Hunde-Komedien
eller
eller
Den portative Himmel
Den portative Himmel
Til Hendes Høihed, Prindsesse Wilhelmine, Hertuginde af Würtemberg
Til Hendes Høihed, Prindsesse Wilhelmine, Hertuginde af Würtemberg
Frankfurt, 1809.
Den elskeligste blandt Fyrstinder
I Fromhed, Ynde, Vid, og Aand,
Den skiønneste blandt Jordens Huldgudinder,
Som Himmelen bandt til en Hertugs Haand,
I hvis Gestalt og Stemme, Gang og Mine
Sig aabenbarer allerede her
Den Trylleglands, som straaler der,
Hvor hvert et Liv er Lyst, hver Lyst en Himmel er:
Den Gratier-omdandste Wilhelmine
Skal jeg, paa denne mig til Afsked huldt
Af Hende Selv forærte Pult,
Fiern fra de søde Ni, fiern fra de hulde Trende
(Som først i Stuttgard ret jeg lærte kiende);
Fiern fra min egen Muse, fiern fra Hende,
Paa dansk — og i et eget Rimerie,
Fra Prosa lige langt og Poesie —
Tilskrive,
Hvis ei mod Hendes Bud jeg vil ulydig blive.
Forklaredes i Glands af Hendes Smiil,
Du hellige, hvis Giemmer jeg oplukker,
Fyldt af de Minder, Hun velsignede dig med,
Mens fuldt af Veemod, ak! mit Hierte sukker,
Erindrende sin sidste Salighed —
Laag, sande Klenodhvælving! som jeg hæver,
Imens hver Finger mig af Vellyst bæver,
Ved at berøre hvert et Sted,
Som hendes Hænder rørte ved —
Som end den Huldes Afskedsblik omsvæver,
Og alle Gratiernes med —
Du mig i Sorgens Nat og mørke Skyggers Vrimmel
Forærte, lyse, bærebare Himmel,
Hvis Indre giemmer min Gudindes Aand
I hulde Træk af Hendes egen Haand —
O søde Pult! besiæl mig med din Fylde,
Ved Synet af hvert Ord, mig skrev
Den Himmelske, som alle Muser hylde,
Til et Cytheres Smiil ei reent uværdigt Brev!
Lær mig de Vendinger og Toneløb, som snige
Sig ind i Helligdommen, hvor Hun boer,
Og lyse, muntre, lette, livelige
Bevinge hvert et Nyn i Gratiernes Chor!
Lær mig, hvad skiønt jeg føler, skiønt at sige!
To Stiile — Siælens Yttringer i Ord —
Forskiællige fra det almindelige
Meddeelingssprog i Pøblens store Rige,
Var hidtil brugelige paa vor Jord
Blandt dem, som ikke snakke blot, men tale,
Og ikke løst betegne kun, men male,
Hvad der er Liv og fuld Betydning i:
Chariternes og Musernes i Grunden;
De førstes: let og frie — de sidstes: let og bunden —
Men begge dandsende til Aandens Melodie
Med Orden, Takt og Harmonie —
Den første, Haaret løst henflagrende deri,
Den anden, Lokkerne med Roser let omvunden:
Hin Prosa — denne Poesie.
Den første flyder, med Ondinens Tryllerie,
Af Sevigné’rs og Wilhelminers Penne —
Og havde jeg en slig, paa Stand jeg valgte denne.
Den anden flyver med Sylfidens Luftmagie
Og Salamandrens Ild høit over Jordens Bierge
I Schillers Sommerfugl og Göthes Bie;
Skiøndt ofte, Gnomen lig, blandt underjord’ske Dverge,
Den og i Jordens Huuler skiuler sig.
Naar Aanden daler i sin Flugt og stiger
Imellem Livets Pole, Castor lig
Og Pollux, snart i Mørkets dybe Riger,
Og snart i Lysets høie Himmerig;
Naar Hiertet i sin Andagt taber sig;
Naar Tanken knæler og tilbeder;
Naar Kunsten bryder frem guddommelig
I Spil og Klang for Evigheder —
Den eene denne sidste sig tilsteder.
