Hvad Ondt kan Spil dog ikke foraarsage!
Nys har man et Eksempel set;
I London eller her, det kommer ud paa eet;
Thi Tingen kan desværre sig tildrage
Saavel i Danmark som i Engelland,
Paa alle Steder kort, hvor Polskpas spilles kan.
Jeg uden Omsvøb altsaa vil
Fortælle det til Skræk for hver, som elsker Spil.
I Selskab med en Del anstændige Personer
Af Fader Adams og af Moder Evas Kjøn
Befandt sig en Minervas Søn,
Hvis Sjæl og Krop med Kjolen og med Vesten
Etcetera, hvad han nu havde paa,
Var netop Overskud til fyrretyve Kroner,
En smuk, elskværdig, ung Person for Resten,
Men Polskpassist fra Top til Taa.
Thebordet bort. Man Spillebordet henter.
Hans Majestæt Kong Caro, Dronning Coeur,
Prinds Picq og allermest Tref Serviteur
Han venlig hilser, og af Glæde straaler
Hans Øje, som en Drankers, naar det ser
Citronsaft, Sukker, Rom og Vand i store Skaaler
At blandes, lig vor Verdens Elementer,
Naar Tiden er ej mer.
Han spiller, det gaar godt, og endnu vældig
Er Glæden i hans Bryst; men ak; med eet
Beet paa sin bedste Ven, paa Tref Valet!
Han spiller atter, er uheldig.
Hvo med de første taber, siden vinder:
Opmuntrer Haab; men snart og det forsvinder.
O grumme Skjæbne, er det ret?
Endnu engang perdu paa Tref Valet.
En efter anden Kronerne borttrille;
Fortvivlet blir han ved ulykkelig at spille:
Forbandet! — atter tabt — Que Diable! — intet andet;
Han taber — Teufel! — intet hjælper det,
Paa dansk, paa fransk, paa tydsk, og altid rent forbandet —
Endnu engang, fordømt! en Beet paa Tref Valet.
Ulykken voxer, Raseriet stiger
Med den — hvert Kort, hans bedste Kort-Ven sviger;
Dybt synker Modet under Tabets Vægt —
De tyve Kroner gaae, trods Kløver-Knægt.
Halvparten af hans Værd, hans hele Sjæl
Er der, hvor Haabet selv sig ikke tør formaste
De runde flygtende Personer at antaste.
Ulykkelige Kortspils Træl!
Fortvivlet Rolighed sig paa hans Kinder maler.
Ej mindste Diable han udstøder mer;
Mørk som hans Sjæl er Øjet; men hans Qvaler
Man bedre nu end forhen ser.
„Hvad fattes Dem? — hvor staar det sig, Broerlille?”
Man spørger — Herligt! svarer han, og ler.
„Oh! vi vil gjerne holde op at spille!
„Spil, Søster! spil et Stykke paa Claver!”
Mal a propos, Adagio! dens Toner
Forstemme rent hans alt forspændte Sjæl —
Perdu! hans alt! hans fyrretyve Kroner!
Perdu hans hele timelige Vel!
Vildt stirrer Øjet; tre til fire Gange
Spadserer han paa Gulvet op og ned,
Som en der grunder dybt, med gyselige, lange,
Uregelrette, tunge Fjed.
Nu holdt man op at spille; men desværre
For sildig! alt udrustet er hans Sjæl
til Mord. „Hvorledes er det fat, min Herre?
„Maaske befinder De Dem ikke vel?” —
„Lidt Hovedpine,” svarer han, „kan være,
„At den forgaar i Kjølingen;
„Jeg gaar et Øjeblik, og strax skal ha’e den Ære
„At være her igjen.”
Og dermed gik han oven paa. Man troede,
Han vil vel kjøle sig paa Kammeret;
Og man imidlertid Diskursen snoede
Til noget andet — Længe var’de det!
Men ingen kom igjen. Og nu man mumled’
Om hvor fortvivlet han gik ud,
Og man blev hed om Ørene, og tumled’
Paa Gulvet om ved — Knaldet af et Skud.
Selskabet stormer op iblandt hinanden
Til Salen, hvorfra Knaldet lød;
De se Geværet slængt paa Gulvet ; tæt ved Manden
Med brustne Øjne, bleg og stum og død.
Man føler Puls, man kniber Næse, Hage:
Omsonst! En smule Liv paa et og andet Sted
Tilsidst de bange Damer dog opdage.
Men der er altid Liv i, hvad de røre ved.
Af Is-Forældre den maa være fød,
Som ej, berørt af dem, lidt Tegn til Livet giver,
Med mindre han er overmaade død.
Omsider det ham og et Øjeblik opliver;
Men ak! han aabner kun sin Mund,
Og siger stammende: „jeg traf dig dog, din Hund!”
Imidlertid han stirred’ hen et Sted
Paa Væggen lige for; det hele Selskab vender
Sig om, og tænker: hvad betyder det?
Igjennemskudt man der omsider kjender
Den ulyksalige — Herr Tref Valet.
Forsag al Spil og Mord; men, om du det ej kan,
Min Læser! da gaa bort — og gjør som han.