Kong Carl laae med en mægtig Hær
For Fredrikssteen;
Men tappre Fredrikshald ham er
Til megen Meen.
Hver Borger lagde Verktøi hen,
Og greb til Sværd,
Og kiække Peder Colbiørnsen
I Spidsen er.
Saa stride de Nordmand for Norge.
Thi vendte Carl sin Magt saa gram
Mod Fredrikshald;
De Borgere da mødte ham
I ringe Tal.
Men disse slog som norske Mand
For elskte Land,
Og det var Peder Colbiørnsen,
Der førte dem.
Saa stride de Nordmand for Norge.
De Nordmand hugge tunge Hug
Blandt Fjenderne,
Og Svensken sank som moden Rug
For Høstkarls Lee;
Men stærkest Høstkarl trættes dog,
Saa gik det her;
Saa mange end de Norske slog,
Der alt kom fleer.
Saa stride de Nordmænd for Norge.
Thi flyede de for Overmagt,
Som Nordmænd flye,
De drog kun bort, for uforsagt
At slaae paa ny.
Kong Carl nu over sines Liig
Sig baned Vei,
Og Byens Herre troede sig,
Men var det ei.
Saa stride de Nordmænd for Norge.
Hans Folk fandt Død i hver en Vraae,
Hvor de drog frem,
Thi allevegne Nordmand laae,
Og helste dem.
Da sendte Carl saa lidet froe
Til Frederikssteen,
Og bad, han jorde maae i Roe
De slagnes Been.
Saa stride de Nordmænd for Norge.
Men kiække Nordmand ingen Tid
At spilde har,
Selvbuden er han kommen hid,
Fik Carl til Svar.
Nu maae vi see, at vi igien
Ham ud kan faae.
Og det var Peder Colbiørnsen
Der svarte saa.
De Nordmænd de stride for Norge.
At sætte egen Bye i Brand
De ile hen;
Og den, der først sit Huus stak an,
Var Colbiørnsen!
At slukke Ilden Fjenderne
Vil stimle hen,
Men Kugler føg saa tykt som Snee
Fra Fæstningen.
De Nordmænd de stride for Norge.
Høit blussed’ da mod Skyerne
Den Lue rød,
Saa svenske Kongen ret kan see
Hans Heltes Død.
Da sanded’ han Herr Peders Ord,
Hans Folk vil hiem;
Men Helten Steen stod uden for,
Og modtog dem.
De Nordmænd de strede for Norge.
Og herlig blussed’ Fredrikshald
Blandt Liig og Blod.
Oplyste stolt de Svenskes Fald
Og sines Mod.
Og aldrig brændte nogen Bavn
Saa skiøn, som den!
Og aldrig uddøe skal dit Navn,
O Colbiørnsen!
Saa strede de Nordmænd for Norge.