Den første Stil er for naturlig nem,
For jordisk, og for ligefrem,
Naar lidt af dette kildrende Naive,
Det Kiønnet egne Tryllerie,
Vi andre vel maa lade blive:
Lidt pirrende, lidt — hvad jeg ikke kan beskrive —
Lidt wilhelmineligt — er ei deri;
Den anden er for kunstig slynget,
Og for høitidelig i Flugt og Gang,
For giennem Luften sig at svinge
Paa Sendebudets lette Vinge,
Og ikke fuldt saa hurtigt som en Piil,
Et Bud om min Uvigtighed at bringe
Til Würtemberg, med Postens Iil.
Derfor, o Pult! besiæl mig til en tredje,
Der, ei for lav, og ei for høi —
Paa Sokker ei, som Blæst i en Comedie,
Paa Stylter ei, som Storm i en Tragedie —
Fuldkommen lige langt fra Hvisken og fra Støi:
Fra Stilen i de franske Mode-Blade,
Og Stilen i den tydske Messiade —
Mens hist den eene krøb, og her den anden fløi,
Paa zefirlette Fødder kunde løbe
Til Maalet: Wilmines Smil,
Og kort- og tyndklædt, noget i sin Iil
Af Atalantas Ynde røbe.
Fra Stutgard (hvor — ifald min Lyst, min Hu,
Min Længsel, min Erindring, mine Tanker,
Og det jeg veed ei hvad, som i mit Hierte banker,
Udgiør mit sande Jeg — jeg er endnu)
Foer jeg om Natten, eene, lidt forvoven,
Igiennem store sorte Skoven
Ned af det kongelige Grændsebierg
Til Heidelberg,
Hvor hver en Kiempe paa den flade Neckarslette
Mig forekom i Førstningen en Dverg,
Saa fuldt var end mit Blik af den uhyre Jette,
Jeg i det sidste Vertshuus ovenpaa,
Deroppe, havde seet, og saae,
Og seer endnu — og hvis stormsvangre, graa
Brodeerte Tordenvest med Lynildsknapper paa,
Jeg af mit Øies Himmelblaa
Kan aldrig, troer jeg, meer udslette.
Her jog imidlertid en Lugt
Strax ved min Kommen
Den hele Hær af Faustlinger paa Flugt —
Som havde deres Reder i Ruinerne,
Men pludseligen, lig en Trop
Af Flagermuus, og Ugler, og Harpyer,
Saasnart jeg nærmte mig, fløi op —
Og tabte sig tildeels i Skyer,
Tildeels i andre tydske Byer,
Især i Landshut, hvor en Mængde sagde Stop —
Og (som jeg hører) nu den underfulde Krop
Ved Hielp af nye Jægerhorn fornyer,
Ad hele Verden blæsende i Løn —
Den eeneste som blev tilbage
Af disse Niflinger i vore Dage
(Hvad dem i Reden hist vil ikke lidet plage),
Var netop Göthes egen Søn:
En Yngling, livfuld, aaben, mandigskiøn,
Og elskelig; kort, som en Faders Hierte
Sin Søn — og som en Datters stille Bøn
Sin Elsker nogen Tid begiærte —
Som og jeg ofte, med en Faders Lyst,
Paa Heidelbergs ruinbestrøede Toppe,
Hvor jeg hver anden Dag med ham var oppe,
Forynget trykte til mit Bryst.
Jeg blev kun fiorten Dage dennelunde
Og foer derfra, saa magelig jeg kunde —
Ved Hielp især af mine egne Been —
Til en slags Hovedstad, hvor jeg var ikke seen,
Paa Slottet op at gaae, af gode Grunde.
Mig nemlig laae paa Hiertet som en Steen
Den nye Tragedie, man kaldte Taffelrunde:
Jeg længtes meget efter, selv at see’n;
Og der blev netop givet saadan een
Af Hunde.
Med stor Forundring og med stor Respekt
(Da den blev opført just, som sagt, paa Hoftheatret,
Der til den Ende var lidt omkalfatret)
Jeg saae den — og tør sige kiækt:
Jeg ingensteds ved Syn af tragisk Pantomime
Var nærmere ved at besvime —
Selv aldrig i Paris! — "Das nenn ich ein Gefecht!"
Udraabte Kavalleren ved min Side —
Og maatte, for at hemme sin Affekt,
Da han blev alt for varm, sig selv i Munden bide;
Thi Hans Durchlauchtighed maa klappe først,
Før Kavallererne tør slukke
Den bravoskrigende brutale Tørst;
Og før han gier Signal, tør ingen mukke,
Blev han og nok saa rørt og skrækt.
