De Himmelskes Afskedsbrev
Til vor Lille
Til vor Lille
Du seer — maaskee før næste Sol er runden,
Alt visnet, som af Lynet rørt,
Den friske Krands, os Haabet havde bunden —
Du seer i Hytten her, hvor Morgenstunden
Dig tidt med Sundheds Smiil og Guld i Munden
Til vort forladte Leie havde ført,
Bag Støtten, som vort Suk nys havde rundt omvunden
Med blye Violer, ubønhørt,
Den neppe tændte Lampe slukt — forsvunden
Den høitidsfulde Glands i Vinter-Lunden —
Og Støtten selv beslørt:
De skiule sig dit Blik, de reene Navne,
Du nylig stirred paa,
Hvis Offer-Værdighed ei længer blot de smaa,
Men selv de store Templets Præster savne:
Du seer tilhyllet rings din Hyttes lille Chor,
Og Alteret bedækt med Flor —
Og — næste Søndag — ak! hvorhen du og vil skikke,
Løb du og selv fra Dør til Dør,
I Huuse, hvor du fandt os før —
Os trende Søstre seer du ikke.
Thi flygtede vi ere, bange, skye,
Forfærdede, med Zittren uden Lige,
Og flygte maa vi, flygte, flygte, flye
Bestandig, Dag og Nat, og aldrig standse,
Hvor der var ellers Tilflugt eller Ly
For os, og Altere for vore Krandse,
Og Ører for vort Spil, og Blik for vore Dandse,
Af Frygt for at fornærmes der paa ny.
Omsonst dit Suk, omsonst din ømme Klage,
Omsonst din kiælne Længsels Skrig
Til Skuepladsen kalder os tilbage,
Hvor paa Paradeseng, for Pøblen at behage,
Vor nøgne Moder ligger Liig.
Vi flygte, skiøndt uvidende hvorhen?
Fra Byen bort — i Natten — vildt — i Blinde —
Tyndklædte, frysende, som ingensinde,
Med Hænder strakt mod Himmelen,
Med Haaret flagrende for barske Vinde,
Forfulgt af søgne Furier derinde,
I hvilke Gorgos Døttre gaaer igien —
Forfulgt af (o! hvordan benævne den?)
Fritimernes og deres Yngels Muse,
Forvandlet til en Fastelavns-Meduse,
Forfulgt endog — (kast bort din danske Pen!
Hold op det mindste Vink om os at give,
Hvor selv en Frænde vil os grumt aflive!)
Forfulgt af selv — vi kan dig ei beskrive
Vor Qval! — af selv en elsket Søsters Ven!!!
Vi flye; men hvor skal Gratierne hen,
Paa vakte Eumeniders Krigstheater,
Paa Tummelpladsen for mod Vold og Mord
Til blodig Hevn fremstyrtende Soldater,
Som nu er bleven selv i Nord
Den rings paa Land og Hav fredløse Jord?
Hvorhen, hvor Fiender skyde, stikke, hugge,
Slaae, rive, styrte, trampe ned,
Hvad Venners Overgivenhed
End nogenlunde lod med Fred:
De sidste Blomster i vor Haves sidste Bed,
De sidste Spirer af Blufærdighed?
Hvorhen? hvorhen? hvorhen? — Til end et Sted,
Som her paa Jorden vor Treenighed
Saa helligt og saa trygt som selv i Himlen veed:
Til Dannerdronningen Marias Vugge —
Til Englesalighedens Thrones Fod —
Der skal vi Rosenleiet, hun forlod,
Med vore Taarer smilende bedugge!
Der skal vi dandse rundt i hendes første Fied,
Der skal vi høre hver Naturens Stemme,
Som hendes spæde Hierte rørtes ved —
Der skal vi tryllet i Uskyldighed
Os føle Noer endnu, os føle hiemme,
Og hver en Braad, hvis Nag vi nu fornemme,
Hver Torn — der og er Torn i hendes Krone — glemme,
Tilbagedrømmende vor første Salighed.