Lyksalig du, som veed (dog ei af dit Exempel)
At sand Lyksalighed forgylder ei sit Tempel,
At det, som Hoben Navn af Lykkens Tempel gav,
Er kun dens Drabsmands Slot, opbygget paa dens Grav.
Du kiender Høiheds Kaar og kiedes ei ved dine,
Du veed dens Aasyn har en konstlet Glædes Mine,
Og at hver Muskel der ved Konst afrettet staaer,
Og praler af en Fryd, der ei af Hiertet gaaer.
Du Lykkens Tempel fandt i dine ringe Hytter,
Hvis lave Bygning dem mod Avinds Storm beskytter,
Hvor Nøisomhed har nok, hvor Ærlighed er Dyd,
Og Hiertet aandes ud i rene Læbers Lyd.
Hvor Egennytten ei har underkiøbt de Arme,
Som krystede dens Barm mod sine Venners Barme,
Hvor efter Fordeel blot udlærte Skiønne ei
Til kolde Beilere uddele Ja og Nei.
Hvor i Naturens Sprog, naar Elskende sig sige:
„Du er min egen Dreng, du er min egen Pige,”
De mere have sagt, end alt hvad sige kan
Et Sprog, som bliver lært og hørt som en Roman.
Hvor ærbar Skiønhed let undværer Guddoms Navne,
Og tør foruden Eed sin ømme Elsker favne,
Hvor Doris i din Arm sig i sin Himmel troer,
Skiønt for at sige det hun mangler Modens Ord.