Jeg selv mit hvide Tørklæd stak i Munden,
Ved en Grimas især af Overhunden,
Der lod, som om et Been han havde brækt
I Faldet ned fra Taarnaltanen,
Hvorpaa han stormende steg op og svingde Fanen,
Men ak! nu laae dernede gruusbedækt.
De smaa Krabater i de nette Hoser,
Indfødte veldresserede Franzoser
Tilsammen, spillede perfekt —
Og giorde, hvad de store Kammerater
Har giort, og giøre paa vor Jords Theater:
Effekt.
Men det er ikke hvad jeg vil berette —
Hvad denne Pantomime giorde mig
Uglemmelig,
Og værd, Prindsesser at fortælle den, er dette:
Den gamle Hertug i sin Loge sad og saae
Med megen Majestæt og Andagt taus derpaa,
Og lod, som om han ei det ringeste til Krybet
Omkring ham mærkte, reent i Hundene fordybet —
Det spilhenrykte Personal,
Parterre, Loger, kort: den hele Sal,
I Stilhed ventede, som sagt, paa hans Signal —
Og maatte meget længe vente;
Thi Klap ham sielden, Raaben aldrig hendte.
Paa eengang raabte han, i det Infanternes,
Prindsesse-Niecernes, Prindsesse-Tanternes,
Og Statsministrenes, og selv Gesandternes
Parykker, Haar, og Glas, etcetera
Sig vendte
Mod Stedet, dette Raab kom fra:
„Haha!
„Sind also noch die fremden Prinzen da?
„Ich glaubte sie verreist schon lange —
„Bah!”
Jeg ei beskrive kan, hvor mange
Frugtsommelige Damer der kom ned
I Logerne ved denne Leilighed —
Af mangen Hofmand sprang den kolde Sveed —
Parterret selv blev angst og bange
Ved denne pludselige lange
Forunderlige Tale ned fra Thronen —
Og frygted alt, ved Revolutionen
I Hans Durchlauchtigheds Gemyt,
For Hertugdømmet, og for Kronen,
Og for dem selv, og deres Afkom — Pyt!
Det blev ved det, det var — Geheimeraaden
Ved Siden af mig løste Gaaden:
En Hoben Prindser, bittesma
(Hvoraf i Tydskland der er ikke faa)
Var efter et Besøg, der havde varet længe,
For nylig reist; den gamle Herre, svag
Paa Synet, skuffet af Forklædningens Bedrag,
Og af de velopdragnes Takt og Smag,
Som han saae klavre med besynderligt Behag,
Indbildte sig endnu at se de vakkre Drenge.
Den skiønne Holding i den hele Legion,
Smaasablerne, Halvstøvlerne, Rabatterne,
Polletterne, Guldkorsne, Stierneklatterne,
De høie Hattefiær, og selv Kravatterne
Bestyrkte hans Illusion —
Jeg selv var længe halv i Tro’n.
Men med et Tordenbrag, som intet Øre fatter,
Der ikke selv har hørt dets Skrald,
Brød hele Salen ud i længe hemmet Latter,
Da Knuden løstes Knald og Fald,
I det den første Hunde-Taffelridder
Med en utrolig net Credenz
Treen frem i Ordensdragt foran de tre Gelidder,
Og giorde, Næsen høi, men Munden lens,
Aldeles som en liden Excellenz,
Sin Reverenz.
Jeg ønskte, Taarer i mit Øie,
O! var Prindsesse Wilhelmine her,
Som hvert et komisk Træk i Livets stive Færd
Skatterer i dets hele Værd,
Tak hendes fine Sands for Livets sande Høie —
Hvor vilde hun af Hiertet lee!
Thi slig en Scene, hvis den ret skal røre,
Man maa med eget Øre høre,
Man maa med eget Øie see.
Ved Hoffet, i hvert Huus, paa Gaden,
Og rundt om Staden,
Hvor denne tragiske Begivenhed
(Et Thema, hver Fortæller varierede)
Fra Mund til Mund saa længe cirkulerede,
Til den i Handling, Tid, og Sted
Blev til en reent forskiællig fra den sande —
Fandt hver politisk diplomatisk Pande
Hint Udbrud af Hans Høihed et Beviis
Paa Modenhed til Paradiis;
Og at — da Hundene han tog, forkeert, for Drenge,
Isteden for at tage, ligefrem,
De sidste (Drengene) for dem —
Han ikke meer herneden giør det længe.
