Johan Herman Wessel (1742–85)

Wessel, Johan Herman, 1742–85, Digter. Født 6. Oktober 1742 i Jonsrud ved Vestby, Norge, død 29. December 1785 i København. (Trin.), begravet samme sted. (Trinitatis Kirkegaard). Broder til Caspar Wessel. Gift 10. Maj 1780 i København. (Helligg.) med Anna Catharina Bukier, født 23. Februar 1748 i Kristiania, død Marts 1812 samme sted, Datter af Krigsbogholder, Justitsraad Thomas Bukier (1702–65) og Karen Sophie Riis (død 1765).

Wessel tilbragte de første fjorten Aar af sit Liv i den lille Flække Vestby et Par Mil fra Kristiania. Sin tidligste Undervisning har han faaet af Huslærere, senere gik han tre Aar i Kristiania Latinskole, hvor han som den fjerde af tretten Søskende maatte hjælpes igennem med Legater. 1761 fik han Adgangseksamen til Københavns Universitet, n. A. tog han anden Eksamen. Han dyrkede intet Brødstudium, men lagde sig efter Engelsk og de romanske Sprog. Hele hans Dannelse er antik eller fransk-klassisk; hans litterære Horisont strækker sig fra Horats til Pope og Voltaire.

Det var i en litterært stærkt bevæget Tid, Wessel kom til København, og de herboende Nordmænd gik i Spidsen for Smagens Romanisering. Niels Krog Bredal, Johan Nordahl Brun og Claus Fasting holdt Skuepladsen til de klassiske Idealer, andre norske Digtere dominerede i de Skrifter, som udgaves af Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse. Over for det norsk-romanske Element i Hovedstadens Aandsliv dukkede Klopstock og Ewald op med deres nye Program. I dette myldrende aandelige Liv finder vi Wessel placeret som et af de vittigste Hoveder i den Gruppe af unge Skønaander, der holdt til paa Kaffehuse i den indre By, hos Mad. Neergaard i Badstuestræde og hos Vintapper Juel i Sværtegade. Da Wessel med eet Slag blev berømt, konsoliderede Banden sig som det navnkundige Norske Selskab. Et Syngestykke af Bredal, »Thronfølgen i Sidon« (1771), havde vakt stærk Modstand blandt Studenterne; man kæmpede for og imod den gode Smag. Bredal, der var fast besluttet paa at skaffe Scenen et nyt indenlandsk Repertoire, udlovede en Belønning til den, der kunde skrive en god Tragedie paa Dansk. Man havde hidtil maattet nøjes med Voltaires »Zaire« i Loddes Oversættelse som Repræsentant for den tragiske Genre. Bredals Løfte gav Anledning til Nordahl Bruns »Zarine« (1772) og Fastings »Hermione« (s. A.), to Digterværker, som ikke formaaede at genoplive den hensygnende franske Tragedie. Med Voltaires »Zaire« i frisk Erindring nedskrev Wessel paa seks Uger sin Parodikomedie »Kierlighed uden Strømper« (1772), der straks blev trykt og (betegnende nok for hans gode Forhold til de norske Kammerater) forhandlet fra Nordahl Bruns Bopæl. Det var ikke hans Hensigt med dette Stykke at tage Parti i Striden mellem Danske og Norske, heller ikke at angribe Tragedien som Digtart. Det var overhovedet ikke hans Hensigt at offentliggøre Stykket, Vennerne overtalte ham.

