Jeg synger om, dog nei; jeg ligefrem fortæller,
Saa ganske ligefrem gaaer jeg just ikke heller,
Et Svinke-Ærinde jeg giver mig iblandt,
Og er det ikke smukt, saa er det ganske sandt.
Nu, jeg fortæller da om Mand og om Mandinde,
Som havde ved et Ord stor Lykke kundet finde,
Om grønne Søbekaal, som stolte Guder fik,
Om Gaffelen, som kom, og Gaffelen, som gik,
Engang, men det er skeet for længe længe siden,
Og var jeg den Gang til, saa var jeg ganske liden,
Engang Mercurius og Jupiter faldt paa,
For en Forandrings Skyld og Tanker at forslaae,
At foretage sig en Lysttour ned til Jorden,
Hvor Majestæterne fandt alting saa i Orden,
At Jupiter tilsidst brød ud i disse Ord:
Han sagde vistnok meer, men til den største Skade
For Læseren, for mig, for Jordens Overflade,
Er denne liden Stump deraf kun bleven giemt,
Og det fornemste var maaskee, hvad man har glemt.
Men jeg ei glemme maa, hvad jeg har meer at sige:
„Hør,” sagde Jupiter, „jeg gider ikke stige
Strax til Olymp igien; vil du Mercurius,”
(Thi alle Guderne er’ for det meste Duus)
„Vil du, saa gaae vi ind i næste Bonde-Hytte,
Men forud vor Gestalt med Menneskers ombytte.
Hvem veed? vi der maaskee kan gode Løier faae.”
Mercurius, som godt al Galskab lide maae,
Paa Øieblikket sig forsvor fra Gud til Fanden,
(Han aldrig lade kan den skrækkelige Banden)
At dette Indfald var meer end guddommeligt.
De ind i Hytten kom, fandt alting tarveligt;
De Mand og Kone saae med Elleskeer spise,
Og bade, at de dem den Godhed vilde vise,
At give dem omsonst en Skeefuld Søbekaal.
„Ja sætter Jer godt Folk, og langer til vor Skaal,”
Var Mandens Ord, og hun bejaede med Lader,
Hun Fattig var paa Ord, den fromme Husets Fader.
Mercurius, som var til bedre Føde vant,
Slet ingen Appetit til Søbekaalen fandt;
Thi yttred’ han paa Fransk, som Husets Folk ei kunde,
Til Jupiter derom sin Meening dennelunde:
Ces choux-là sont d’un gout à me faire vomir,
Et je ne conçois pas, qu’on s’en puisse nourrir.
Oui, sagde Jupiter, auprès de l’Ambroisie
Ces choux sont bien mauvais; pour la cérémonie
Il faut pourtant, mon fils, en manger quelque peu.
Mais à propos, comment récompenser en Dieu
De ces honnêtes gens la douce bienveillance?
— Si ces donneurs de choux méritent récompense,
Saa svarede Mercur, que leurs propres souhaits
Déterminent d’abord tes généreux bienfaits!
Mercuriuses Raad behagede hans Fader,
Thi blev han siden ved: „Ved I vel hvem I mader?”
„Nei,” svarte Konen ham, „desuden,” sagde hun,
„Saa mader vi jer ei, vi jer bespiser kun,
I skulde ikke nys saa meget talt det Franske,
Saa havde I maaskee nu bedre vidst det Danske.”
Thi mens de talte Fransk, faldt Tiden Konen lang,
Og Vreden giorde nu, hun Tungen fik paa Gang.
Da Jupiter fornam, hun havde Ret i noget,
Og at han virkelig begik en Feil mod Sproget,
Saa blev han ikke vred, men svarte med en Smiil:
„Min Putte, tael mig til i mere høflig Stiil.
I altsaa vide maae, I har bespiist, Madame,
Bespiist og madet er dog mestendeels det samme,
I har bespiist en Gud i ham, og en i mig.
Og, til Beviis derpaa, leed i min Kiortel-Flig,
Der kan I, om I vil, en Torden-Kiile hitte;
Thi jeg er Jupiter, og denne lille bitte,
Ifald han havde ei sin Guddom skiult saa vel,
I skulde see paa ham to Vinger for hver Hæl;
Han er Mercurius. Nu veed I, hvem vi ere;
I ogsaa vide maae, vi Godhed for jer bære.
For jer Velvillighed mod mig og min Søn,
For jeres Søbekaal, bestemmer I selv jer Løn!
Hvorom I vil, I nu kan trende Ønsker giøre,
Og Jupiter vil strax hvert Ønske fyldestgiøre.”
„O,” sagde Konen da, „gid vi maa Gaffel faae
Til vor umage Kniv” — der strax en Gaffel laae,
Og Kniven Mage fik. „Hvad, er du reent forbandet,
Og, naar du Valget har, dig ønsker intet andet?”
Var Mandens Ord, „saa gid, at Gaffelen dig sad,
Din Tosse! i dit Liv.” — Det skeede, som han bad.
Der stod da baade Mand og Kone i en Maade.
De sig udbede maae den — ach, den sidste Naade,
At Gaffelen igien tilbage maatte gaae.
Den gik; og Guderne, de giorde ligesaa.