Prindsesse, hvad jeg her fortæller, er af alt,
Hvad paa min Reise hidindtil er hændet,
Det eeneste, hvori lidt Sukker og lidt Salt
Jeg fandt Dem værdt at blive sendet.
Det Salte har jeg alt fortalt,
Det Søde sparer jeg til Slutningen af Brevet. —
Thi, at jeg ellers meer har lidt end levet,
Da Veien er for slem, og Veiret alt for fælt,
Sær for en Muse, der i Stutgard lidt forkiælt,
Lidt kuldskiær, og lidt lækker selv er blevet —
At det bestandig regner, hagler, sneer —
Og at vor Verden (som maaskee hver anden)
Gaaer avet om og ganske fra Forstanden —
At Bankerotter blive fleer og fleer
I Mynt, i Mod, i Mening, og i meer —
At Tropper overalt marchere,
Og alle Tydsklands Fyrster, store, smaa,
Med franske Kors, og franske Hatte paa,
Sig efterhaanden her i Frankfurt indlogere —
At Jord og Himmel græde Blod og Graad
Ved hvad den store Mand, som conscriberer
Hvorhen han peger, reqvirerer —
Og at Fyrst Primas selv er ganske vaad
I sit utætte Forbunds Celle —
Mig synes, deels for lidt bevendt,
Deels af Aviserne for vel bekiendt,
Til en Prindsesse saadant at fortælle.
Om mit Besøg ved Hoffet her maaskee
Jeg kunde melde noget (hvis ei Brevet
For langt var allerede blevet)
Der kunde faae en Engel til at lee —
Thi ingensteds paa Jorden har jeg fundet
Et Huus til gammel Etiqvette bundet
Saa fast —
Jeg troer, hvert Baand, hver Snor, hver Strikke,
Som surrer Barmen her i Tvangens Bast,
Trods Barmens Fylde, brister ikke,
Hvis og Europas hele Snørliv brast.
Hvor meget Liv, hvor megen Aand og Ynde,
Hvor megen Kundskab, Fromhed, Dyd —
For ei at tale om uskyldig Fryd —
Gaaer her ei tabt af Angest for at synde
Mod Bud
Der var i Middelalderen retfærdige,
Og ere, som Ruiner, end ærværdige,
Men stride nu mod dem, som gav os Gud!
Dog, jeg er bange, lod jeg mig forføre,
Marschallens Pragt, Hofdamernes Frisur,
Og Taffelets og Pagernes Cultur
Lidt at berøre,
Jeg aldrig kunde meer igien ophøre.
Fra Kiøbenhavn vil snart mit Skyndebrev
Nyt, Wilhelmine værdigt, indeholde,
Hvis ikke Hessens Oprør torde volde,
Jeg paa min Fart derhen lidt standset blev.
Forinden, hulde, søde Hertuginde!
Er jeg endnu bestandig der,
Hvor Musens udenlandske Himmel er.
Hvis ei til Nektarbordet meer derinde,
Hvor een af de velsignte Tre,
Der dagligen omdandse min Gudinde,
Hver Aften skiænker Thee,
Den lykkeligste Giæst sig synlig kan indfinde,
Er i det mindste dog hans Aand
Tilstæde der usynlig allesinde
I sagte Kys paa deres Haand.
Den svæver end i Sinarosenlufte
Beruust af sin Erinrings Nektardufte,
Fra Strængene, Charlottes Fingre slaae,
Til Divanbolsteret, De sidder paa —
Den hører liflig snakke, lee, og sukke,
Mens hin Cicilias Brystfløitetoner klukke,
Fortryllelsernes Dronning der,
Usynlig hendes Throne nær —
Seer og bevarer i det stille Hierte
Hvert Udtryk af en Engels Fryd og Smerte,
Hvert Smiil, hvert Blik, hvert Øientryllerie,
Og hver en Perle, Himlen drukner i —
Den føler dybt, hvad aldrig Dem har talet
Min Læbe — mine Blik Dem aldrig malet
Med halv den Ild, som sødt fortærer den,
Og hvad end mindre skildre kan min Pen:
At der, hos Dem, den fandt, hvad Digteren
I Livet, overalt, hvor han kom hen,
Har søgt og søgte, søgt og søgt igien,
Og didindtil kun fandt i Idealet —
Seer, hører, føler, og forkynder det mig sødt
I salig Zittren, som mig giennembæver,
Hvergang et Blik paa Mindepulten hæver
Mig til den Himmel, hvor den svæver,
Naar rundt omkring mig alt er dødt.