Nøisomhed
— — — multa petentibus
— — — multa petentibus
desunt multa, bene est cui Deus obtulit
desunt multa, bene est cui Deus obtulit
parca, quod satis est, manu.
parca, quod satis est, manu.
Horat.
Horat.
„Hvor!” Damon, raaber Du, „er Dydens Rettigheder,
Naar ene Fødselen til Lykken Vei bereder,
Naar Slumpelykke blot uddeler Løn og Straf,
Og tit dens blinde Had Uskyldigheden traf?
Hvad har vel jeg forbrudt, som maae i Kummer leve,
At jeg ei blev bestemt, som hine andre bleve,
Til Herlighed og Magt, og fød til Croesers Guld?
Mon disse Skiæbnen har ved Dyder giort sig huld?
Og kan man, før man blev, vel ogsaa Dyder øve?
Hvad kunde, før jeg blev, mig vel dens Gunst berøve?
Da jeg endnu ei var, hvad mon jeg da begik,
Hvorfor til Straf jeg Nød, Foragt og Trældom fik?”
Den Straf kun indbildt er, hvis Vægt du lider under,
Du lige Lykke fik med dem, som du misunder,
Thi samme Maal tilfaldt hver Stand af Vee og Vel,
Og Herren uden Grund misundes af hans Træl.
Men vi forringe let de Plager, os ei trykke,
Og altid dobbelt stor anseer en fremmed Lykke;
Man priser lykkelig hver Stand foruden sin:
Din blev dit Ønskes Maal, hvis den var ikke din.
Men nu dens Fortrin faaer endogsaa Navn af Plage,
Og Grunden til dit Vel var Grunden til din Klage;
Arbeide Trældom blev, og Nok blev nævnet Nød,
Skiønt al Velsignelse fra disse Kilder flød.
Du drager dybe Suk, for dine Kaar forbinde
Til daglig Flittighed, for dagligt Brød at vinde;
Kiend din Vildfarelse, kiend din Lyksalighed:
Arbeidsom, maadelig, du ei af Plager veed,
Som Overflødighed og Ørkesløshed døie;
Ja! Livets største Held var Lønnen for din Møie:
Den muntrede din Siæl, den luttrede dit Blod,
Ved den du hviled’ trygt, og glad igien opstod,
Den ene krydede de tarvelige Retter,
Hvorved du dagligen med lige Lyst dig mætter —
Kan Uheld vel bestaae med saa at lide Nød?
Og valgte du dig før, om man dig Valget bød,
At sidde væmmelig ved mange kræsne Retter,
Og tvinge ned en Gift, som dræber, naar den mætter,
Og allermest er Gift og allervissest Død,
Fordi den bragtes dig i døsig Ladheds Skiød,
Hvor sundest Føde mindst kan trættet Gane smage,
Hvor slappe Følelser tit smagte Vellyst vrage,
Og misbrugt Overflod, til alle Lyster vant,
Sin Vemmelse tilsidst i Smerter endet fandt,
Hvor Døden selv var Trøst, hvis brudte Pligters Torden
Ei dig bebreidede, du brød Naturens Orden,
Og havde selv dit Liv saa snevre Grændser sat.
„Men,” svarer Damon mig, „min Frihed overladt,
Jeg ikke rasende det værste skulde vælge,
Ei for utemmet Lyst min Roe og Helbred sælge;
Nei maadelig, som nu, jeg midt i Overflod
I rolig Nøisomhed med Nok mig nøie lod.”
Min Damon! sielden kun vi egen Svaghed mærke,
Og til vi have tabt, vi troe os gierne stærke,
Den derfor tryggest er, som sattes i en Stand,
Hvor i han ei til Strid saa let udæskes kan;
Men sæt, du er den Helt, den sieldne dødelige,
Som altid seierrig kan Fristelser bekrige,
Sæt, at i Lykkens Favn du Lyster overvandt,
Som tit med Slavebaand selv Dydens Kiemper bandt;
Hvad nye Fortrin blev da Frugten af din Seier?
Hvad eiede du da, som nu du ikke eier?
Om det er ikke dit, som du ei nyde tør,
Vandt du kun netop Nok, og hvad du havde før.
„Men Æren — blandt en Sværm at vide sig den beste,
Og tegnet stor, paa sig saa manges Øine fæste,
At finde lydige, saasnart en Mine bød,
Det dog et Fortrin er, den ringe Stand ei nød.”
Misund, o Damon! ei, men heller ynk den Stolte,
Som Dyden dristigen for Ærens Skygger solgte;
Hans Lykke, som saa stor i Haabet viiste sig,
Ved Nydelsen forsvandt, den lette Taage liig.
Forført ved Glædens Glimt, som lyser i hans Mine,
Du ønsker dig hans Kaar, og kiedes tør ved dine;
Men viid, hver Muskel blot ved Konst afrettet er,
Og troløst Vidnesbyrd om Hiertets Tilstand bær.
Han skulde i sin Pragt sig høist elendig troe,
Om ei Misundelse forstyrrede din Roe,
Hans Vel (om indbildt Vel kan kaldes saa) sig grunder
Paa denne Kundskab blot, at Ringhed ham misunder;
Men paa den ægte Dyd (thi den er lige frie
Fra Misfornøielses og Hofmods Tyrannie)
Kan Lykkens blinde Gunst ei dybe Indtryk giøre,
Den, som ved Dyd er stor, giør Høihed ikke større!
Det sande Vee og Vel er Frugt af Dyd og Last,
Og denne Sandhed staaer til Himlens Ære fast:
At lige skyldige og lige Plager trykke,
Og Ligemænd i Dyd er Ligemænd i Lykke.