Advarselen
Til Jens Kragh Høst
Til Jens Kragh Høst
Kiøbenhavn, i 1814.
Hvad tænker du, min ædle brave Høst,
Forfulgt alt længe Selv af lyse Hov’ders Skiæbne,
Mens du dig burde taus mod egen Modgang væbne:
For mig endog at hæve kiæk din Røst!
Vil du da bringe dem, der noksom alt mistyde
Saavel dit aandelige Værd
Som al din legemlige Færd,
Til ganske Staven over dig at bryde?
Gaaer du fra Viddet reent? hvor vil du hen?
Med din dog intet mindre just end tykke
Jens Kraghske Lykke
Tør du dig lade mærke med, som Ven
Ei blot at kiende, men endog i Fare
Med Mund og Pen
At være selv istand til at forsvare
Jens Baggesen!
O hør mig! lyd mit Raad! Ifald din Rest af Ære,
Din Rest af Gods, din Rest af Liv,
Din Rest af muelig Tidsfordriv,
Du har en Smule kiær, lad dette Galskab være!
Tag, hvis det alt er sagt, dit Ord igien!
Anmeld, som Trykfeil, i Dannora
Hvad du har yttret om min Pen —
Og giør det snart! — thi den og den
Har hvisket mig i Øret (trods min Thora)
Der er Periculum in mora;
Da, hvor jeg mig nu vender hen
I Nu-Kritikens Morgenrøde,
Parnassets Borgervagt marscherer mig imøde,
Til hvilken (siger man) der snart skal støde
Et doppelt Vægter-Korps af Levende og Døde,
Der vist faaer Bugt med mig, om ei med den —
Da jeg i Roderiets nye Rige
Har mod mig alt det Borgerlige —
Ei blot for Foden Bækken, men
Lidt længer ude Strømmen og Passaten:
Borgmestren nemlig selv og Magistraten —
Og endelig tilsidst — om ikke hele Staten,
Dog i det mindste Statens Ven,
Om hvis til Sprøiten rede Pen
Alt Morgenstiernerne staae samtlig i Gelidder!
Sadl altsaa hurtig om — dog nei!
Det veed jeg, brave Sandheds-Ridder.
Det kan du ei —
Sadl af! og sæt dig ned, hvor mangen Ven alt sidder,
Bag Giærdet, skiult i denne Hurlumhei!
Lad mig — som dog ufrelselig — alleene
Mod deres Morgenstierner, Dynd, og Steene!
At jeg min Undergang imøde seer,
Og leer,
Bør ikke friste dig til lige rolig Svømmen
I denne Tidens usle Flod mod Strømmen.
Hvad skader det, ifald en Digter skeer
Lidt Uret af og til i virkelige Livet?
Ham blev i Nydelser, som ingen seer,
En rigelig Erstatning givet!
Hvad skader Almeenvellets Povl og Peer,
Om der er hist og her en Jens, som synger,
I Landet mindre eller meer?
Poeter har man dog i hele Klynger!
Desuden, var de nok saa faa,
De store har nu eengang, som de smaa,
Til alle Tider og til alle Steder,
Blandt andre glimrende Forrettigheder,
Og endelig: Decretum stat in curia:
Jeg klager ei, som Digter, hvis min Krands
Mig koster Liv og Gods og Ære,
Hvis i det mindste her til Lands,
Saa længe varer Døgnets Hexedands,
Jeg maa deslige næsten reent undvære.
Hvi stod, som om Parnassets Bloksbierglære
Kom ikke hende ved,
Min Muse stille paa sit gamle Sted?
Hvi vil hun ei sig ad som andre bære?
Hvi gaaer hun ikke smukt i Troppens Fied?
Hvi svinger hun sin Lilie, lig en Svøbe,
Mens hine med al Verdens Krandse løbe
Did, hvor der regner Kroner ned?
Hvi vil jomfruelig til Fods hun eene vandre,
Mens hele Verden sætter sig til Hest?
Hvi târ hun ei et Kosteskaft, som andre,
Og rider med, som hun kan best?
Løn som forskyldt har jeg, som Digter;
Og aldrig falder det mig ind,
Alvorligen, ved mine fulde Sind,
At anke paa, mig Lykken svigter.
Jeg vidste meget got, da jeg paa den Gallei
Ved Fødslen gik ombord, som salig Herr Cervantes
Og andre smukke Folk, at denne Vei
Til Lykken her paa Jorden var Peer Gantes.
Men du, der ei som jeg (skiøndt yndet af de Ni)
Ved Himmeltafflet alle Dage
Kan leve høit af Suppe-Fantasie
Med drømte Marveboller i,
Og indbildt Haresteg, og digtet Mandelkage,
Beruust af den Parnassets Druesliim,
Hvoraf du her en lille Dryp kan smage
Paa Riim —
Du, der kun holder aandig Huus i Prose,
Og gav, som Dyrker af Minerva, Slip
Paa Spiisning i Apollohoffets Rose,
Du, synes mig, bør sikkre dig mod Glip
Af al optænkelig Velsignelse herneden,
Ved klogelig at holde dig
I denne Krig
Paa siællandsk Grund, saa langt du kan, fra mig —
Indtil min Død har sluttet Freden.