Vuggevise
efter Berqvin.
efter Berqvin.
Sov bedste Dreng! du sidste Glæde,
Min vrede Skiæbne under mig!
Sov bedste Dreng! hold op at græde!
Bedrøv mig ikke med dit Skrig.
Da mig din falske Fader lærte,
At kiende Kierlighed og sig,
Hvo kunde nægte ham sit Hierte,
Han dig i Uskyld syntes liig!
Jeg troede ham, ak mig til Smerte!
Han har forglemt sin Søn og mig.
Sov bedste Dreng, du sidste Glæde,
Min vrede Skiæbne under mig!
Sov bedste Dreng! lad af at græde,
Bedrøv mig ikke med dit Skrig.
O! kan han ei sin Flugt fortryde!
Og komme fordums Fryd ihu!
Saa kiær han var mig, før han flyede,
Ak! lige kiær han er mig nu!
Og Falske! du din Eed kan bryde?
Forlade mig! det kunde du?
Sov bedste Dreng! du sidste Glæde,
Min vrede Skiæbne under mig;
Sov bedste Dreng! lad af at græde,
Bedrøv mig ikke med dit Skrig.
Det samme Øie har min Mage,
Jeg seer hans Billede i dig!
Du skal, som han, engang behage,
Men bliv ham ei i Falskhed liig!
See mig henjamre mine Dage,
Bliv troe mod den, der elsker dig.
Sov bedste Dreng! du sidste Glæde,
Min vrede Skiæbne under mig;
Sov bedste Dreng! lad af at græde,
Bedrøv mig ikke med dit Skrig.
Du fatter ei, hvorfor jeg græder,
Det blive evig skjult for dig!
Anklage den, som man tilbeder
Hvad Marter er vel denne liig?
O jeg har dyrt betalt de Glæder,
Som karrig blev tildeelte mig.
Sov bedste Dreng! du sidste Glæde,
Min vrede Skiæbne under mig;
Sov bedste Dreng! lad af at græde,
Bedrøv mig ikke med dit Skrig.
Her skal i denne trange Hytte
Vort Liv i Kummer svinde hen!
Bliv du min svage Ældes Stytte,
Jeg er din spæde Barndoms Ven!
Vor Skiæbne os maae sammenknytte,
O lad os samlet bære den.