Stykket blev opført med Scalabrinis Musik 26. Marts 1773 og gik straks fem Aftener i Træk; i den følgende Sæson opførtes det afvekslende med »Zarine« og »Thronfølgen i Sidon«; man klappede den ene Dag ad Tragedien og den næste Dag ad Komedien. Det var heller ikke ment som andet end en harmløs Spøg. Eftertiden har med Urette opfattet det som et Angreb paa den franske Tragedies eller italienske Operas Teknik og Stil; det er kun en Satire over deres Misbrug. Wessel var i litterære Sager strengt ortodoks, og den Forfattergruppe, han tilhørte, delte hans Meninger om de overleverede Smagsreglers absolutte Gyldighed. Det er paa vor egen Regning, vi nu om Stunder finder en principiel Kritik af Stedets Enhed i det Træk, at de to Rivaler og Heltinden synes at have samme Værelse. Med den berømte Begyndelse: »Du bliver aldrig gift, hvis det i Dag ej sker« parodieres kun de uheldige Forfatteres Vanskeligheder ved at imødekomme Fordringen om Tidens Enhed. Stykket glimrer især ved den sikre Stil, de udmærkede Aleksandrinere og den overlegne Streg, hvormed Personerne er tegnet. Rahbek betegnede træffende Stykket som en »Hilarotragoedia«, der lader alle Forbilleder »lige godt holde for, nok at der i dem findes Noget, som enten ved en liden Forandring eller ved den Person, det lægges i Munden paa, eller ved de Ideer, det forbindes med, kan blive latterligt«. — En Epilog (trykt 1774) er ikke Stykket helt værdig.

De Forventninger, man herefter stillede til Wessel som dramatisk Forfatter, blev ikke opfyldte. Hans velkomponerede Lystspil »Lykken bedre end Forstanden« (1776) bestaar nærmest af Reminiscenser efter Holberg og de franske Mestre. Komedien »Anno 7603« (1785) har ligeledes holbergske Træk; man tænker snarest paa »Niels Klim« ved dens Satire over Kønnenes Forbytning. Begge Stykker er i Prosa og med en ret mat Dialog.

Wessel ernærede sig, vistnok ret kummerligt, ved at give Timer i Fransk og Engelsk; først ved en kgl. Resolution af 27. Dec. 1779 gaves der ham Forsikring om »at faa aarlig to Syngestykker til at oversætte paa de dertil forfattede Musiker, og at nyde for hvert Stykke uden Forskel 100 Rdlr., samt ansættes i Teaterlønnings-Reglementet for 100 Rdlr., som et Honorarium pro persona fra dette Teateraars Begyndelse, for at rette og forbedre de Oversættelser ved Teatret, som kunne behøve det«. Som en Følge heraf oversatte han syv franske Syngestykker, gennemgaaende heldigt; især var Arierne gode.

Paa en anden Maade gjorde han sit poetiske Pund indbringende ved at udgive et Ugeblad paa Vers, »Votre Serviteur, Otiosis« (Marts 1784-Juli 1785). Det gjorde i Begyndelsen stor Lykke, men tabte efterhaanden sine Læsere, Indholdet blev ogsaa slettere og slettere. Det rummer de fleste af hans komiske Fortællinger. Rigtig nok er de bedste af ældre Datum. Wessel tog sine Emner fra mange Hold; navnhg brugte han Anekdotesamlinger som Morten Hallagers »Vademecum« (1781–83); i nogle Tilfælde har han brugt Stof, som ofte var behandlet af andre Digtere (»Gaffelen«, »Smeden og Bageren«). Det er en sidste Udløber af Middelalderens Fabliau; dog favoriserer han ikke i samme Grad som denne Digtart den ulovlige Kærlighed som Motiv; han ynder især, som Folkeeventyret, den rene Dumhed, Molbohistorien. Til Forbillede tog han den franske Digter La Fontaine, i hvis uartige »Contes« han fandt en tilsyneladende skødesløs, men i Virkeligheden meget lovbunden Fortællemaade, der stemmede med hans eget slentrende Naturel og hans strenge Forestillinger om Sprog og Stil. Fra La Fontaine har han navnlig sine Digressioner (»Svinkeærinder«), der dog efterhaanden blev et Skjul for Inspirationens Fattigdom. De bedste af hans Fortællinger udmærker sig ved den sikre Anvendelse af smaa Kendsgerninger, en ypperlig Sans for Billedvirkning og en gennemført Udnyttelse af den komiske Pointe. De er ofte meget grovkornede, men de vinder selv de ærbareste Læsere ved deres præcise og indsmigrende Diktion. Moralske er de just ikke; Wessel var en haardnakket Tilhænger af Læren om Kunsten for Kunstens Skyld; de »Moraler«, han sætter efter hver Fabel, er blot ironiske.

