ak! vi har mistet vort Palladium!”
Borgmestren var, som han er nys beskrevet;
Som Censor kiender man hans Dygtighed.
Med Præsten Morten man, saavidt jeg veed,
Saa nøie hidtil ei bekiendt er blevet.
Jeg derfor af hans trufne Malerie
Vil give her, saa godt jeg kan, Copie —
Originalen hænger i Peer Paars —
Han stærk og fyldig var, og lidt til Aars,
Særdeles Kiender, frem for Alt, af Heste;
Men af sig selv, som Folk er fleest;
Donat og sligt, han engang havde læst,
Og glemt igien; for Resten, som den Bedste,
Han brægede for Altret; præked’ blot
Et maadeligt Qvarteer, og dog saa godt,
Som nogen, fik sin Menighed i Slummer.
I Skriftestolen var han meget skrap,
Især mod dem, hvis Ofring var lidt knap:
"Den rette Vei til Himmelen er Kummer!"
Hans Mundheld var — og, som en Siele-Ven,
Han derfor rundelig uddeelte den
Med Lovens Straf, og Prophetiens Varsler,
Og skruppede de Døende med Klem,
Til Lægen fra hans Torden frelste dem;
I øvrigt: aad for fire, drak for fem
Ved alle Bryllupper, Begravelser og Barsler.
Med disse Censor-Evner rustet ud
Han hialp Borgmesteren i at censurere
De sidste, svage litteraire Skud,
Som Rectoren, Conrectoren, og Flere,
Hvis Navne jeg ei her opregne vil,
(Tildeels dog Calvinister) af og til
Bad skielvende Borgmesters Pige, Rikke,
Igiennem Borgmestersken, Frue Fikke,
At presentere Borgemester Peer
Til naadig Dom.
Omsider meer og meer
Man kiedtes ved, tidt uden Frugt, at tigge
Til Trykken saadant Privilegium.
Man tabte Vid med Modet og blev dum;
Og endelig man skrev aldeles ikke.
Bestandig meer og meer svandt Staden hen,
Thi Muserne Censurens Sæde skyede,
Og Handel, Konster, og Fabriker flyede
Med dem i Hast til andre Kyster hen,
Hvor Fred og Friehed trygt de kunde nyde.
Den hele By blev fyldt med Graad og Sorg,
Ja! græd, ulykkelige Kallundborg!
Vee! Vee! Dig, arme Stad! din lærde Hæder
Er nu fordunklet! Ignorance leer
Paa den Ruin, hvor Kundskab hungrig græder!
Historien vist lære kan enhver,
At vi har Trykkefriehed her;
For Resten seer jeg ikke paa min Ære!
Hvad andet man af samme skulde lære.