Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte,
Der elskte Tapperhed, som Pligt,
Og skialv ei, hvor det gieldte.
Saa var vor Juel og Adeler,
Og saa var han, vi synge her!
Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte.
Herr Hvidtfeldt var den Herres Navn,
Vi synge her til Ære;
Og evig, evig dette Navn
I helligt Minde være!
Han døde for sit Fødeland,
Og glad og villig døde han!
Vort Fødeland var stedse rigt
Paa raske Orlogshelte.
Saa haard en Kamp der monne staae,
De Fiender var saa mange;
Men næst til dem Hr. Hvidtfeldt laae,
Den Helt var aldrig bange!
I heele Floden ingen slog
Som Hvidtfeldt med sit Dannebrog,
Skiøndt Dannemark var stedse rigt
Paa raske Orlogshelte.
Men som vor Hvidtfeldt mandigst slog,
Og Lag paa Lag dem sendte,
Hans gode Skib hans Dannebrog
Dets egen Ild antændte.
Kap Anker, Hvidtfeldt, flye til Land!
Med Flugt du Livet frelse kan.
Men Dannemark var altid rigt
Paa raske Orlogshelte.
Nei! var hans Svar: flye vi derhen
Staar Danmarks Flode Fare,
Og skulde Danske vove den
For egne Liv at spare,
Døe skal vi, men vi hævnes maae:
Til sidste Aandedrag vi slaae.
Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte.
Til sidste Aandedrag vi slaae!
Hans Søemand kiæk gientoge;
De Ild og Død rundt om sig saae,
Men uforsagt de sloge;
Til Ilden ind til Kruddet brød,
Og alle døbe Heltedød.
Vort Fødeland var altid rigt
Paa raske Orlogshelte.
Og aldrig uddøe Hvidtfeldts Roes,
Hans kiække Søemands Minde!
O maatte de i hver af os
En værdig Landsmand finde!
Naar Fædrelandet kalder os,
Som de, hver byde Døden Trods!
Vær Fødeland, var altid rigt
Paa raske Orlogshelte!