Ode til Kæmmereer v. Harbou
(Med tilbagesendt Snuustobaksdaase)
(Med tilbagesendt Snuustobaksdaase)
Tak, ædle Mand, som, selv til Hove
(Hvor Faa kun holde, Mange love)
Meer holdt end loved mig! — Dog tys!
Giv ingen af de Smaa deroppe
Paa Høflighedsparnassets Toppe
Om Parenthesen mindste Nys —
Den blive mellem os! mens Takken,
Jeg her dig synger for Tobakken
Du gav mig med din Daase der,
Du frit blandt dem, og mange flere,
Privat kan lade cirkulere,
Nu, jeg har publicert den her!
Af ægte patriotisk Glæde
Jeg næsten færdig er at græde,
Mens Pennen gaaer af Fryd i Staa —
Jeg drømmer kun om Held for Landet,
Og glemmer næsten alt det andet —
Jeg strax skal sige dig, hvi saa:
De Danskes Handlinger af Malling
Har, fra jeg var en lille Gnalling,
Fortryllet og forundret mig
Som i vor Tid fast uden Lige —
Nu veed jeg ei hvad jeg skal sige,
Ved Tanken blot paa en af dig.
Den Handling: mig i Næsens Vaande,
Da jeg var uden Liv og Aande
Der, hvor jeg gad havt idel Aand,
Med al din Forraad at forstrække,
Ved hele Daasen mig at række,
Endog i Løn, med egen Haand —
Om den — blandt dem, som nu er Mode,
Bør til de store eller gode
Henføres, eller begge to?
Den Ting moralsk at undersøge
(Da man med saadant ei bør spøge)
Jeg lâr til bedre Tid beroe —
Men stor — men god — men begge, Kiære!
Hver afgiort dydig Daad i Ære
Mig kan sig ingen ædel Hu
Meer stor og god i Gierning vise —
Den giêr mig Aand, der giêr mig Priise —
Og, ædle Mand, det giorde du!
Derfor skal ogsaa til dig drage
Med Daasen, atter fyldt, tilbage
Min Taks bevingede Merkur,
Og smukt sin runde Hat dig svinge,
Ved Hilsenen fra mig at bringe,
Med al en Hoflakays Kultur.
Han var saa god — for dig at sige
Min Tak — fra sit Olymp at stige
Til mit Brolæggerstræde ned;
"Thi", lød hans Ord, "med hvad der sendes
"Til det Palais — til Hans og Hendes —
"Bør følge lidt Veltalenhed!"
Han selv dikterer, hvad jeg skriver —
Og du formoder let, hans Iver
For, som et Bud, at tiene mig
(Da Guder ellers afskye Pressen)
Meer giælder Prindsen og Prindsessen,
Min gode Ven, end mig og dig.
Tak altsaa, Tak, fordi mit Øie
Deroppe saae det Ædle, Høie,
Det Skiønne, Store, taagefrit.
Der fuldt sig ei det aabenbarer
Med alle Solens Straaler, klarer
En Priis imellem det ei lidt —
Tak for, at der jeg uden Brille
Fra Maanen Solen kunde skille:
Fra Psyche selv Amalia —
Fra Billedet Originalen —
Og fra hver anden Glands i Salen
Den, som direkt kom himmelfra —
Tak for, at Nektaren mig smagte,
Som om mig Hebe selv den bragte —
For selv Ambrosien hav Tak!
Thi hvad er Viin, hvor skiøn den straaler,
Og Ananas i gyldne Skaaler
For den, der savner sin Tobak?
Tak for, at der, hvor intet Lune
Og blot et Øieblik gad blune,
Mit ikke ganske faldt i Slum!
Tak for, at der, hvor jeg gad være
Petrark, om mueligt, og Voltaire,
Jeg ei var døv, og stum, og dum!
Tak — uden meer bevinget Snakken —
Tak, beste Harbou! for Tobakken!
For tusind Støvgran tusind Tak!
Tak for hvert Stænk af Aand, som giorde
Mig mindre keedsom over Borde!
Tak, nok engang, for din Tobak!
En Lovsang jeg derfor dig loved —
Gid, som Tobakken selv mig hoved,
Den ogsaa kunde hove dig!
Den er kun ligefrem den danske —
Din var ei heller af den spanske
Til Lykke just — det trøster mig.
Er denne Lovsang just ei Mage
Til dem paa større Høitidsdage,
Til disse Thor- og Tordenskrald,
Som uden stort sig at genere,
Hvor Kiæmper selv sig moderere,
Lâr stundom gaae den store Skiald —
Er den og ei som den, vi hørte,
Da Lykken os tilbageførte
Hin stive, "stærke Kraftens Gnist",
Der, "svingende sin Farvebue,
"Blev doppelt stor, i Regn, at skue,
"Der sammenføiedes med List" —
Er den og ei som Ærte-Viisen,
Der nylig ærtes i Avisen,
Kort: er den ikke "stærk og frie" —
Har den ei, "baade Sværd og Hammer",
Som Thor i Kunstens ny Rustkammer —
Er der lidt Meening dog deri.
Er alle Toner i min Ode
Just hverken store eller gode,
Er Sangen selv dog ei forslidt —
O! maatte den en Lighed have
Med den af dig mig rakte Gave,
Ved med hver Priis at pirre lidt!