Wessels Versbehandling var mesterlig. Hans Normalvers var Aleksandrinerne, saaledes som de især var forbedret hos Tullin. De kan hos Wessel læses næsten, som de vilde udtales i en Prosatekst, uden Omstilling af Ordene eller falsk Skansion. Snart er der lige saa mange Takter som Fødder, disse Vers gaar langsomt og gravitetisk; snart er Antallet af Takter færre, og saadanne Vers maa fremsiges hastigere. Der findes Vers paa fem og fire Takter, endog Trimetre. I mange af de komiske Fortællinger blandes korte Vers imellem Aleksandrinerne; det hyppige Skifte af Metrum nærmer Foredraget en lille Smule til Prosaens. Her spiller han virtuost med skiftende Versemaal og skiftende Antal Takter, saadan at de to Systemer snart følges ad, snart skilles. Ogsaa Rimstillingen tillader allehaande Luner.

Mindre original er Wessel i de talrige Epigrammer, han rystede ud af Ærmet; her var i Forvejen gode danske Traditioner. Hans Impromptu’er var berømte — Eftertiden har haft ondt ved at skille de ægte ud fra alle dem, der tillægges ham. Han blev for sine vittige Indfalds Skyld omtrent en Sagnfigur.

I en alvorlig Stil har Wessel kun digtet Læredigtet »Nøjsomhed« og »Ode til Søvnen« (begge fra 1775). Wessel skal ogsaa have syslet med en Tragedie, uden Tvivl i fransk-klassisk Stil, thi han kendte kun den.

Wessel havde et svagt Helbred; 1776 fik han en Fistelskade i Kindbenet; han laa herefter til Sengs i halvandet Aar og blev siden aldrig helt rask. Han søgte for sine sunkne Finansers Skyld et Tolderembede i Kristiania, men kom aldrig til at forlade København. Hans Ægteskab var vel kun et Forsøg paa at skaffe ham en Plejerske. Traditionen paastaar, at det var ulykkeligt, men hans egne Udtalelser gaar ikke i den Retning. Han var meget glad over en lille Dreng, de fik. Wessels Villiekraft var ringe; han slæbte sig igennem Tilværelsen. I Vinstuen paa Hjørnet af Købmager- og Skindergade tilbragte han sine bedste Timer. Noget af det sidste, han skrev, var et Rimbrev til Baggesen (»Han stiger i sin Flugt, jeg daler«). Det fattedes ham ikke paa Anerkendelse, men den formaaede ikke at bringe ham paa ret Køl. I Efteraaret 1785 blev han angrebet af »Nervefeber«, sidst i December døde han; først den 6. Januar 1786 blev han begravet paa Trinitatis Kirkegaard under Rundetaarn, ganske nær ved hans kære Vinstue. Hans Indbo var pantsat, og han efterlod sig kun Gæld.

Wessel skal have været af Middelhøjde, med en høj Pande, store, brune Øjne og mægtige sammengroede Øjenbryn. Han gik ikke med Paryk, holdt Hovedet foroverbøjet, gik slentrende og var oftest skødesløst paaklædt. Han var en eksklusiv og fornem Personlighed trods det udsvævende Liv, han førte. De samtidige roser hans grundige Dannelse. Det er den dansk-norske Litteraturs vittigste Hoved; en sjælden Formkunstner, en konsekvent og klar Aand, ypperlig baade i den dramatiske Kunst og som overgiven Fortæller. Maaske rugede der inderst inde et Tungsind, som brød ud i de mange barokke Indfald.