Johan Herman Wessel (1742–85)

Hvad nu? Nu er det reent forkeert!

Det hele Stykke er spoleert;

Sieur Nielsen Dækket tør optrække,

Før jeg kan Ryg med Kiole dække.

Jeg arme for et Øieblik

I en saa sød Forhaabning gik,

At, om ei Evne, dog Umage,

For mildest Herskab at behage,

Dets Naade skulde os tilvendt;

Men Dækket steeg, mit Haab er endt.

Skam faae Theater-Budet Ole,

Som ei endnu har bragt min Kiole!

Og Skam faae Kiolen, for den sprak!

Værst Skam faae han, som Dækket trak!

Seendrægtig Skræder! Ondt dig ramme,

Som langsomt heler Kiolens Skramme!

Kort: Skam faae hver Mands Siæl og Krop,

Som haver Deel i det Spilop!

Og just skal os Ulykken hænde

Paa en saa vigtig Dag, som denne:

Den Dag, da os den Lykke skeer,

Vi Kongehuset hos os seer;

Den Dag, da Himmelen os skienkte

Den elskte’ Prinds, som stedse tænkte

Ved vores Held sig lykkelig,

Og liig sin Stamme viste sig;

Den Dag, da vi den Ære nyder,

At seierkronte Helt os fryder

Ved sin Nærværelse — just skal

Af alle være meest fatal!

Ja, var jeg Mandfolk, skulde Nielsen

Ei længe sige Tak for Hilsen.

Jeg skulde ærlig lønne ham,

For han os giorde denne Skam.

Alt Haab forsvandt, al Glæde;

I anden Modgang ved at græde

Mit Hierte nogen Lindring nød,

Men ingen Trøst mod dette Stød.

Jeg Nielsen give skal en Skose,

For mit Humør, Kulør de Rose,

Ved det han giorde os confus,

Faldt lige til Kulør de Puce.¹

Jeg tager Raad af Jomfru Winther:

Hans Ryg haandgribelige Finter

Skal gives af min seige Stok;

Og hvis han ei faaer dermed nok,

Der vel forbarmer sig en anden.

Nei een om een, og to om Fanden!

Jeg skal ham hilse, faaer jeg Lov,

Saa han ei mere har behov.

Vi tabe kun ved ham at prygle;

Bedst er, at vi om Naade trygle

Herskabet først, saa Publikum.

I Venner! hører lidt paa Suhm!

Den Sats er min, og er den rette:

At intet kan vor Skam aftvette,

Men at vi Byen heel omkring

Vil blive latterlige Ting,

Ifald vi ei den Slutning fatter,

Med os at døde Folkes Latter.

Lad væbnet Arm med hvasse Dolk

Forkynde, hvad vi var for Folk!

Vor Konst vi øve kun for Ære —

Og hvad den ellers kan beskiære.

Og faaer den allermindste Plet —

Hvo da kan leve, tænker slet.

Nei, døe!

                                              Døe! døe! Men —

                                                                                                                                              Ingen Menner!

Om Eders Ærekiærhed, Venner,

Betager Publikum al Tvivl!

— I Døden offrer Æren Smiil.

Hr. Regisseur! lad bringe Knive!

Alt mine Lemmer blive stive.

Mig Himlen frie fra hastig Død!

Alt døe? Jeg er jo nylig fød!

Jeg troer, vi efter Død ei tørste.

Slet ingen være vil den første.

Mon ingen dog Indvending giør?

Suhm synes ei saa kiek som før.

Jeg vil et Snit med ham probere.

Høit Men Venner! skal vi ei votere?

Var det ei større Ære, om

Hver af os skrev sin egen Dom?

I Grunden var det vel det samme;

Men Folk kan troe, at vi os skamme

Den ene for den anden, og

Af Skamfuldhed vi Dolken drog.

Gid dem med Helsen De maae slide!

Person! han skiertser i Utide.

Hør lad os bringe lidt Papiir.

„Døe” troer jeg knap mit Votum bli’r;

Og gid det ei blev nogen andens!

Skrev Mængden: døe! da var det Fandens!

Det slaaer vist ingen Mand ihiel

Den Lap Papiir kan Brystet dække,

Saa Dolken ei skal Hiertet række.

Hvis paa hvers Ansigt ret jeg seer,

I Dag her intet Selvmord skeer.

Har I nu alle udvoteert,

Saa bli’r mig Sedlerne leveert.

Hvad? „leve!” Hvem saa nedrig er,

Og Liv har meer end Ære kiær?

Bevare mig! der ere flere,

Som feige tør paa Liv votere.

Een har dog vel paa Død voteert?

Jeg seer, at I har mig fixeert,

Og at jeg den maae ene blive,

Som raader til, sig at aflive.

Af mig en hellig Eed her gives,

Saa vidt dog Sagen ikke drives,

At paa min Seddel jeg skrev: døe!

Skrev nogen af Dem: leve?

                                                                                                                Døe!

Saa Skiæbnen os et Puds har spillet.

Vi see, den ei vor Død har villet,

Og, paa det at vi ei omkom,

Har vores Skrift kalfatret om.

Os til at leve Skiæbnen tvinger!

See, Schwarz! der Ole Kiolen bringer.

Os Skiæbnen derved vil paaminde,

Vi strax forsøge bør at vinde

Igien vort elskte Herskabs Gunst

Ved vores Flid, om ei vor Konst.

Og er nu dette Spøg mislykket,

Saa er det dog kun Wessels Skam,

Og Skaden falde og paa ham!

— Imidlertid begynder Stykket.