Den heele Landbye samler sig
Saa glade alle ere!
Hver leer og dandser, ak kun mig,
Mig glæder intet meere.
Forbi for mig er Dands og Leeg,
Al Glædskab jeg forsager;
Og Spil og Latter hader jeg,
Og heller eensom klager.
Thi jeg min Hanne mistet har;
Jeg glemmer aldrig hende;
Jeg veed for vel, hvor riig jeg var,
Den Tid, jeg havde hende.
Hvad hun var from, og bliid, og huld!
Og hvad det var et Hierte!
Saa reent og skiønt som luttret Guld,
Saa ømt ved andres Smerte!
Og Øine havde hun saa blaa,
Saa smukke, og saa gode;
Enhver i dem saa klarlig saae,
Hvad der i Hiertet boede.
Paa Timen slog jeg mine ned,
Naar hendes paa dem hviilte,
Og blev saa underlig derved,
Naar Hanne til mig smiilte.
Hvor vi var glade begge to
Til sidste Maidags Gilde!
Vi dansde, spøgte, sang, og loe,
Og glemte, det var silde.
Saa sprang hun op, og bad god Nat;
Og saae paa mig, og smiilte.
Fik dette Baand omkring min Hat,
Og skielmsk bort fra mig iilte.
Men snart jeg hented’ hende ind,
Og kyssede den hulde;
Saa lidet randt mig da i Sind,
Saasnart vi skilles skulde.
Farvel mit kiære grønne Baand,
Jeg dig ei meer skal bære!
Men jeg dig fik af Hannes Haand,
Du hende hellig være!
En Krands jeg paa vor Kirkevæg
Har hængt til Hannes Minde;
Ved Sorgekrandsens Side jeg
Min Hannes Baand vil binde.
Og sidde lige over for,
Og see paa dem, og græde,
Og tænke paa min Hannemoer,
Og paa min tabte Glæde.
Vor Kirkegaard fra den Dag af
Jeg har til Livsted kaaret,
Og sat et Kors paa Hannes Grav,
Hvorpaa jeg Vers har skaaret.
Naar Jorden bliver mig for trang,
Og ingen Graad vil rinde,
Jeg stiæler mig saa mangen Gang
Til dette Sørgeminde.
Der finder jeg min Graad igien,
Kun der jeg finder Lindring
O daglig vil jeg gaae derhen
Min Hanne til Erindring.
Til Gud engang forbarmer sig,
Og mine Sukke hører,
Og bort fra denne Verden mig
Hen til min Hanne fører.